onlineinformantenonline
Skriv til os	Arkivet		Ude i Felten
	2001/Nummer 9
Artikler Laboratoriet Norge Design Antropologi Etnografer – rundbold – dronning – HEJ! Den Prætentiøse Rygsækpakker Boganmeldelse Mørkets hjerte og hjertets mørke Debat Med forankring i virkeligheden		Vores arkiv af dette nummer af Informanten er også stadig mangelfuldt, men artiklerne lægges ud som de kommer ind.

. informanten er et blad for og af studerende ved etnografi i Århus .

Laboratoriet Norge

I den norske avis ’Dagbladet’ fandt én af dette blads redaktører for nylig følgende interessante artikel, hvorfra vi bringer nogle udpluk:

”Laboratoriet Norge – Før i tida reiste sosialantropologer for å studere eksotiske stammer på Ny-Guinea. Nå reiser de like gjerne til Båtsfjord.”

Jeg har flere venner som har studert sosialantropologi. Noen hver av oss som har tilbrakt årevis på et universitet, har hatt problemer med å forklare hva vi egentlig driver med – og ikke minst hva som skal være vitsen med det – hver gang vi dro hjem på juleferie. Sosialantropologistudenter er blant dem som sliter aller mest. De kan alltids prøve å forklare at sosialantropologer drar langt inn i tjukkeste Amazonas for å drive feltarbeid hos en eller annen indianerstamme. De kan alltids snakke om at antropologene studerer eksotiske mennesker, kulturer og samfunn. Men mange har nok opplevd at bestefar fremdeles sliter med å forstå hva i all verden dette skal være godt for.

Problemet til sosialantropopologien har etter hvert blitt at det ikke er så mange stammer igjen å oppdage. At de ser ’Friends’ på fjernsyn og drikker Coca-Cola selv i den tjukkeste jungel. At verden kulturelt sett mottar mange av de samme impulsene og kanskje blir likere. Som mange andre fag har antropologien måttet reorientere seg når det som tradisjonelt sett var studieobjektet, tilsynelatende er ferdig utforsket – selv om menneskelige samfunn selvsagt aldri blir ferdig utforsket. I denne situasjonen har norske antropologer i større og større grad vendt blikket mot oss selv, mot Norge i stedet for Nepal. Det er da sosialantropologiens styrke kan komme til syne, for den som vil se. For sosialantropologi er å ta på seg et par annerledes briller og se på oss selv. Nærsynt. Og skeivt.

Sitt skeive blikk har sosialantropologene fått etter at de har sett – og er opplært til å se – mye som er veldig forskjellig fra det vi er vant til å se. ’Bruker du det samme skjeve blikket her hjemme, kan du underliggøre ting’, sier antropologen Marianne Gullestad. Det er ganske godt sagt. Og ganske godt sett. Med et slikt utgangspunkt kan du få øye på mye rart i alt det vi regner som ’normalt’ i Norge. Boka ’Likhetens paradokser’ (Universitetsforlaget – Oslo) er et eksempel på antropologenes skjeve blikk anvendt på det moderne Norge. I stedet for å reise på floden innover i den afrikanske jungelen har bidragsyterne i boka lagt feltarbeidet sitt til Båtsfjord, til klasserom i barneskolen i Oslok, til lesbiske barnefamilier, til kvinner i helse- og sosialsektoren, til fotballbanen eller til en organisasjon som driver med helsefremmende arbeid.

Likhetens paradokser tar utgangspunkt i den veletablerte forestillingen om at vi er så like og så likhetsorienterte her i landet. Likhet blir både av nordmenn og av forskere framhevet som en spesielt viktig verdi i Norge. Spørsmålet er om vi er så like. Om hvordan vi opprettholder forestillingen. Og om prisen for all likheten er at noen defineres som ulike og faller utenfor ’Det store vi’. Antropologene framhever Marianne Gullestads tanke om at nordmenn har en slags sosial taktikk der vi prøver å framstå som like og likeverdige. Når vi er sammen med andre, framhever vi det vi har felles, mens det som er forskjellig tones ned. Vi er jo så glade i harmoni her i landet. Det blir ikke særlig koselig om du sitter der og minner alle om hvor forskjellige de er, når du er sammen med folk. På denne måten skaper vi selv et inntrykk av at vi er ’samme slags’, både gjenneom at vi stort sett omgås folk som er like oss selv, og uansett toner ned forskjeller.

Men for at vi skal kunne definere oss som ’vi’, må vi trekke en grense mot ’de andre’. Uten å sammenlikne seg med noen andre blir det umulig å forstå seg selv. Like lite som der er lett å si noe vettugt om fargen svart uten å kontrastere den mot andre farger, for eksempel hvit. Og akkurat det er vi flinke til her i ’likhetslandet’. For når vi hvite nordmenn snakker om hvor like vi er, impliserer vi stort sett hele tida at folk med en annen hudfarge faller utenfor. Du kan aldri slutte å bli klassifisert som ’innvandrer’, uansett hvor lenge det er siden du kom, og hvor norsk du føler deg. […] er du først definert i gruppa ’innvandrer’, er det ikke så interessant hvilket land du kommer fra, eller hvilke personlige egenskaper du har. Du tilhører ”de andre”. De som ikke var med på å bygge landet. ’Gjestene’. Eller ’inntrængerne’ og ’okkupantene’. [...] Problematiseringen av Norge og nordmenns forhold til ’innvandrere’ er kanskje den mest interessante delen av boka om likhetens paradokser for en leknordmann. For i 2001 er det ikke lenger bare spesielt interesserte sosialantropologer som møter mennesker fra eksotiske strøk og andre kulturer. De er her, midt iblant oss. Dermed blir vi pent nødt til å være litt sosialantropologer, alle mann.”

For den fulde artikel refererer vi til: Jan Zahl, Dagbladet, 06/08/01.

Til forsiden

Dette nummers øvrige artikler

Arkivet

Design antropologi

Skrevet af

Werner Sperschneider, [email protected]

Center for New Ways of Working, Datalogisk Institut, Aarhus Universitet

Hvorfor findes der ikke en digital fidus til at slå op i så man kan se, hvad elge spiser? Eller finde ud af, hvorfor lemminge-populationen blusser op og ned i tidens løb? Eller få oplysninger om, hvorfor det nu er en tundra vegetation og ikke en taiga jeg begår mig i? Hvorfor så ikke opfinde et brugervenligt interaktiv IT-apparat til vandringsmanden - til brug i vildmarken, og til brug i den urbane ørken?

En sådan elektronisk dims findes endnu ikke. Ingen travelbook til vandringsmandens rygsæk, intet smart IT-apparat jeg kunne bruge til at slå op i mens jeg sidder på en bjergtop out i nowhere i den svenske vildmark, eller mens jeg sejler rundt i Sveriges Skærgårde. Der er meget man kan slå op i - derhjemme, i tykke bøger, på nettet i endeløse timer på nettet under dramatisk tidsforbrug. Men, på turen? Der har man kun sin egen begrænsede og begrænsende hukommelse.

Hvem vil mon (ikke) bruge apparatet? Og hvornår? Hvad skal der være i det? Hvem vil overholdet være en 'typisk' bruger til sådan en travelbook? Hvilke krav til dimsen stiller brugssituationen? Hvor mange brugssituationer findes der? Hvem er brugeren overhovedet? Og hvad ville en producents krav være til produktet? Kunne man lave en brugerundersøgelse - i vildmarken, i den urbane ørken? Hvad skulle den går ud på? Hvilke spørgsmål vil fremkalde hvilke typer af svar? Hvordan ville hele processen komme til at udfolde sig? Skulle brugeren være involveret i designprocessen? Kunne brugeren 'provokeres' med prototyper? Hvordan vil man gøre når folk er ude på turen?

Sådan spurgte jeg på min sidste vandretur gennem naturparken Laponia i Lappland, Sverige. Som bymenneske, oven i købet akademiker, har man et hav af spørgsmål. En produktdesigner fra Xerox Parc påstod at han kunne finde på 15 designideer, bare på vej fra sit skrivebord til kopimaskinen. Der mangler altså ikke ideer. Det der mangler er at iværksætte ideer, som kan fremme et brug.

Da jeg kom til Danfoss' User Centred Design afdeling for to år siden var jeg antropolog ph.d med speciale i repræsentation af Grønland og grønlændere på film. Jeg var filmantropolog med en ordentlig uddannelse fra Manchester i England og en gedigen praksis fra et Institut for Videnskabelige Film i byen Göttingen i Tyskland. I dag holder jeg oplæg og skriver artikler om design antropologi. Hvad er der sket i mellemtiden?

Produktudvikling handler om at skabe noget, for det meste noget nyt, nogen gange noget nyttigt. Produktdesigneren ønsker at være visionær og vise vejen fremad.

Antropologi handler om at forstå. Antropologen undlader helst at gribe ind i det etnografiske felt man studerer. Man ønsker ikke at skabe sine egne data.

I design generelt står gøren frem for forståelse (i den antropologiske forstand). Hvad så med design antropologi? Er det en både og? Handler det om en antropologisk forståelse af design? Eller er det snarere brug af etnografiske metoder i selve designprocessen?

Både og - det først nævnte felt (antropologisk forståelse af design) er meget underudviklet, nærmest ikke eksisterende endnu. Det andet (brug af etnografiske metoder i selve designprocessen) rammer mere essensen af det design antropologer p.t. beskæftiger sig med. Man må hellere sige, at brug af etnografiske metoder i selve designprocessen, er kernen af det antropologer i dag bliver brugt til i udvikling og design af produkter og systemer. Detaljerne i interaktion mellem menneske og maskine (Man-Machine-Interaction, Human-Computer-Interaction) er overladt til specialister, som interaction-designer, communications-designer, software designer, web designer o. lign.

For faget design antropologis vedkommende startede det hele med etnografen Lucy Suchman. Som ph.d. studerende var hun hos Xerox PARC i Palo Alto involveret i udvikling af den næste generation af Xerox 'intelligente' kopimaskiner. I Participatory Design branchen udbredte sig en opfattelse af at antropologer er gode til at observere hvad andre gør, og at få fat i hvordan brugere/informanter selv forstår deres gøren. Etnografer er qua deres uddannelsen gode til at skabe en social relation til de mennesker de nu arbejder med, så godt at man faktisk får rigtig meget ud af deres observationer.

I hvert fald viste de sig bedre til observationer end designere førhen har været. Designeren har den lille ulempe med at føle sig tæt forbundet med kunstneren. Ja, i virkeligheden er designeren i sit dybeste hjerte jo selv en kunstner. Man skitserer, man laver sketches, mock-ups, prototyper, man kaster sig fandenivoldsk ud i noget, som man ikke på forhånd aner, hvad vil føre til, og man har det faktisk sjovt med det man gør. Man kan oven i købet tjene penge. Måske mange penge. Er man det rigtige sted er man så godt som fri for alt det tiggeri som man kender til fra det offentlige, og som fx. etnografer er meget vant til. Man skaber jo fremtiden. Og det skal andre være godt tjent med.

Via et skjult videokamera observerede Lucy Suchman to af Xerox' ansatte som dumpede fuldstændig under deres første forsøg på at tage en kopi på Xerox første antagelig virkelig "user friendly"-ge kopimaskine. Ease of Use skulle være dens kendetegn. Dog, de herrer dumpede med glans. Ja faktisk dummede de sig skammeligt. Eller var det nu maskinens skyld? Eller udviklerens? Nej, det går jo ikke. Xerox første 'intelligente' fotokopimaskine med masser af indstillingsmuligheder for dovne brugere er jo lavet af højtlønnende specialister, virksomhedens spydspidser.

Pinligheden for Xerox bestod i, at det netop var firmaets to topudviklere i R&D afdelingen, produktchefen og softwaremanden, der dummede sig under Lucys usynlige øjne. Videoen viste at de selv morede sig hjerteligt over situationen. Lucy kendte ikke til dem. Hun var hyret af andre ærbare dog mindre betydningsfulde mennesker i hierarkiet der syntes godt om den antropologiske profession og etnografens kunnen.

Historien slutter med, at forskeren vakte stor opmærksomhed og fik skrevet ph.d afhandlingen "Plans and situated actions. The problem of human-machine communication" (Cambridge University Press, Cambridge, 1987). Situated Actions blev bogen der dannede vejen til en ny profession for antropologer og etnografer.

I Danmark mødtes i maj måned dette år en lille skare på ca. 10 antropologer der arbejder indenfor design og IT-systemudvikling til et forum. Antropologgruppen i Human-Computer-Interaction ønsker ikke at være det store diskussionsforum. Men vi skal mødes løbende til faglige temadage med oplæg så at der kommer et udspil på et tidspunkt. Kontakt til antropolog-gruppen kan rettes til [email protected].

Informationer om uddannelsen i humanistisk datalogi findes på http://www.daimi.au.dk. Informationer om User Centred Design uddannelsen findes på http://www.syddanskuniversitet.dk/nat/mci/UCD. Se desuden http://www.SigCHI.dk
Http://anthropology.ac.uk/MACSS/ ved Center for Social Anthropology and Computing, University of Kent er en god kilde til temaet ethnography and computing.

Til forsiden

Dette nummers øvrige artikler

Arkivet

Etnografer – rundbold – dronning – HEJ!

Skrevet af

Rasmus Beck

Disse 4 ord danner tilsammen helhedsindtrykket fra en ”hviledag” i rusugen. Ikke ord man normalt ville sætte i samme kategori men hin onsdag d. 29 august løb de på forunderlig vis sammen til en sjov lille historie som fortjener en spalte i Informanten.’

ETNOGRAFER fra alle årgange var inviteret til et arrangement i mindeparken for samtidigt at markere studiestart og give de nye russer en mulighed for at møde vise folk fra større årgange. Solen skinnede på den eksklusive lille flok – de var kommet helt fra sjette årgang for at være med og det måtte man jo tage hatten af for.

RUNDBOLD var grunden til at etnograferne var kommet og da den første snak om dit og dat var overstået kastede de alle sig ud i den ædle kunst på den ene side at slå en bold så langt som muligt og på den anden at gribe selvsamme bold. Spillet bølgede frem og tilbage og før de fik set sig om havde de spillet en hel time. Således udmattede – især hvis man var fra sjette år og havde læst rigtigt længe – kastede de sig på græsset for at hvile. Nogle havde øl, andre sodavand. Humøret var højt og føromtalte snak om dit og dat blev igen taget op. Pludselig lagde nogen mærke til to politimotorcykler og to militærmennesker som havde taget opstilling tæt på rundboldsbanen. Videbegærlige universitetsstuderende som de nu var spurgte de straks hvad der skulle ske?

”DRONNINGEN lander om 5 minutter i helikopter” svarede den venlige MP’er. ”Vi var her først” råbte en ekstra kæk tredjeårs-studerende men til slut endte det med at spillet måtte udsættes til efter at dronningen var landet. I mellemtiden delte de etnografistuderende begejstringen ved snart at skulle se landets monark. Enkelte havde aldrig set hende, andre så hende hver uge i Se og Hør. Generelt måtte man sige at der var en overraskende positiv holdning til monarkiet i den lille eksklusive flok – så positiv at ideen om at gøre noget for dronningen blev født.

”Et HEJ skal hun ha’” sagde en. ”Hvad mener du?” sagde en anden. Et HEJ skrevet med vores kroppe selvfølgelig” sagde den første og denne ide var alle de etnografistuderende meget begejstrede for! Således blev det: Antallet af fremmødte rundboldspillere harmonerede perfekt med antal ’ben’ til et hej – eneste minus var da en forbipasserende motionist takkede nej til at agere udråbstegn…

Efter 20 minutter (det passer sig for de kongelige at arrivere sent) var der rotorbladslyde i luften – der kom hun, dronningen. Hun så straks det perfekte HEJ og løftede hendes røde arm til et begejstret vink – dronningens opmærksom var deres! Da den lille eksklusive flok ydermere fremtryllede en vaskeægte bølge a la fodbold-vm hvilket resulterede i endnu et royalt vink ville jublen ingen ende tage.

Således skete det da ETNOGRAFERNE spillede RUNDBOLD og løb ind i en DRONNING fra oven og resolutte skrev et HEJ til hende med deres små kroppe.

Til forsiden

Dette nummers øvrige artikler

Arkivet

Den Prætentiøse Rygsækpakker…

Skrevet af

Rasmus Beck

En sjælden gang sker det at ens personlige tanker løber sammen med faglige oplevelser. Det skete for undertegnede da jeg i vinter (ja, denne artikel er en smule forsinket) var til foredrag med Inge Dam. Mine personlige tanker omhandlede mine to år som ’backpacker’ og Inge Dams foredrag, arrangeret af Mellemfolkeligt Samvirke, handlede om turisters, derunder backpackeres, påvirkning på lokale kulturer.

Men før jeg vender tilbage til dette foredrag så lad mig præsentere mine egne, ikke særligt faglige, tanker.

Følgende er skrevet en sen aften efter en hel dags opgaveskrivning:

”Jeg ser ingen grund til at glorificere mine egne to år med rygsæk på ryggen.- Jeg var derude… VIRKELIG derude: Primitive folkeslag, det stærke indtryk af fattige folk så uendeligt langt fra vores egen luksuriøse levestandart, ens egen minimale indstilling til rejsen (læs: lad mig bruge så lidt penge som overhovedet muligt), fascinationen af de eksotiske folkeslag, fascinationen af selv at være i stand til at leve under førnævnte fattige/primitive forhold (læs: den bedrift at tage iskolde bade fra en brønd en måned i træk), den der fornemmelse af virkelig at forstå de folk man rejser blandt… Eller bare det at være væk fra Danmark i 9 måneder i træk.

Når man er derude i den store, væmmelige men uhyre interessante verden og sidder en morgen og nyder en sval fruit-shake,…så er man virkelig backpacker!

Og for at det ikke skal være løgn så er man, efter egne erfaringer, en utroligt prætentiøs backpacker. Jeg ved ikke hvor mange gange jeg enten i egne tanker eller i samtale med andre ligesindede på en tropestrand/hostel/overnight-bus/transithal er nået frem til, at mit liv med disse rejser til fattige (læs: billige) destinationer virkeligt er ændret: Hvordan skulle jeg nogensinde kunne komme til at gå op i så materialistiske ting som stereoanlæg, modetøj, smarte boligdetaljer og så videre, når jeg havde set denne anden side af verden? Hvordan skulle jeg nogensinde kunne bruge penge på en bog eller musik, når jeg kunne spare de penge og så komme af sted på eventyr igen?

Og her sidder jeg: Ved min computer hørende musik i min nye lejlighed for tiden i gang med et universitetsstudie…Og det slår mig pludselig at det minimalistiske backpacker-liv i pagt med lokalbefolkningen er lysår borte. Jeg skænker det alt for sjældent en tanke og når jeg gør, og nu krummer jeg tæer i min egen selvindsigt, er det mest for lige at gøre mig interessant… En traveller-wannabe!

Og der stopper min kritik af backpackeren ikke. For ikke nok med at han, hun, vi og mig er prætentiøse;- vi er også ufatteligt dobbeltmoralske og bevæger os på grænsen til realitetsfortrængning på vores indbildte dannelsesrejser:

Dobbeltmoralske fordi vi overbeviser os selv samt alle der gider at lytte om, at vi med vores helt specielle måde at rejse på tager mest hensyn til de lokale kulturer, mens vi i virkeligheden forårsager de mest uoprettelige skader. Charterferiens banebrydere! Citat fra amerikaner et sted i Laos: ”It’s such a shame that so many tourists come here”…???! ”Hvad laver DU her???”.

Realitetsfortrængende for det første fordi vi bilder os selv ind at vi er eventyrere på tynd linje i den vilde tredje verden mens vi i virkeligheden aldrig er langt uden for rækkevidde af en ”western breakfast” og en internetcafe. Og for det andet fordi vi, når vi så har været af sted én gang, erklærer at vi har fået ”the travelling bug”...at vi er blevet afhængige af rejsens lyksaligheder, mens vi i virkeligheden måske nærmere har indset, at rejsen er så ufatteligt nem i forhold til det almindelige livs gyngetur.- Rejsen bliver en flugt. At få sig sparet en 30-40.000 sammen og så bare tage af sted i et halvt års tid er for eksempel mere end almindeligt fristende når man sidder begravet i eksamenslæsning!

Jeg mener: Selvfølgelig tager du af sted fordi det er usandsynligt dejligt, men der er også sørgeligt mange ”garvede” backpackere derude på verdens stier, som er der lige så meget fordi de i virkeligheden ikke kan administrere et almindeligt livs udfordringer.

Så tror jeg faktisk at jeg har fået lukket det meste af min bitre galde ud. Den agtsomme læser må endelig ikke misforstå noget. Jeg elsker at rejse! Ovenstående svada er mere end noget andet et udtryk for en dedikeret backpackers desillusion over at se så mange af rejsens visioner om en bedre verden og ”et bedre mig” gå op i røg. Selvfølgelig har mine rejser ikke gået ubemærket hen over hverken mit syn på verden eller mit syn på mig selv…ingen tvivl om at jeg har lært noget om begge dele. Om ikke andet så er der sat billeder på forskellig information om verdens forskellighed og mangfoldighed - og jeg er måske blevet et mere modent og selvstændigt menneske…? Men så heller ikke mere.

Når jeg skal af sted næste gang, for selvfølgelig bliver der en næste gang, så bliver det med en smule mere virkelighedssans i rygsækken, for nu at bruge en slidt men ganske passende metafor.

Hvad der så forhåbentligt må stå som en tankestreg eftersom artiklen står i jeg-form, er om ovenstående tanker også kan overføres til en bredere vi-form. Jeg vil vove den påstand at sådanne overvejelser er relevante for både eks-, nuværende og kommende backpackere.

Eller er det måske sjovere bare at valse naiv men visionær rundt ude i verden?”

Inge Dam startede med at remse en række statistiske fakta op:

Hver dag rejser gennemsnitligt 1 mio. mennesker på en længere ferie.

Årligt tager omkring 1 mia. mennesker på en 3 dage eller længere tids ophold i et andet land

Den globale turistindustri omsætter årligt for ca. 20.000 mia. kr. (!).

Det er kun 20% af verdens befolkning som tager på ’ferie’. Disse er overvejende fra Vesten.

Vesten står alene for 60% af verdens årlige flytransport.

Der er altså her tale om en kæmpeindustri. Spørgsmålet er hvorfor folk er så opsatte på at rejse og, i en direkte forlængelse heraf, om rejsen gør nytte for respektivt den rejsende og det land der rejses til? Dam startede med at se på den rejsende selv:

Man kan prøve at se på rejsen med Van Genneps 3 faser som beskriver en transformation i et menneskes liv; man tager afsted, letter fra Danmark – separationen, man er ude at rejse, er i det konstante ”flow” – liminalfasen og så kommer man hjem – integreres som et nyt menneske? Den rygsækrejse som så mange nordamerikanske og europæiske unge tager på, den såkaldte dannelsesrejse, præger i reglen ikke livet efter rejsen. Man er, en opdagelse rigere, det samme menneske. Rejsen bliver et af mange trofæer på væggen – ”Kilroy was here”. Sådan ser det i hvert fald ud. Man kan også forsøge at spore en art civilisationskritik i turistens fascination af eksotiske steder; Friedman har beskrevet hvordan man kan forstå Ves-tens fascination af Resten som en kritik af vesten selv. Måske. Men det virker ikke til at have de store konsekvenser for majoriteten når de kommer hjem.

Hvad så med turismens, backpackernes, nytte for lokalbefolkningerne. Dam malede et overvejende nedslående billede: For det første er turisme meget forurenende. Flytransporten alene yder et stort bidrag til den globale opvarmning og lokalt har en i reglen forurenende turisme en lang række uheldige konsekvenser for natur og mennesker. Overbebyggelse; et stigende affaldsproblem eksemplificeret ved blandt andet trekket i Nepal med det alt for sigende navn ”Kleenex-ruten” og den store synder, plasticflasken; nedslidning af naturlige attraktioner; mangel på vand og andre ressourcer som går til turister i stedet for lokale og så videre. Alle konsekvenser som står i ironisk, stærk kontrast til det stigende ønske om at rejse ”grønt”. Backpackere er måske en gang imellem på kort sigt ”grønnere” turister, men på lang sigt viser de sig igen og igen at være frontløbere for masseturisme og masseforurening.

Men så får befolkningerne i turistområder vel en økonomisk fordel ved de rige turister? I langt de fleste tilfælde nej. Det er rige spekulanter som sidder på de virkeligt indbringende forretninger mens de lokale, ofte fattige indbyggere ved hårdt arbejde måske kan tjene lidt penge. Tidlige antagelser af bl.a. UNESCO mente at turismen kunne hjælpe på udviklingen af de lande som rejsen gik til men det har ikke vist sig at være tilfældet. Oftest ender turismen med at blive en direkte belastning for de mennesker som skal leve på/ved en ’destination’ – de lokale indbyggere bliver sjældent taget med på råd i udviklingen af turistindustrien. Dams billede på en positiv turisme, som f.eks. på Maldiverne, er en udvikling i dialog med lokalbefokningen som afbalancerer vægtningen på henholdsvis indtægt, miljø og overrendthed.

Spørgsmålet er om en sådan lokal afbalancering overhovedet kan harmonere med turistens ønsker – som oftest går imod mod de lokales. Her kommer antropologer ind i billedet!: Hvis antropologer kunne arbejde sammen med turistindustrien ville oddsene for at rejsen ville ende som en god oplevelse for både turist og lokalbefolkning blive større… Vi kunne blive de store konfliktløsere vi, i hvert fald på papiret, er.

Foredragets afsluttende diskussion kom til at handle meget om hvorfor det egentlig er så nødvendigt at rejse? Hvor er den trang til ’ægthed’ kommet fra? Og hvem siger at der er mere ’ægte’ i en bjerglandsby end der er i Gellerupparken? Et spørgsmål også antropologien har været nødt til at overveje: Er det ikke lige så ’ægte’ eller fagligt interessant at finde det fremmede i det kendte?

Til forsiden

Dette nummers øvrige artikler

Arkivet

Mørkets Hjerte og hjertets mørke

Skrevet af Steffen Dalsgaard

For lidt over hundrede år siden gik en englænder af polsk herkomst i tjeneste hos den belgiske kong Leopold i det daværende Belgisk Congo. Hans oplevelser som flodbådsstyrmand/-kaptajn dér var af kort varighed, men de satte alligevel så stærke spor i hans opfattelse af både det kendte – kolonimagten og hans selvopfattelse – og det fremmede – den congolesiske jungle og dens indbyggere – at han skrev flere noveller derom. Den mest kendte af disse er Mørkets Hjerte fra 1902, og forfatteren er (selvfølgelig) Joseph Conrad.

Mørkets Hjerte er oversat til talrige sprog og sågar filmatiseret (af Nicolas Roeg i 1993 med Tim Roth og John Malkovich i hovedrollerne). Der er selvsagt også blevet skrevet en del analyser af dén og Conrads liv, hvoraf især Frederick Karls Joseph Conrad: The Three Lives (New York 1979), Zdzislaw Najders Joseph Conrad: A Chronicle (Cambridge 1983) samt ikke mindst Olof Lagercrantzs Rejse med Mørkets Hjerte (København 1989) er anbefalelsesværdige. Novellen har også inspireret andre, bl.a. Francis Ford Coppola, hvis film Apocalypse Now er Mørkets Hjerte overført på Vietnam-krigen, og efter min mening en langt bedre skildring af temaerne i fortællingen end Roegs filmatisering!

Mørkets Hjerte handler om en sømand, Marlow, der sidder med nogle venner på en båd ved Themsens munding og giver sig til at fortælle om dengang, han sejlede på Congo-floden i den belgiske kolonimagts tjeneste. Han fortæller om både mødet med kompagniet i Bruxelles (kaldet ’Gravbyen’ i fortællingen), der fungerer som porten til eventyret/Congo/Mørket, og de indtryk han får, da han første gang sætter foden på congolesisk jord, hvor forholdet mellem sorte og hvide i høj grad er medieret af jagten på elfenben. Marlow er blev hyret som kaptajn på en flodbåd og hans første tur ind i hjertet af det mørke kontinent har til formål at finde en bestyrer for en handelsstation (eller som det burde hedde; ’elfenbensindsamlingssted’), der tilsyneladende er gået for vidt; den legendariske Kurtz, som alle beskriver med en blanding af beundring og frygt. Ekspeditionen finder Kurtz syg og afkræftet, men ikke desto mindre mere legendarisk end nogen sinde gennem den indflydelse, han er i stand til at udøve over de indfødte stammer, han bor i blandt.

Fortællingen er bundet sammen af indtryk af interaktionen – eller mangel på samme – mellem sorte og hvide, og ikke mindst af frygten og hvad den kan gøre ved mennesker. Fra en antropologisk synsvinkel er Mørkets Hjerte (udover det væld af binære modsætninger som ville give enhver strukturalist fråde om munden) især interessant idet den forsøger at skildre mødet med ’den anden’/’det fremmede’, og hvordan dette møde er blevet orkestreret af kolonimagten gennem brug af terror. Antropologen Michael Taussig er inspireret af Conrad, hvilket han viser i Shamanism, Colonialism and the Wild Man (Chicago 1987), hvor han forsøger at forstå udøvelsen af terror i forholdet mellem hvide og indianere under ’gummi-boomet’ i Sydamerika i begyndelsen af det tyvende århundrede. Gennemgående for Conrad (samt for Taussig) i dette møde er som sagt frygten. ”The horror, the horror” er Kurtzs sidste ord i Mørkets Hjerte (såvel som i Apocalypse Now). Men hvilken rædsel taler han om? Rædslen for junglen? For de indfødte? Døden, som hastigt træder nærmere? Næppe. Det er nok snarere rædslen for det, han selv har været, eller det han har repræsenteret; kolonimagten og dens afstumpede udnyttelse af det sorte kontinent og dets indbyggere? En erkendelse af hvor tilfældig grænsen var mellem vold, terror og mord på den ene side og ’legitim elfenbensindsamling’ på den anden? Måske noget af det alt sammen. Taussig forsøger at forstå volden og de stereotyper den bygger på udfra frygten for ’den anden’ og dennes (ofte forestillede) brutalitet, vildskab og magi. Derved skal det ikke siges, at de politiske og økonomiske motiver – magt, profit etc. – ikke også spiller ind, hvilket tydeligt ses i Conrads fortælling, men det sociale (og psykologiske) er med til at forklare måden, hvorpå denne udnyttelse – elfenbenshandlens/gummiboomets politiske økonomi – er blevet repræsenteret, legitimeret og udøvet.

Det historiske/antropologiske går altså på hvordan brutal repression sprogligt legitimeres og forklædes ’i fremskridtets navn’ samt på selve mødet med ’den anden’. Disse to kan dog ikke adskilles andet end rent analytisk. Sagt med fortællingens egne metaforer, kan man sige at mørket fulgte med europæerne, da de kom for at udfylde de tomme hvide felter på verdenskortet med kolonimagternes nationale farver. Men det hvide på kortet blev blot mørkt. Den såkaldte ’oplysning’ af det mørke kontinent og dets indfødte var nøje forbundet med en formørkelse: I Mørkets Hjerte fandt de hjertets mørke.

Til forsiden

Dette nummers øvrige artikler

Arkivet

Med forankring i virkeligheden

Skrevet af Dennis Nørmark

Da Steffen i sidste nummer af Informanten (8/2001) responderede på en bandbulle i Informanten nr. 7/2001, skrevet af mig, har jeg nu forsøgt at nuancere mine holdninger og respondere på Steffens indlæg.

Der er overvejende meget godt i Steffen Dalsgaards modindlæg og generelt er det da betryggende at høre, at Steffen mest ser dekonstruktivismen som en måde at forstå udsagn kontekstuelt. En ret banal erkendelse som jeg mener at vi bestemt ikke behøver dekonstruktivismen for at forstå det fornuftige i, og jeg mener heller ikke at det er dekonstruktivismen vi kan takke for denne indsigt.

Generelt er min indvending mod hele det postmoderne cirkus, at de ofte glemmer at anvende dets egen metode på sig selv. Hvordan kan en retning der hævder at der ingen sandheder findes i sig selv være sand, hvordan kan en retning der hævder at der ingen fælles erkendelse er overhovedet formulere sig i et sprog og blive forstået, hvorfor tilhører paradigemeteorien ikke selv et paradigme og hvorfor har en retning der hævder at alt er politisk og at alt er formuleret med baggrund i en særlig diskurs og et særligt forsøg på magtudøvelse, ikke selv undersøgt sin egen politiske baggrund (se f.eks. Favrholdt 1999 for mere af samme kritik). Derfor opfordrede mit indlæg til at dekonstruktivismen skulle dekonstruere sig selv.

Hvor slemt står det til?

Steffens kritik vil nu sandsynligvis være, at ingen antropolog i virkeligheden deler dekonstruktivismens og den stærke epistemologiske relativismes synspunkter. Det tror jeg han har delvist ret i og det håber jeg også at han har. Antropologer er nemlig videnskabsmænd, der bevæger sig ude i virkeligheden og dette sætter naturlige begrænsninger på hvor absurd en holdning man kan have til det der findes ”derude”. Det samme gælder imidlertid ikke for filosoffer, der har mulighed for at sidde i ly bag skrivebordet og udtænke eksotiske nonsensteorier om virkelighedens beskaffenhed. Filosoffer har benene solidt plantet i den blå luft, mens antropologer bliver nødt til at bibeholde en vis grad af realisme.

Men jeg vil dog alligevel nævne et par generelle udsagn som jeg mener at mange antropologer (både færdiguddanndede og i høj grad studerende) deler og som alle udspringer fra en metafysisk idealisme og nominalisme som den postmoderne filosofi hylder: Virkelighedens beskaffenhed afhænger af den sproglige repræsentation, vi kan aldrig komme til at sige noget sandt om den dybere menneskelige erkendelse, virkelighedsopfattelsen er altid underlagt nogle magtforhold, alle realister tror på at der findes en sandhed med stort S derude, rationalitet er noget vestligt, socialvidenskaber kan aldrig være en objektiv videnskab, oversættelse er umulig.

Virkeligheden findes

Den videnskabelige og filosofiske realisme tror på, at virkeligheden er mulig at repræsentere fordi den menneskelige hjerne gennem millioner af år har udviklet sig til at kunne forstå verden som den rent faktisk er. Hjerner der forstod verden anderledes end den var, blev selekteret fra til fordel for hjerner der repræsenterede verden på en sand måde. Med millioner af år til rådighed for denne selekteringsproces, får man en temmelig optimeret verdenserkendelse. Det betyder ikke, at vi kan se alt. Jeg kan f.eks. ikke se så langt som en ørn og UV-stråling er jeg heller ikke i stand til at se, men til det formål kan jeg forlænge min erkendelse og perception via apparater som kan. Og om disse apparater ser rigtigt, kan jeg afgøre via eksperimenter, som er en decideret handling i verden.

Når vi handler i denne verden opdager vi om vores beskrivelse var kohærent med virkeligheden. At det lykkedes at sende mennesker til månen viser, at de love vi opdagede og de betragtninger vi gjorde os om stratosfærens beskaffenhed var korrekte og ikke bare en opfindelse (Favrholdt 1999). Vi sendte jo Apollo 11 ud i virkeligheden og ikke ud i en diskurs!

Realismen tror altså på en virkelighed derude, som der kan siges noget sandt om. Men realisterne tror ikke på én sandhed derude med stor S. Den opfattelse overlades til religionen.

Sproget beskriver verden

Sproget er ligeledes optimeret til at beskrive verden i henhold til hjernens konceptualisering af denne og verdens faktiske beskaffenhed. Det er derfor vi f.eks. har en lille lukket klasse af forholdsord (på, over, indeni, under etc.) som afslører hjernens måde at tænke rumligt alle steder i verden fra Samoa til Skotland. Det er dette fælles sprog, der gør oversættelse muligt (skønt mange postmodernister og wittgensteinianere holder fast i at denne oversættelse er umulig, på trods af at den finder sted hver eneste dag).

Også kulturessensialisme (i form af teorien om sprogspil) umuliggør oversættelse fra den ene kulturelle kontekst til den anden. Men hvis vi alle er mennesker kan situationer hos os ligne situationer hos andre og vi kan genkende f.eks. vores egen rationalitet i andres. Azandes rationalisering af ulykke er f.eks. principielt ikke forskellig fra vores (Evans-Pritchard 1976). Deres fortolkning er bare en ganske anden (Winch 1964). Deres fortolkning skyldes at de mangler nogle af de instrumenter til at forlænge deres perception med, som jeg nævnte ovenfor.

Det fælles menneskelige

Grundlæggende er dette ikke kun et forsvar for realisme, men også en opfordring til at antropologien her i landet beskæftiger sig med andet end (uforenelige?) partikulariteter. Postmodernismen har måske ikke gjort alle antropologer til hardcore relativister, men med kulturrelativismen i bagagen præsenterer mange ofte deres studieobjekter som partikulariteter med helt enestående og usammenlignelige måder at tænke på. Den komparative analyse har været vanskelig, fordi den forudsætter at vi netop ikke er så forskellige.

Realismen tror på en fælles virkelighed og en fælles menneskelighed og den mener, at vi med den bliver i stand til at forstå en kulturs udtryk som en variation over noget fælles menneskeligt. Måske er det værd at overveje, om ikke en generel viden om mennesket kan spare os for at skulle genopfinde den dybe tallerken hver gang vi undersøger et nyt folk. Er der nogen grund til at gøre de fremmede mere fremmede end de rent faktisk er, særlig med tanke på den tiltagende racisme i verden?

Steffen kommer i sit indlæg til at afsløre en af grundene til, at undersøgelsen af det menneskeligt universelle er blevet så vanskelig at udføre i de humanistiske videnskaber. Steffen skriver at ”hvad den menneskelige hjerne er skabt til at begribe kan vi principielt ikke vide”. Derefter beskriver han hvordan virkeligheden hele tiden unddrager sig vores undersøgelser af den, som om sandheden som Levi-Strauss engang påstod det, forsøger at sløre sig selv hver gang den er ved at blive opdaget.

Jeg forstår simpelthen ikke hvorfor vi ”af princip” ikke kan nå til en forståelse af den menneskelige erkendelse og natur.

Humanismen er i disse år ved at blive ramt af en quasi-religiøs mysticisme som påstår, at vi er ved at komme for tæt på, og at der nok er ting vi ”ikke bør vide noget om”. Man får fornemmelsen af, at humanister først kan slappe rigtig af når verden virker stor og uforklarlig og at den finder en eksistentiel ro i erklæringer om, at vi aldrig rigtig kan vide noget.

Postmodernisme er alt eller intet

Denne tankegang bygger på misforståede ideer om, at hvis vi ikke kan vide alt ved vi ingenting, og hvis vi ikke kan få 100 % objektiv viden kan vi lige så godt give helt op. Dette viser at postmodernismen faktisk stadig hænger fast i løfterne fra modernismen og oplysningstiden. Postmodernismen har en art ulykkelig kærlighed til den modernistiske optimisme som lovede, at vi ville komme til at få lige så stor viden om menneskets sociale liv som vi forstår de indre mekanismer i et ur (Comte 1957). Det viser sig nu at mennesket er alt for uforudsigeligt til, at vi kan opnå absolut viden, og i bitter forsmået kærlighed vender postmodernismen sig så mod hele projektet i stedet for at korrigere på det. Som det lille barn der ikke kan få sin is, vender postmodernismen sig trodsigt om og nægter at spise noget som helst overhovedet.

Vi kan ikke forudsige alle menneskers handlinger og samfundenes udvikling. Den indsigt gjorde at vi måtte droppe de store teorier som marxisme og strukturalisme. Vi indså at mennesket grundlæggende er ret uforudsigeligt, men vi må indse at der også findes en ramme om menneskers handling (visse ting vi generelt gør og visse ting vi generelt aldrig gør) og det er disse rammer vi kan undersøge som antropologer.

Antropologer bør beskæftige sig med det alment menneskelige, sideløbende med dets studier af det singulære. Det kan vi kun gøre hvis vi anerkender at virkeligheden findes og at alle mennesker (og ikke kun vestens videnskabsfolk) er i stand til at begribe den. Vi må via en videnskabelig deduktion nå frem til denne viden med et skarpt blik på forureningskilder (f.eks. antropologens politiske holdning) i vores undersøgelser. Vi skal som socialvidenskab måske have øjnene endnu mere åbne overfor disse forureningskilder, men vi er faktisk i stand til at fungere som videnskab med videnskabelige metoder (Spiro 1996). Som Clifford Geertz skriver det: ”bare fordi man ikke kan opnå 100 % sterilitet, foretager man jo ikke operationer i en kloak” (Geertz 1993)

Viden om menneskets inderste natur kræver en stor grad af tværfaglighed hos antropologer og det bliver en vanskelig opgave, der kræver samarbejde med psykologer, biologer, kognitionsforskere, filosoffer, sociologer og mange andre. Og det kræver også at man sætter sig ind i en indviklet og omfattende litteratur. Derfor tilbage til bøgerne og væk fra caféerne!

Comte, A. 1957: De tre stadiers lov. I: Livsanskuelser gennem tiderne, bd. 9, Kbh. 1957

Evans-Pritchard, E.E. 1976: Witchcraft, Oracles, and Magic among the Azande, Oxford.

Favrholdt, D. 1999: Filosofisk Codex , Gyldendal

Geertz, C. 1993: The interpretation of cultures, London

Spiro, M.E. 1996: Postmodernist anthropology, Subjectivity and science: a Modernist Critique. I: Comparative Studies in Society and History, 38(4): 759-780

Winch, P. 1964: Understanding a Primitive Culture, I American Philosophical Quaterly, nr. 1, s. 307-324

I øvrigt vil jeg på falderebet reklamere lidt for antropologisk psykologi som er en gruppe af forskere på institut for psykologi som det er lykkedes de fleste antropologer at forblive i total uvished om. Deres hjemmeside kan besøges på www.psy.au.dk/pb/antropsy.htm

Til forsiden

Dette nummers øvrige artikler

Arkivet