Ses bedst i fuldskærm, tast F11
Far til fire drenge
At være far . . er det bedste der kan gives en mand
Se også flinke sønner
Først et lykkeligt kirkebryllup - og seksten lykkelige år efter
Fra første barn er på vej forandrer man sig, men fra det øjeblik man står med sit første barn er verden og en selv en anden, barnet fylder ens bevidsthed og ansvarsfølelse. Ægteskabet går fra tosomhedens lykke, til tifold lykke i fællesskabet om barnet. Jeg genkender ikke den omtalte "overgangskrise". Hvis man elsker sin hustru, ser man med fryd på hende og deres barn sammen.
Andet barn - og de følgende - er ikke bare en gentagelse, men en sum, som bringer lykken og styrken i ægteskabet til nye uanede højder. Og når så et par enæggede tvillinger kommer, naturens mirakel og mysterium, ægget som af uvisse grunde deler sig, derfor to ens, så er nok højden nået som forældre. - Men naturligvis kan man kun elske sine børn alle lige meget.
Mange har spurgt om det ikke var et stort arbejde med fire børn, det må da have været 'for meget' - men sådan har vi ikke oplevet det som forældre, det var en ufattelig stor GLÆDE. Vores børn er ønskebørn, vi har ønsket dem hver især - og fik så som 'bonus' to, eenæggede tvillinger. Jeg har været med i det daglige omkring dem lige fra begyndelsen, takket være skiftende arbejdstider, som en usigelig stor glæde, selvom det kunne koste nattesøvn. Vi har haft det sådan at jeg passede mit arbejde ude, og børnenes mor kunne være hjemme, så vi har ikke været det offentlige til byrde.
Vi er nok lidt 'gammeldags' vil nogen mene, for vi mener at børnene har det bedst hos deres forældre, for børn skal ikke bare "passes" som en hundehvalp, ingen nok så velmenende pædagoger kan erstatte barnets egne forældres kærlighed og omsorg. Et samfund som bygger på at en mor ikke kan være hos sine små børn fordi hun må ud og arbejde, er på gale veje.
Og vi må sige at vi kun er blevet bekræftet, vores børn voksede op vellidte og harmoniske, rolige og glade.
"Der var så dejligt ude på landet . ."
Annonce: "Pænt og velholdt, el og vand indlagt, ellers ikke moderniseret" (med lokum i udhuset)
Et dejligt sted . . et 150 år gammel bondehus med en stor have, til 75.000 kr. kontant -
jeg rev ned, gravede ud og byggede nyt op. Her blev vi i 18 år.
Nu moderne toilet ! Og Centralvarme indvies ! Køkken og bad færdig ! - Tre stråtækte huse nær os brændte, så tog jeg det ned. 1.Sal bygges i gips.
Tilpassede døre fremstilles - gammelt tag parteres - vi vil ha' en havedør, jeg saver gennem bindingsværk - arbejdsværelse og fotoatelier på 1.sal
Vi udvider med nyt fyrrum til centralvarmen - reparerer bil i vores nye 'garage' . . og drengene hjælper med at bygge vores nye garage, lægge tag på
Var habil Falckredder & brandmand, 'tålte mosten' ligemeget hvad, og 'god til mennesker' men da min lille søn blev knust af en bil var jeg ved at dø
Tvillingerne er kommet ! Jeg udvider huset, for at vores elskede tvillinger kunne få eget værelse
Huset endelig færdigt inde og ude - og Legehus med tårn og 'hemmeligheder'
Hvorfor vi forlod vores 'paradis', mit 'svendestykke' som enlig husbygger, mit livsværk i 18 år ? Jeg blev syg og måtte forlade Falck
Sygemeldt. Intet arbejde. Vores 27 år gamle bil kunne ikke holde sammen mere, og uden bil kan man ikke bo langt ude på landet.
Vores eget dejlige Frilandsmuseum
Forsommeræblet . .
"RIGTIGE MÆND FÅR TVILLINGER"
Eenæggede tvillinger, altså ikke resultatet af de så populære kunstige indgreb til ufrugtbare, nej, Vorherres uforklarlige mirakel
(fotograferet i vores store have uden deres viden - med Nikon 250 mm teleobjektiv)
"Imens også en masse ture, og lange ferierejser med Campingvogn"
På fiske- og telttur med 'de to store' alene til Fyn og Jylland, H. C. Andersens hus, Jellingstenen, Heden, Himmelbjerget, og Legoland
Ni lange ferieture med campingvogn i Sverige - Norge - Finland - Lapland - højfjeld - vildmark . . det er ferie, og campinglivet går i blodet . .
Det lyder måske komisk, men det var nok lidt inspireret af en populær Disney tegneserie om Anders And og nevøerne der tager på vildmarkseventyr i bil, den serie var jeg meget optaget af som dreng. Men som voksen oplevede jeg vildmarken i langt større vidde end jeg havde drømt om, og det trak virkelig efter at mine drenge fik oplevet Guds uberørte natur og de storslåede øde vidder, hvor vi mageligt havde alt med os i campingvognen.
Skrækøglernes Dal, Kongaö, Röstånga, Sverige . . fortidsmennesket i naturen . . . 'Allemansrätten' det frie campingliv i Sveriges vildmark
Tännfossen, Midtsverige, nordeuropas største vandfald, 45 meter . . . højfjelds vandring og søbad . . . . fri campingferie er perfekt
Men man skal ikke være bange for lidt regn . . . .
primitive bjergveje . . . . og myg
(vi har dog aldrig boet på campingplads, men kun frit for os selv når vi fandt et sted der passede os, sådan gør mange, og det er tilladt i Nord-Scandinavien)
Æventyr om fjelde og mennesker
Der boede nogle mennesker i et land af fjelde. Store og små fjelde. De små fjelde var nærmest menneskene, som jo boede på de frodige, givtige fjeldsider og enge, mens de store fjelde altid syntes fjerne og lidt uvedkommende. Jo, for på de små frodige fjelde voksede mangfoldigheder af træ, og hvor man fældede træerne kunne der dyrkes eller bygges, og dyr levede der mange af, som man kunne jage og skyde.
De små fjelde var til at overse, dem kunne man lære at kende, ud og ind. - Men de store, de fjernere blånende, sneplettede rygge og tinder var for langt udenfor rækkevidde, for tågede og ubestemmelige, svære at nærme sig og ikke mindst begive sig op i. Snart blev man træt, og syntes ikke at nå nogen vegne op i de store vidder. Derfor søgtes de ikke af de fleste, - man sagde sådan lidt i det stille - hvad skulle man bruge disse vidder til. Der kunne jo heller ikke så nemt dyrkes noget, eller gro træer, og de var så store at ingen rigtig kendte deres kroge og vidder, deres sjæl, deres udsyn.
Mange som havde søgt lidt op i dem, skræmtes på en sær måde af deres mere golde natur, deres krævende hårdhed og udstrækning. Kun ganske få havde en indre uimodståelig fremdrift til ikke at vende om og vende de store højder ryggen. For de opdagede snart, at fra de vidtstrakte tinder, og mere nøgne fjeldrygge ganske vist, fandtes et ganske særligt udsyn, - ikke over mangfoldigheder af nære gøremål og nytte, som træerne og agrene og husene - de sås nok, men så små, så ubetydelige i det store udsyn. Men udsynet rakte ligesom ud i en helt anden retning, ind i en gådefuld verden, en mystik som ligesom rummede livets hele spændvidde, fra det jordnære dagligliv, til evigheders virkelighed, den virkelighed som var før vore gøremål, ja før alting, og til efter livets ophør - det "gudelige".
For her fra de hårde, golde, ufrugtbare rygge og tinder syntes solen og lyset og himmelen skønnere og klarere, der var intet der kunne forhindre tankernes drift med de sælsomme briser ud i evighedskredsløbet.
De daglige gøremål, den klare nytte og virke var ting der tilhørte livet og sjælen på de lavere, jævne fjeldsider, dér hvor livets trængsel foregik. Men det blev evigheden jo ikke mindre virkelig af, om man så forstod den, søgte den, syntes om den eller ej.
De fleste brød sig ikke om denne lidt besværlige mystik omkring de blånende tinder, - og egentlig var de jo mindre at se til, når de sås bag de nære, skovklædte højder og bevoksede agre, - ja de var faktisk kun nogle fjerne unyttige syner, kønne eller grimme.
Sådan deltes menneskene i to slags, og det var jo egentlig synd for den ene part - der jo snød sig selv, løj for sig selv, eller ikke ville gøre noget for at forstå. Man kunne nok lytte til de få der talte om de fjerne højders udsyn, men der var flere der talte om de nære, med deres megen nytte for mennesket. Derfor er den største nytte, den dyrebareste nytte - udsynet til "gudeligheden" forsømt. Det er nemmere at lade være, og se til det nære, det "nyttige". Evigheden, vort kredsløb, føder os til livet, sætter os igang med livets stadige valg mellem godt og ikke godt, og vi sørger ikke altid for at følge den gode vej, så vi, når vi slipper livet igen atter forenes med vort kredsløb i evigheden. Vi falder af, vi slukker skæret af skønheden og skaber kulde og hæslighed: Den der ikke er med, er imod.
Søg til de store fjelde af og til, søg udsynet, lyt til den tavse røst fra evigheden.
Den ene part vil sige: Hvad er der ved de hårde rygge, de golde sider, hvilke rigdomme eller fortrin er dér at finde, det er ikke til at se nogen steder. Der er kun lave vækster, ubetydelige buske, lav og lyng og mos og små blomster. Hvad er det værd.
Nogle vil mindre bastant sige: Der er kønt og fredeligt, men unyttigt og upraktisk, ingen virkelig nytte til, - lidt "tosset spild" som man kan søge hvis man har tid og lyst og energi tilovers.
Den anden part svarer: Disse ting er kun et spejl af mangfoldigheden, en beroligelse og vederkvægelse. Se opad, - ud. Se nu tilbage på træerne og agrene, hvor små de er, næsten ikke til at få øje på i den store sammenhæng. Du har megen nytte af dine træer og agre, men du må ikke glemme at være dig selv - tænke selv, og beholde livsnerven til den mystik der er årsagen til det hele. Livet er ikke kun nyttige træer og agre, - thi disse er såre forgængelige som dig selv. Slip ikke taget i din egen evige rejse ved at stirre dig blind på det daglige brød, for da vil du ende som disse træer og agre, forgå, mens du stadig har udsyn til de uendelige agre.
Midnat, Hemnesberget juli 1979
Saltfjeld, 4. juli 1979
Idag har vi passeret polarcirklen, og vi overnatter på højfjeldet ved polarcirklen.
I Campingvognen er der fred og ro. Gutterne sover, man hører kun gasovnens hvæsen. Udenfor ligger fjeldene med polarnattens lys. Dette spændende lys som virker befordrende på ens sjælefred. Tinderne er endnu klædt i sne, og skyer dækker indimellem toppene.
Vi har idag været på en rigtig fjeldtur gennem den arktiske fauna. Intet er så skønt og helsebringende som fjeldvandring i denne ødemark. Vi måtte over adskillige vandløb, store og små, over sne, rigtig våd sne. Videre op ad stejle sider med en masse sten hvorpå der groede grønt mos. I de våde dalstrøg op ad fjeldet voksede der bregner, engblommer og små hvide velduftende blomster. I andre lavninger hvor polarpilens blade var blæst sammen kunne man se lemmingernes spor fra i vinter, da sneen dækkede alt.
Andre steder voksede der mos til fløjlsbløde tæpper, - det er det skønneste fra naturens farvepalet, og dertil en fred og ro, som vi danskere ikke kender til.
At kunne sætte sig på en sten i dette sceneri er som at vågne til livet. En ting man særligt lægger mærke til er den livslyst alt tyder på. Alle steder hvor der ikke er sne, gror der små krybende gevækster, som appellerer til een om nænsomhed og glæde. Ak ja, hvem der havde adgang dagligt til denne arktiske have.
Lige nu sidder jeg alene vågen (kl. 23) og venter på en smule midnatssol.
Lysvirkningerne over fjeldene skifter hele tiden. De øverste snetinder bades i lyserødt skær, som slipper igennem et hul i det tykke drivende skytæppe.
Selv i denne sene aftenstund virker fjeldet dragende med sine grønne - brune tæpper af gevækster afbrudt af hvide snetæpper, - et skue jeg aldrig vil glemme.
Idag besøgte vi en samehytte, den var bygget op af birkestammer med et lag mos og jord udvendigt. Inde var den lækker som en dagligstue. Rundt ildstedet i midten var der birkekviste som et skønt isolerende tæppe. Gryder, potter og pander, samt gaskomfur. Lige til at flytte ind i. En rigtig same solgte os to gevirer. Han var venligt smilende og imødekommende. Hans unge ansigt lyste af samme glæde - fred og livsenergi som fjeldene og lyset. Lapland - Nordens menneskeland.
Her vil vi leve om vi kunne.
mor
DOVRE - RONDANE
Det er i et land som Norge man oplever hvor forunderlig vor verden er for os, - ja, at bruge ordet paradisisk, er gjort, og det er ikke for stort et ord når man som menneske, med menneskets formåen i at kompensere for u-paradiske forhold (myg, fugt, kølighed) har så vidtstrakt, og for almindelige mennesker, adgang til en fantastisk komfort og naturnydelse i forening (camping, - flyvemaskine).
At opleve et "udstakt tidspunkt" hvor de vejfarende af alle mulige nationaliteter indfinder sig fra landevejens ridt, og slår ind på rastepladser og andre egnede steder, - undersøgende, søgende et godt sted, - campingvogne, campingbiler, camp-let-telte og alle mulige varianter bekvemt tilpasset og indlevet af dets benyttere ombord. Eller finde ind på en afsides plet, med udsigt, alene, fred, stilhed, dufte. Fantastisk! -
De mange, mange rejsende, ikke mindst nordmænd selv som rejser meget i deres land, forståeligt nok, - finder alle den særlige nydelse af dette halvvilde naturland. Det er et menneskenes land. Tænke sig noget endnu mere kan man ikke. Alt fra det yderst skræmmende til det yderst "nænsomt" betagende i naturoplevelse. Det er en åbenbaring for hvert et blik der spejder ud, i beundring, forstummende. Her er Jordens stemme, planetens arrede hud, og sjælen af årmillioner oplagt i et samtidigt natursceneri. En kostelig gave bare at se, som vidne til en skabelse, naturelementer og umådelige kræfter.
Her er fjeldenes hundrede hårde, blide rygge, arrede, eller skærende skarpe, splintrede, gnistrende brutale og knusende klipper. Og her er dalene, morænerne hvor livet er frodigt både af planter og mennesker, harmonisk, i samdrægtigt fællesskab, enighed, samhørighed og accept. Skønhed i forening af huse, gårde, kirke, agre omkring søen, den bugtende foss og dens kåde spring. Her kan mennesker leve. Det står skrevet i idyllen, på baggrund, trygt og lunt - og forunderligt, af de omgivende højder, nær og fjern.
Dette er menneskeland. Det er sund vækstbund, - menneske og plante finder steder at skyde rødderne ned, andre steder er urtidens ansigt i strengere træk, og her tøver man, finder sin begrænsning, eller andre kræfter, andre "våben". -
Så tager vi da hjem til Danmark, her er moræne, kun moræne. Hvor bliver vi blinde, usunde, krøblede af "vildvækst". Det er farligt.
Vi vil mindes de svungne sider med snepletter, som malerier fra naturens hånd, sagnagtige vers, skabt til skabelsens hyldest, skønheden, altet, til formaning. Her kan vi alle lege i paradiset. V i er så små. De bugtede dale synes at bugte sig lige op i fortidens mystik, og det tager ligesom ganske kort, - eller evigheder - efter hvilken målestok, at vandre derop, sving for sving, opad til de unævnelige vidders skønhed og hvile, freden.
Vi er nu hjemme. Ganske trætte, for vi havde kørt lige fra Jevnaker, små 100 km nordvest for Oslo, først til Oslobåden for at høre om der var chancer. Men båden sejlede fuld uden os. Så sagde vi: Hvem kommer først hjem! Det gjorde vi altså. Ved halvsekstiden morgen var vi hjemme, Oslobåden først henad 9-10 tiden.
Vi susede over Svinesund, - hvor vi gjorde ophold og spiste os et ordentligt festmåltid - i campingvognen, og så gik det i fuldt firspring ned gennem Sverige. Tankede i Göteborg, så videre.
I skumringen fik vi øje på færgebåden ude i Kattegat. Ha, sagde vi, for sjov, og så fortsatte vi. 650 km. Sommetider med 110 km/t. Vi var ikke ene om dette. Langs vejene lå hele "klaser" af campingvogne og andre rastende, men på vejene i begge retninger drønede alle, som med eet mål: gennem Sverige inat! Svenskerne er ikke altid så gæstfri mod bilturister, som nordmændene, så vi fik ikke lyst til at overnatte.
I den årle morgen rullede vi ind på Hälsingborgfærgen og kikkede langt efter Oslobåden. Da havde vi kørt i 9 timer. - Hellerikke her var vi alene, trods tidspunktet - men tænk om vi havde overnattet, og alle "klaserne" var kommet på hjulene og var nået til færgen før os. Så havde vi nok set Kong Olav dampe stolt forbi os, mens vi holdt i kø ved færgen.
Vi nåede altså sikkert, helt hjem.
Tilbagelagt 3500 km, brugt 545 ltr benzin (bill. i Norge), 6,5 km/l. Bilen var toptrimmet hjemmefra, havde det hele skilt ad og ordnet (kørte ellers på gas) også karburatoren, og den kører bedre end nogensinde.
Vi havde kun et "uheld" - nej 2 (3) . . Det ene var: fedt på knikserkontakterne i tændingen, - det stoppede os midt på en stejl bjergvej i øsende regn og tæt trafik. Det tog lidt tid at finde fejlen, så lille den var, men det gentog sig ikke.
Det andet var at jeg glemte tankdækslet med lås og nøgler. I et sving hørte vi "noget", og da vi lidt efter holdt rast . . . Et par km tilbage fandt vi vraggodset (det ligner en stump ubestemmeligt jern fra Skylab) Vi har nok selv kørt over det. Nå - tankejeren forærede os et andet!
Tredje "uheld" var et kaos i regn, pløre, og eensporet bjergvej der var delvis skyllet væk (ved Grønligrotten). Her var flere solobilister kørt fast og spærrede næsten vejen, - da vi dukkede frem - med campingvogn. Så begravede de andre ansigtet i hænderne. Men det gik ikke så galt. Både tyskere, hollændere, franskmænd, englændere, italienere, amerikanere osv. åndede lettet op da vi bakkede ind i en lille skovlysning - og "sad" dér. - Så gik vi op til grotten, hvor der fossede så meget vand at vi blev pjaskvåde, - delvis af sved. Det var lidt uhyggeligt inde i de snævre gange med mørke og fossende vand og småbørn der "gav sig", - men spændende var det, så mange "folkeslag" på gåsegang gennem Jordens indre.
Da vi kom ud modtog regnen os, så på vandringen tilbage til vores lille "problem" i skoven nåede vi at lære fugtighed at kende. Men selv gutterne tog det med brillians. Vi klarede selv at få campingvognen løs, og snart var vi ved at tørre ved kaffen og varmen indenfor. Og i bedste kærlighed endnu for norsk natur.
Vi er blevet "rystet sammen". Men forholdet til det hjemlige "etablissement" har tiltaget i kulde, - og vi ser lidt "norsk" på danske forhold - i lighed med før rejsen. Vi glædes over, at vi glædede os mens tid var, over livet deroppe mellem fjeldene, og talte om det imens det varede. Gutterne også. Vi kunne have brugt hele sommeren. Men vi er så glade og tilfredse, skønt vemodige.
Med lidt "hængende hoved" afviklede vi vort rejsehjem for dets funktionelle og hyggelige egenskaber. - Trist. Vemodigt, mere og mere som tiden gik. Det var "forkert" at køre på plads, campingvognen ville rejse, var næsten klar til at drage af igen. -
Da vi sad i det nordligste vi denne gang nåede, tænkte vi på bare at fortsætte, tage hele vejen til Kirkenæs, sovjetgrænsen. Men vi måtte jo se i øjnene at tiden ikke var til det.
Vi havde da brugt en god uges tid, til Saltfjeld og Polcirklen. Der var skønt, ja, grønlandsk. Vi alle oplevede det. Her sidder vi nu og lytter til et cassettebånd med smeltevandets brusen ned ad fjeldet. Vi var endog to ture i fjeldet, hvor det der var en fos nede ved alfarvej, var små "svedstriber" ud fra store snemarker, og som løb sammen til vandløb vi måtte forcere længere nede.
Vi kunne ikke løsrive os fra Saltfjeld. Også gutterne taler om det endnu, - bare vi kunne gå flere fjeldture.
Vi kørte et lille stykke ned mod dalen ved Bodø (mod nord), hvor vi traf et gammelt mosset skilt med teksten "Rensdyrgevirer" og en pil ind mod en grusvej. Derinde fandt vi et samehjem, med et nyt træhus mellem gamle "ægte" hytter. Her var gevirerne billigere end ved turistboderne langs vejene. Hans rensdyr græssede ved Svartisen, fortalte den unge same.
- Det gik ikke stærkt ned fra Saltfjeld, ppåå sydsiden, selvom det gik nedad. Det var som at pumpe blodet i årerne den forkerte vej. For hver km "døde" man lidt, - men Norge er et skønt land, og trøst var der masser af i en stadig betagende natur omkring os, - og vi nød videre uden hastværk.
Vores gasflaske løb tom, - vi havde stadig den lille campinggas, men altså ingen varme. Men nogle dage senere, i Nordens eventyrby Trondheim, fandt vi ved nordmænds hjælpsomhed frem til et propangasfyldedepot, hvor man beredvilligt postede nogle liter i vores flaske. Det var rart nok, for selvom temperaturen var tålelig, så gjorde bygevejret alligevel alting klamt inde i vognen, - og vi priste nordmændene mens den liflige varme ulmede igen og tørrede alt og alle.
Også Trondheim var svær at slippe, nu på gensynet på tilbagevejen. Vi kørte hele tiden samme vej tilbage, og oplevede alligevel et næsten ukendt landskab, - vi så jo nu den anden vej. Men også de ting vi huskede, var et kært gensyn, fjelde bliver man ikke sådan træt af at beundre.
- På hjemturen kunne vi ikke få plads på Oslobåden, men jeg skulle jo indfinde mig tirsdag på falckstationen. Så da vi havde set båden lægge fra i Oslo kl. 17 drog vi et lille væddemål med den stolte skude: Hvem kommer først!
Så drog vi afsted mod Svinesund, broen mellem Norge og Sverige. Dette nåede vi ved 20-tiden, og med en udsigt så pragtfuld over kløften og broen spiste vi et ordentligt foder, vaskede os lidt og tog lettere tøj på, anbragte os bekvemt i bilen og satte kursen ind i Sverige.
Gutterne faldt efterhånden i søvn. I Göteborg tankede vi ved automattank. Mærkeligt at opleve Sverige sådan, - næsten ikke et menneske at se, kun tankautomater, lyskurve, kørende turister og lastvognstog i flokkevis for fuldt drøn over 100 km/t. Göteborg er et kæmpeanlæg af motorveje, motorgader, og vi kørte i tunnel under Götakanalen. Det hele badet i lys, men mennesketomt bortset fra de kørende. -
På et højdedrag syd for Göteborg så jeg ud over Kattegat - og så en færge. Videre gik den vilde jagt med andre turister og lastvognstog.
De andre i bilen sov da vi nærmede os Hälsingborg, mens solen rejste sig i lige så smukt vejr som da vi ankom til Oslofjorden på udvejen.
vores sidste 'vilde' langfart med campingvogn til Sverige - Norges øde fjeldverden . .
April 1986 eksploderede det sovjetiske atomkraftværk Tjernobyl og udslyngede tusinder tons stærkt radioaktivt støv i atmosfæren. Skyen drev mod nord-nordvest. Mens det for os i Danmark lykkeligvis - takket være vores så velkendte dominerende vestenvind ude fra Atlanterhavet - drejede i en bue udenom Danmark og Sydsverige, fik resten af Sverige, Norge og Finland et uhyggeligt radioaktivt nedfald.
Planter, søer og vandløb blev forurenet. Samerne i Laplands fjelde fik konstateret foruroligende radioaktivitet ophobet i rensdyrenes kød og pels.
Nordeuropas urørte, jomfrueligt rene fjeldverden, var ikke mere så tiltrækkende for os. Vi kørte nogle kortere ture i Sydsverige. Men vendte os herefter mod Amerika !
H. C. Andersen, Central Park, New York
Happy New York, Manhattan, 5th Ave
Manhattan, New York opleves bedst fra helikopter - men allerbedst
fra skosåler . . mens man går Streets & Aves - det koster ikke meget.
Og når de små bliver trætte tager man dem på skulderen, en på hver . .
New York, Manhattan, har en enestående magi, som gør at man kan opleve alverdens liv og puls
ved bare at gå, gå og gå, blandt millioner på et fortov, skønne grønne parker, and the waterfront !
Nogle sagde til os 'det er ikke noget for de små børn at rejse med på ferie i det store land, de har det bedre ved at blive hjemme og "blive passet" . .' men det ville vi anse som en forbrydelse mod vore børn. Og vi fik en strålende ferie sammen, en stormende succes, og år efter, og igen. Vi 'indtog Amerika'.
Touring beautifull U.S.A.
Washington DC, White House
George Washington Monument, Washington D.C., Obelisken omkranset af 50 amerikanske flag
Satan fristede JESUS 'dette vil jeg give dig hvis du falder på knæ for mig' - men Jesus jagede djævelen bort - dette er GUDS LAND . .
(fordi USA's slidsomme, nøjsomme, ydmyge nybyggere fra 16'hundredårene, og det nye lands fædre, oprettede dette land I GUDS NAVN)
Blue Ridge Mountain - Shannandoa Valley - The Appalachian, Virginia, USA . . skønnere kan det ikke være
Cumberland Falls, Kentucky, the wild heart of Amerika. Et godt besøgt turistmål for amerikanere.
Hjertet af Amerika. . Her blev i slutningen af 17hundredtallet det vilde indianerland indtaget som det første 'New England' vest for bjergene, af vovehalsen, indianerkrigeren og pioneren Daniel Boone.
Her byggedes et stort præriefort til forsvar mod indianerne, for de mange nybyggere der vovede sig herud at opbygge nye samfund. Man var selvforsynende, lige fra sæbe og klæde til krudt og kugler
Right to bear arms, jeg skyder med en historisk 9 mm Winchester, Jess en 9 mm automatisk pistol
Vi kom fra "Gun Show" i Tennessee hvor jeg havde den ære at se min soldaterriffel til salg for 45 $
Hvor der lød western music allevegne, pigerne er rigtige piger, og 1 ltr. whiskey kostede $2½ (15kr)
Det østlige Kentucky under bjergene er et tæt vildnis af jungle, krat og klipper
hvor folk af indianerblod bor isoleret i små lejre og går på jagt med bue og pil
Og endeløse dybe grotter
drengene elskede dette ulmende, hemmelighedsfulde paradis
junglevandring
Skolens og forældreforeningens præmie for flid, opførsel og kammeratskab
Junior Fire Marshal, Somerset, Kentucky
to hvide prinser på den hvide hest . .
Søllerød 1993, vores 23 års bryllupsdag - og min 50 års dag, med vores fire fine drenge
Isbjørnejægere i Søllerød . . vi har besøg af mine
eskimoiske 'slægtninge' fra Thule, drengen har min film
En hvid kanin. Den ligner jo en rigtig snehare i Thule
Vi holder 'rejsegilde' for vores nye tarrasse - kaninen er på græs - vores reklamefirma i fulde omdrejninger - vores dejlige hjem i Søllerød
De var 13 år og besluttede sig, og 6 år senere udmønstrede begge som kadetter
den ene på KNUD MÆRSK, og tvillingebror på søsterskibet CLIFFORD MÆRSK
Og 10 år senere sejlede begge ud som dualofficerer, styrmand og maskinmester
Blev alenefar i 1997 med mine fire sønner af 27 års ægteskab
De tre er skibsofficerer i rederiet A. P. Møller - Mærsk
Dual Officerer (styrmand & maskinmester i samme udd.) og Chief Officer (overstyrmand)
Tvillinger mødes på ruten . .
Den ene fotograferede den andens skib. Billede sendt hjem via mobiltelefon
Vi vendte tilbage fra Amerika, og efter et par år i det gamle spændende skippermiljø i Dragør, har vi nu boet en årrække i Søllerød (Rudersdal)
på Københavns nordegn - lige nord for Dyrehaven, Mølleåen, Eremitagesletten
Søllerød ligger nær Mølleåen i 'det grønne område'
med Jægersborg Hegn og Skodsborg i øst, Vedbæk/Trørød i nord, Furesøen og Holte i vest og Mølleåen med Dyrehaven i syd
Vores årlige traditioner sammen
Frokostbord på Dyrehavsbakken. Dinner og aften i TIVOLI ("Dæmonen" - prøv den !) farmand yderst til højre
Nu "Himmelskibet", 80 m oppe i et let gys og en smuk udsigt ! Og Dyrehavsbakkens 75 år unge rutchebane
Og en særlig oplevelse: Louisiana i Humlebæk, verdensberømt og uforudsigeligt Kunstmuseumsmiljø, og smuk skulpturpark i pragtudsyn over Øresund. Faste og skiftende udstillinger. Café med varieret frokost og dinner inde og ude, i bedste selskab. Udvidede åbningstider efter øget tilstrømning. Et unikt internationalt miljø, som kalder det bedste frem i mennesker. Et absolut must !
Far til tre skibsofficerer
Hvad der fik mine sønner til at søge Rederiet bygger på flere ting, dels er vi en stolt, gammel søfartsnation, skibe har altid interesseret os. Vi har rødder i søfart. Som dreng gjorde jeg sørejsen rundt England - Sydeuropa - Canariske Øer - Sydamerika, og mine år i U. S. Air Force og U. S. Coast Guard har også gjort sit.
Drengene voksede op under billeder af de berømte polarskibe GJÖA og FRAM som nåede længst ud, mod nord og syd. Selv har drengene oplevet en del, Grønland, Amerika, og efter vi var flyttet til USA lærte de flydende engelsk på 2 mdr.
Utallige timer i Københavns Havn og på Langelinie, og Kronborg og Handels- og Søfartsmuseet, hvor vi så på skibe, er gået i blodet. Vi fulgte på afstand store skibe blive bygget på Burmeister&Wain værftet i København, mens vi boede på Dragør Nordstrand og fra vore vinduer så skibe passere.
1996 besøgte vi det nye A. P. Møller containerskib KNUD MÆRSK på Langelinie, da besluttede de sig. Ældre bror havde ventet længe på togt med skoleskibet Danmark, og i stedet taget en flot Højere Handelseksamen og butiksuddannelse, men sprang nu også til, mens tvillingerne gjorde deres skolegang til 9. klasse (public school i USA, senere privatskole i Danmark) derefter en flot matematisk studentereksamen på Virum Gymnasium, efter vi var flyttet nord for København.
Hos os kender vi ikke til 'generationskløften' - vi er de bedste venner. Og mine sønner vidste hvad de ville, passede deres studier og forfulgte deres mål. Og jeg bakkede dem naturligvis op.
Iøvrigt besluttede de sig mens de endnu kunne vælge mellem de traditionelle to linier til søs, Bro & Dæk (navigatør, styrmand), eller Maskinen (maskinmester). Inden tvillingerne nåede gennem gymnasiet til Søfartsskolen, havde den nye duale uddannelse (styrmand + maskinmester, dobbelt uddannelse !) erstattet de traditionelle valg mellem bro og maskine. De fik intet valg, men fortsatte ufortrødent, og fik ved både Junior- og Seniorofficereksamen ACADEMIET's højeste karaktergennemsnit, og præmier. De klarer sig også flot ombord sidenhen, på broen såvel som i maskinen, løser problemer som andre har ladet ligge, og som Uddannelsesofficerer for medsejlende kadetter. Mere motiverede og loyale officerer kan intet rederi ønske sig !
Flinke sønner med de bedste resultater
Dual senior officerer (Skibsfører + Maskinmester & El-Installatør) f.1982, og Overstyrmand (Chief Officer, Master Mariner) f.1973
Sejlede tankbåd ind "med Kronborg om styrbord".
Hilsner fra mine drenge - fra hjertet, fra hele verden
Sejlede tankbåd ind "med Kronborg om styrbord".
Tre Brødre skibsofficerer i Mærsk, Sejler hvert sit skib på Brasilien, her på ferie sammen i Brasilien, i marts.
Hjemme i kølige Svendborg
Et skib er ikke 'bare et skib', for mig er et moderne skib en levende organisme, et velsmurt samfund med alle fornødenheder. Siden min lange oplevelse til søs som dreng har skibe været som en fortrolig ven, et stort trygt væsen med uanede muligheder. Bare at se et skib, at komme nær, komme ombord, og at sejle, altid har jeg elsket at sejle - lige meget hvad vejr, om så bølgerne slog bragende henover skibet, som en orkan med tårnhøje grønne bølger i Biskayen, eller i stormende kuling på vej til Færøerne. Som dreng nød jeg bare dette store trygge væsen. Efterhånden som jeg blev voksen opfattede jeg mere og mere den sublime verden ombord, den umådelige sum af dygtige menneskers kunnen, skibsbyggertraditioner, søfartstraditioner, kærlighed til den maritime verden, og respekt, en uundgåelig religiøs respekt for vældet. Skibet er som væsen suverænt, det behersker verdenshavene, og kommer i havn med ro og overblik, og atmosfære af fjerne lande. Et skib overvinder - på Guds nåde, og menneskers dygtighed - det frådende hav. Og man kan gå fra borde, iland på det tørre, og kan indtage den nye verden herfra. Også en bil er et frihedens væsen, men en bil er jo hjælpeløs overfor det våde element. I mine øjne har et skib også en særlig skytsengel som følger hvert eneste skib, og hver eneste af dets søfolk, i dets færd over de vilde vover. Der er sket fremskridt til søs, søfolk idag må ikke bare se hjælpeløse til at deres skib driver ind på kysten, til undergang og død. Skibe idag tordner afsted med tusind gange større vægt, i al slags vejr, tåge, mørke, storm og regn, uden at kunne se en meter ud. Elektronikken har sejret. Men dog - den årvågne styrmand, og den påpasselige maskinmester, er nu som før på sin post, nu omgivet af knusende stål, og hans indsats er altafgørende for skibets, lastens, og besætningens skæbne. I Guds hånd, som altid.
Men ellers vil jeg sige at folk iland vist ikke altid forstår, når de ser et skib. Når jeg ser et skib, hilser jeg det, og ønsker 'god vind', Guds velsignelse og beskyttelse på sin vej. Og således Jer, mine dygtige sønner !
Gæstebog
Postkasse