|
Om at gøre et fund
Skrevet af Sine Nissen
Augustheden
slår ind af døren, det er en af de mange varme dage denne sensommer. Jeg er ifærd med at gøre et fund! Historien er som følger: Mine forældre har besluttet sig for at
lægge nyt gulv i deres kombi-pileflet-bordtennisbords-gæste-pulturrum, og jeg
har indvilliget i at rydde op og fjerne de ikke helt uanseelige mængder
skrammel (mod betaling bevares, man er vel studerende). Mens jeg er i færd med at pakke en
anseelig mængde bøger ned, dukker der pludselig dette tynde hæfte op, midt
mellem “Telefon til dyrlægen”, Oliver Brachfelds “Mindreværdskomplekser”,
Frank Gibneys “Fidusmagerne”, Sartre, Hemmingway, Ditlevsen og en masse andre
uforglemmelige klassikere. Hæftet er et nummer af Jordens Folk,
etnografisk revy 1981: 16.årg, nr. 4. Nysgerrigheden er vakt: Hvordan er dette
havnet her? Kan det være at
etnografisk litteratur på trods af akademiske påstande om det modsatte
diffussionerer, og i cirkler spreder sig væk fra de etnografisk uddannede til
de bredere masser, ligesom man antager at ilden spredte sig fra stammegruppe
til stammegruppe i sin tid?
Forsiden er prydet at en Shipobo
kvinde (fra Peru) og hendes datter med oppustet mave og lidende blik: A-ha her er den etnografiske eksotisme for
fuld udblæsning, det tegner rigtig godt.
Som
læsningen begynder drages man ind i et dejligt empirisk univers. Nå ja der indledes med en artikel af Klaus
Ferdinand, hvis historiske gennemgang af Pashtun-nomaderne faktisk efter
nutidig skala er forbløffende politisk/etnografisk korrekt: I sin beskrivelse får vi nomadernes
historie næsten fra a-z med en årstals og fakta frekvens, der gør at artiklen
bliver gemt til sidst. Også det politiske og økonomiske er med for fulde
gardiner: Hvem kan ikke blive enige
om at britternes “divide and rule” er en monstrøs svinestreg; de stakkels nomader er nu næsten alle
sammen bofaste på et alt for lille område.
Den næste artikel er af Esther Fihl,
på den tid konferensstuderende ved etnografi , Århus Universitet, og er
anderledes saftig. Desuden er den et
tydeligt bevis på den marxistiske front, som ifølge rygterne karakteriserede
etnografi instituttet, som en slags omvendt anakronisme indtil for ganske
nylig, men som få undervisere dog vil anerkende eksistensen af, og som ingen
studerende har set skyggen af
(bortset fra en forholdsvis høj forekomst af røde skjorter på
Moesgård). Altså Esther Fihl
kategoriserer og klasseinddeler fiskerne på Tranquebar, i øvrigt en gammel
dansk koloni. Fiskerne gør dog som de
altid har gjort, og vil ikke rigtig indordne sig under lønarbejde og
proletaritat og den slags; faktisk vil de hellere have hvis Danida sender
nogle flere motorbåde, så de kan slippe af med de gamle tømmerflåder, hvilket
Fihl dog tvivler på er en god idé, for den vil ikke hjælpe de fattige kvinder
som videresælger fisken. Den store
stygge grimme udvikling må bekæmpes, for på Tranquebar ville det blot betyde
afhængighed af rejepriserne, der jo som bekendt går op og ned. Artiklen indeholder dog også et
imponerende empirisk materiale og nogle dødidylliske fiskerbilleder, der
næsten står til mål med Skagensmalernes.
Mette Kvist Jørgensen Krarup har
derimod skrevet om “Shipibo-kvinder” i Perus jungle, med fokus på deres
keramik. Livet er ikke for lykkeligt
i regnskoven når man drikker ukogt vand fra floden og parasitterne hærger,
mens svin og hunde spreder infektioner, så det er en lyst. Men indianerne er jo lykkeligere end
mestizoerne der, som alle ved, absolut ikke lever i pagt med naturen og som
banker deres koner. Pottemageri og
keramik har altid givet mig noget at forundre mig over. Jeg har fundet flere specialer om emnet på
hylden you know where, og kan man specialisere sig mere snævert? Den etnografiske mikro-mikro analyse, og
nu skal vi virkelig lave studier, som ikke får tidens moderigtige diskurs til
at blinke med øjet. Men måske skal
det retfærdigvis siges om Krarup, at hun og hendes mand faktisk laver
Deltagerobservation og spiser kogte abetarme (læs endelig beskrivelsen af
madtilberedelse).
Sidste artikel handler Oman, og er
skrevet af Hussein Shebadeh, som er meget inspireret at “fremskridtstanken”
men der udover faktisk formår at give en god karakteristisk af landet, som
undertegnede får lyst til at besøge, når hun har råd til brune kontaktlinser
og et totalindhyllende tørklæde.
Kære
læsere, min begejstring for dette hæfte er udelt. (Og dette er ikke ironisk
ment). Jeg kan varmt anbefale disse
artikler, hvis jeres empirihunger er så stor som min. Man fornemmer en etnografi, der nok kæmper
med teoretiske begreber, og som derfor ikke kan kaldes naiv, men som trods
alt ikke er helt så infiltret i postmodernistiske metervarer som så meget
andet. Her er det klassiske
etnografiske feltarbejde for fuld udblæsning og er det ikke skønt?
Det bedste ved det hele er
selvfølgelig at to af forfatterne kan opleves LIVE dette semester, da Klaus Ferdinand d. 31. oktober viser
rundt på Moesgårds Museums 50 års jubilæums udstilling “Glob og paradisets
have” (kl. 13.00), mens Esther Fihl d. 9 december, holder foredrag om Pamir
ekspeditionen 1896-1899, godt nok i København i Institut for Antropologis lokaler.
Carpe
Jordens Folk!
|