 |
Keith Caputo er en uovertruffen musiker. Ikke alene er han i stand til at skrive sange, der går lige i hjertet, men han har også en fantastisk stemme, der virkelig giver sangene den følelse og stemning, som han ønsker, de skal have. Jeg har altid betragtet Keiths måde at synge på, som værende grundstenen i Life of Agonys musik. Uden denne lille mands store stemme havde Life of Agony næppe været det samme. | |
| Efter en 10-års periode med de tre andre drenge i Life of Agony besluttede Keith Caputo sig i 1998 for at forlade bandet. Der dukkede hurtigt mange teorier op om hvorfor Keith valgte at kvitte Life of Agony, men den nøjagtige grund, er det vist nok kun Keith selv der kender. Dog tyder meget på, at både Keith selv og ikke mindst hans musikambitioner havde udviklet sig i en anden retning end Life of Agonys. Han søgte nye kunstneriske udfordringer i sin musik. | ||
| Keith startede med at forme bandet "Absolute Bloom", som efter sigende bestod af nogle af Keiths venner fra skoletiden. Af uvisse årsager blev Absolute Blooms levetid temmelig kort og Keith måtte endnu en gang starte et nyt band op fra bunden. Keith ønskede i første omgang at give sit nye band navnet "Brandy Duval". Brandy Duval var Keiths højt elskede mor, som døde af en overdosis heroin, da Keith var barn. Ikke desto mindre ville Keiths pladeselskab Roadrunner Records ikke godtage dette navn, da de mente at det lød mere som en "Latino Chic". Imod sin vilje udgav Keith sin første solo-CD under et andet navn, nemlig sit eget. Albummet, som fik titlen "Died Laughing", indeholder en perlerække af numre bl.a. hitsinglerne "Selfish" og "New York City". Se den fulde trackliste her. |  |
|
| Efter albummets udgivelse fik Keith travlt med at turnere rundt og gøre reklame for sit nye soloprojekt. Jeg skulle have haft fornøjelsen af at se Keith optræde unplugged på et lille spillested i København den 22. februar, men desværre måtte Keith melde afbud på grund af sygdom. Skuffelsen var stor, idet jeg og et par andre venner havde set frem til at møde Keith personligt under rolige forhold, hvor vi fik chancen for at give ham et håndtryk, fortælle hvor store fans vi er og måske drikke en øl sammen med ham. Denne store chance gik vi desværre glip af. Til gengæld var lykken stor, da vi erfarede at Keith skulle spille en koncert på Roskilde Festivalen senere på året. Denne koncert i det grønne telt på festivalens åbningsdag mindes jeg stadigvæk med glæde. | ||
 |
Det ville være forkert at sige, at teltet var propfyldt, men til gengæld fik den fremmødte skare sig en musikoplevelse lidt ud over det sædvanlige. Det gjorde jeg i hvert fald! Keith og hans nye band spillede alle numrene fra debutskiven på nær "Just Be". Alle numrene blev spillet med gedigen sikkerhed af bandet og Keith vokal var lige så fantastisk og følelsesladet, som vi husker den fra Life of Agonys koncerter. | |
| Hvis man kan tale om et højdepunkt i denne fremragende koncert, må det nok siges at være afslutningen. Det var i hvert fald højdepunktet for den del af publikummet, som kun kendte Keith fra hans tid i Life of Agony. Som ekstranummer valgte Keith nemlig at sætte sig på kanten af scenen med sin guitar og give en flot akustisk version af "Let's Pretend". På dette tidspunkt havde jeg desværre brugt samtlige billeder i mit engangskamera, så jeg fik desværre ikke foreviget øjeblikket, selvom det bestemt havde været på sin plads. Til gengæld står minderne fra denne koncert meget dybt i min erindring. | ||
| Det står stadig hen i det uvisse om Keith Caputo
snart laver en opfølger til "Died Laughing". Indtil videre har jeg kun kendskab til at han har indspillet en ny version af
Annie Lennox' sang "Why". Jeg synes at Keith giver en glimrende fortolkning af hans favoritsangerindes gamle hit. Nummeret "why" er i
øvrigt at finde i to versioner på Keiths nyeste album "Pure", som indeholder akustiske versioner af mange af sangene på "Died Laughing".
Desuden findes nummeret "Yesterday is an eternity", som Keith skrev i sin tid med Absolute Bloom, ligeledes på "Pure". Den fulde
trackliste til "Pure" er at finde her. Tilbage står vi blot med håbet om, at denne geniale musiker snart har nye sange nok til at udsende sin anden plade. Vore forventninger er i hvert fald store! |
 |
|
 |
||