Isbjørnejæger i Thule - og brandmand
Siden ses bedst i fuldskærm (Tast F11)
Thule - Polar - eskimo . .
Kap York eskimoer, nordpols eskimoer, selv kalder de sig bare Inuit, mennesker
Eskimoer kaldes nu "Inuitter" på deres sprog som betyder "mennesker", under eet med slægtninge i Amerika og Asien (Eskimoer er samme urstamme som Indianere og Østens folk, en urgammel stamme som måske allerførst er spredt ud fra Mellemøsten).
"Eskimo" er et gammelt græsk ord opfundet af de første opdagelsesrejsende i 1600-tallet, og betyder "de der spiser råt kød", som en gammel benævnelse for alle arktiske folk, senere kun de ældste stammer i Thule i nord som ikke var opblandet med tilrejsende, som det viste sig ved ekspeditionerne i 1900-tallet. Sidenhen blev ordet "eskimo" i folkemunde lidt tvetydigt eller måske nedsættende, derfor ikke så tit anvendt idag. Men det er ok, og her er det ikke nedsættende, men tværtimod ment som et ægte, stolt urgammelt folk.
(I arktiske egne er der få eller ingen bakterier, og man kan spise råt, og endda gæret kød af fugle, land- og havdyr, det er endda sundt, og smager bedre end når det er tilberedt, og er selv idag almindeligt, især på jagtture)
Her ses jeg i thuleeskimoernes traditionelle pelsdragt af rå, ugarvede skind, til langfart. Syet til mig, af min thuleeskimofamilie i 1969, umiddelbart før vores lange
isbjørnejagtrejse op til egnen omkring gletchergiganten Humboldtgletcheren.
Overpelsen er af smukt mønstersyet rensdyrskind, syet så det kraftige hårlag falder til bedst mulig beskyttelse mod kulden. Med ræveskind i ansigtsåbningen, som bremser rimdannelse og blæst i ansigtet. Under hagen er det hunde- eller isbjørneskind som tætner godt mod halsen. Det samme i ærmer og pelsunderkant.
Bukserne er traditionelt af isbjørneskind, meget slidstærkt, og de bæres gerne hele året. Bukserne er om livet samlet i lærred, mens de blot hænger løst ud over knæene for at sikre bevægelighed og ventilation. Drengebukser er gerne hundeskind, mens piger har skridtlange kamikker, og korte "trusser" som næsten ikke ses.
Støvlerne - kamikkerne, skaftet er her af rensdyrskind som er varmere end de almindelige af sælskind til hjemmebrug - som til gengæld er tætte som gummistøvler. Sålen er af kraftig slidstærk remmesælhud som modstår slid på klipper. Indvendig er en heldækkende kraftig inderkamik af lammepels - tidligere brugtes snehareskind, og endelig en cm-tyk indersål af filt (sammenfiltret hår) som isolerer mod underlaget.
Der findes ikke bedre og mere behageligt fodtøj end kamikker.
Lufferne er her af rensdyrskind med indervante af filt, men på grund af den megen hårde slid med hundeskagler, slæde og redskaber bruges flere slags luffer, dels af sæl, med ulden indervante.
Under dette er lærredsanorakken med hætte, og uldent tøj i flere lag. Tilsammen en nogenlunde - men uovertruffen den bedste - beskyttelse under hårdt arbejde i de mest ekstreme kuldegrader og blæst.
Traditionelt har thuleeskimoernes pelsdragt set sådan ud i århundreder og er nærmest fuldkommen - mod ekstrem kulde er intet fuldstændigt værn. Moderne nylontøj har idag 30 år efter vundet indpas også blandt eskimoerne i Thule. Det skyldes flere ting, dels at især isbjørneskind kan være svært at skaffe - man tager ikke mere ud på så lange jagtrejser ! Desuden synes mange unge idag at nylontøjet er "smartere" . . man lever jo på andre områder moderne idag - ligesom os andre, med moderne huse, termoruder, video og computer ! Men lever altså stadig udenfor døren som rigtig thuleeskimo, med slæde og hunde. Snescootere har dog også vundet indpas, men hundeslæden er igen her stadig det uovertrufne trafikmiddel ud til fangststederne. Snescootere går lettere gennem isen, og de larmer !
Jeg har hundepisken i hånden - sådan som man gør for at være forberedt på hundeslagssmål, som kan koste hunde livet. Og her lægges ikke fingre imellem hvis det sker, hundene bankes på plads, før de dræber hinanden . .
Forresten - en tankevækkende detalje - da jeg sådan vendte hjem fra isbjørnejagten, og ansigtet var mørkt, rødbrunt og forandret af en måneds sol og frost, kunne mine bedste venner ikke kende mig . . det kunne jeg heller ikke selv, da en af dem kom og holdt et spejl op !! Det fik vi megen snak ud af.
Allerede da jeg kom ind fra isen og gik i land, og blev passeret af en bil på et par meters afstand, ført af en af mine venner, blev jeg åbenbart taget for at være en grønlandsk fanger på besøg . . Ejnar, hed han, så mig ind i øjnene - men fortsatte kørslen indtil jeg med fagter havde gjort ham opmærksom
før . . . . . og efter
Som arbejder ved Thulebasens tankanlæg . . . og efter en måneds isbjørnejagt og snestorme . .
. . snestorme
som det var mandskabet
strengt forbudt - og livsfarligt - at gå ud i . .
"snestorme" er her ikke bare sne, men orkaner fra Indlandsisen, som pisker snefladen op i pulverfine iskrystaller
(derfor måtte jeg underskrive en erklæring om at jeg ikke ville blive eftersøgt hvis jeg
forsvandt eller omkom . . det er thuleeskimoernes hverdag, selvom de også frygter snestormene, og mange er omkommet eller forsvundet sporløst)
Læs meget mere om at rejse langt på hundeslæde på rigtig eskimo-vis uden moderne midler, uden kontakt med omverdnen
Vidste du, at ISBJØRNEN er verdens største, farligste rovdyr ?
Noget om Isbjørne
Mine personlige fotos, fakta og beretninger om Grønland og Indlandsisen, og panorama over Thule-distrikt
Velkommen til mit Grønlands Galleri
Min historie . . . Fra
Thule til Tennessee
hvor jeg prøvede lidt af hvert lige fra kulden til varmen, bl.a. som ambulance- og brandmand
Stærk kulde og stærk varme føles ens - som skoldende vand eller ætsende gas !
Forfrysninger og forbrændinger giver de samme sår og følger, og føles ens !
Denne Isbjørnejagtrejse gik 800 km nord for Thule i den tidlige
midnatssol til den mægtige Humboldtgletcher og Kennedy Kanalen ved Washington Land i det nordlige Kane Basin mellem nordligste Grønland og Ellesmereland, det nordligste Amerikas øde tundra, verdens måske koldeste og mest afsondrede hav, her kommer hverken hundeslædeturister, 'maratonløb' pr. helikopter, eller krydstogtskibe. Så her har de største isbjørne i Arktis deres yngleområder.
Sommertemperaturer er omkring frysepunktet, så isen forsvinder ikke helt. Vinteren er koldere end - 50, hvor ånde fryser til is med det samme. Men det føles slet ikke koldt men brændende eller ætsende, og man mærker ikke altid de farlige forfrysninger i ansigtet, før andre ser den hvide, døde "vokshud" - dødt kød.
Vore dagsrejser var som sædvanligt mellem 20 og 70 km, sommetider mere, afhængigt af føret. Man starter ved 8 - 9 tiden morgen, og fortsætter til henad midnat, ofte længere. Vore længste "dage" var på omkring 36 timer, heraf de fleste i snestorm ! Slæderejse er ikke for svage sjæle, - men det bærer lønnen i sig selv.
Baggrundens vignetter
Teltlejr ved pakisen i Kennedykanalen. Siorapaluk verdens nordligste samfund. En otte ugers isbjørneunge.
Midnatssolen over Washington Land i det nordlige Kane Basin, Nordvestgrønland - hundenes ånde har i den extreme kulde efterladt en tåge af iskrystaller der bliver stående over vores spor.
vor moderne civilisations brutale tåbelighed . . .
I eskimokulturen dræber man almindeligvis ikke sælunger
Det gør derimod usle fangstmænd i skibe fra Canada og Norge. Drab på sælunger er en grotesk historie om vores hjerteløse grådighed og tåbelige misforståelse, en stor uretfærdighed mod en urgammel eskimokultur som er ramt af alt dette uden grund. Disse fangstmænds brutale adfærd med at sejle ud til sælernes fødesteder og knuse hovedet på sælungerne, og straks flå dens skind af for øjnene af sælmoderen, har givet katastrofale følger for den urgamle eskimoiske sælfangerkultur i Grønland og Arktisk Canada.
Eskimoernes jagt på voksensæler er skånsom
Her har sælen i årtusinder betydet mad hver dag, foruden klæder og fodtøj, og dens fedt lys og varme, her betød sælen ikke luksus men selve eksistensgrundlaget for hele samfund - som idag, takket være vor civilisations irrationelle tåbelighed og brutalitet, er endt som bistandsmodtagere uden mulighed for at sælge de sælskind som de ikke skal bruge selv, til ordentlige priser.
Man rettede smed for bager . . og straffede uskyldige
Den franske skuespillerinde Brigitt Bardot stod frem og i sin uforstand startede en katastrofe for denne gamle kultur - men uden at ramme de skyldige, de moderne drabsmænd, og pelsindustrien ! Det var de smukke voksensælskind der blev ramt - de som kom fra den traditionelle eskimokultur, mens skind fra sælungerne farves og sælges til billige moderne kvindepelse, fordækt under navnet "nutriaskind" ! Disse brutale drab for at kvinder kan få en billig pels !
Drabene fortsætter uforstyrret !
Også på anden måde går sælungedrabene ud over grønlandske fangerfamilier. Grønlands hjemmestyre melder om stadig færre sæler i grønlandske farvande, og mistænker drabet på henved 300.000 babysæler årligt i Canada.
En spændende fremtid som Skibsofficer, der rejser over de store have. Prøv at se hvordan mine drenge begyndte
Webmaster Kjeld Holsting, Nærum.
Velkommen til mit Grønlands Galleri
Læs / skriv i 
gæstebogen
mailbox