Tast F11 for fuldskærm (IExplorer)
I N D L A N D S I S E N
På Indlandsisen 300 km nord for Thule, midnat,
Solen skinner fra nord, med snefygning i brændende kulde lavere
end minus 50
INDLANDSISEN er en blandet oplevelse. Ganske vist, her hersker ufattelige naturoplevelser af farveskønhed. Indlandsisen kan være jævn og skikkelig som et stuegulv. Men det er koldt hele året, med ubærligt kolde snestorme. Og Indlandsisen har sit eget væsen, sin egen mening om liv og andre begreber. Og under den hvide flade lurer gletcherspalter, hvor stuegulvet giver efter og åbenbarer et sort krater . .
Indlandsisen er gådefuld . . den dækker 85% af landet, mens den resterende isfrie del dog er af størrelse som hele Tyskland eller England med alle øer. Fra nord til syd strækker Indlandsisen sig over 2.600 km - som fra Danmark til Nordafrika, og i en tykkelse på op til over 3 kilometer.
Denne uhyre, gådefulde ismasse ligger ikke helt stille. Med knusende vægt maler den landskaber under sig til grus, mens den søger udad mod kysterne, med op til 30 meter i døgnet.
Det foregår ved at isen er "plastisk", det vil sige at selvom det er fast is, kan den flyde, vride sig og sammenpresses, og det kan beskrives som at isen under de enorme kræfter og spændinger tør og genfryses i samme øjeblik. Det skaber en
marmoragtig struktur, og der er også indkapslet små luftbobler, som fortæller om atmosfæren og Jordens geologiske begivenheder millioner af år tilbage i tiden. Der er dog grænser for hvor plastisk, derfor opstår masser af sprækker, og de frygtede gletcherspalter, som kan gemme sig under de nyere lag fygesne som en "faldgrube". Nogle er faldet i disse dyb - de fleste forsvandt, men andre blev mirakuløst reddet ved at havne på en hylde hvorfra de kunne reddes . . det sorte dyb beskrives som fra 50 meter til endnu mere.
Jeg kan bevidne rædslen ved pludselig at træde igennem et snelag og se ned i det sorte svælg . .
Grønland er under Indlandsisens uhyre vægt nedtrykket og af form som en skål, hvori isen ligger, det vil sige at dele af indlandet under Indlandsisen er under havets overflade.
Grønland har verdens ældste landmasser - på 3½ milliard år - en stor del er dog yngre vulkanske sedimenter, som følge af at landet under jordskorpens bevægelser er "sejlet" væk fra Nordeuropa, hvad som bekendt stadig er igang og ses f.eks. på Island.
Indlandsisen er sne som gradvist bliver is længere nede under sin egen vægt. Dens alder er fundet til mellem 100.000 og millioner af år, man mener nedisningen begyndte i tertiærtiden for 3-4 millioner år siden - mens Danmark endnu kun var mudret havbund. Virkelighedens alder er måske en kombination, idet der for det første har været kolde og varme tider - som i Europa og Amerika hvor vi nu lever i en mellemistid - hvor Indlandsisens udstrækning har varieret, for det andet kan katastrofen - som det er benævnt - være sket med tidsaldre imellem. Man ved det ikke med sikkerhed. Og Indlandsisen er en uhyre størrelse som ikke nemt lader fravriste sine hemmeligheder, for det er det mest livsfjendske sted på Jorden, og har kostet mange mennesker livet.
Man ved hverken præcis hvornår, hvorfor, eller hvordan Indlandsisen i Grønland er opstået. Der har været utallige videnskabelige ekspeditioner, man har
udboret iskerner ned til bunden - som er over 3 kilometer nede på dybeste sted. Disse iskerner indeholder bl.a. små luftbobler - og overraskende fund - signaturer af atmosfæren og Grønlands / klodens skæbne 100.000'er, ja, millioner år tilbage i tiden, et åbent 'leksikon' over ikke bare Indlandsisens men hele Jordklodens historie. Man kan læse om
klimaopvarmninger og nedkølinger (det er IKKE et nyt fænomen som skyldes menneskers aktivitet) om forureninger fra globale vulkanudbrud og store meteornedslag. Og man har fundet fossiler af både subtropisk regnskov og dinosaurer ved Indlandsisen, som jo vidner om at noget dramatisk er sket sidenhen. Man har også fundet bevis på at Nordpolen har flyttet sig, og det kan naturligvis give et fingerpeg om årsagen til denne uhyre ismasses opståen. Det er også en kendsgerning som enhver kan se, at der ikke skal meget til før nye iskapper dannes - et stort snefald fulgt af et par kølige somre giver lokale kæmpesnedriver mulighed for at overleve.
Der er ihvertfald tydelige tegn på at klimaet engang er "væltet", og det er den mest sandsynlige begyndelse - enten ved forurening fra store vulkanudbrud eller meteornedslag, som har formørket atmosfæren i lange tider. Store udslag i soleffekten med store solpletter og udladninger fra Solens overflade kan også have haft pludselig indflydelse, ligesom idag.
En pludselig katastrofe har altså sandsynligvis igangsat processen - en klimaforværring, kæmpe snefald i mange års vintre, med det resultat at sneen blev liggende om sommeren, har reflekteret sommerens solvarme - og så er det igang.
Indlandsisen har virket dragende på vovehalse i århundreder. Der er foretaget mange slags ekspeditioner - de fleste naturligt nok i sommertiden hvor temperaturen er helt oppe omkring frysepunktet - nordmanden Fridtjof Nansen var den første til at krydse Indlandsisen på ski i 1888. Han fulgte op og drev i tre år med skibet Fram af Oslo, fastfrosset i drivisen forbi Nordpolen - mens alle anså skibet som tabt. Der har været motoriserede ekspeditioner, og folk har overvintret. I det nordligste ud for Thule har USA
nedgravet hele byer i Indlandsisen, med en atomreaktor som livskilde der leverede både kraft, varme og smeltevand. Det er altsammen forladt, men med interessante erfaringer som står at læse bl.a. i Børge Fristrups videnskabelige værk "Indlandsisen".
For eskimoer og andre primitivt arktiske rejsende har Indlandsisen ofte været en nem genvej med sine hådtpiskede snedriver som et godt slædeføre,
men med sine faremomenter som f.eks. de brat opstående uhyrlige snestorme hvor man uden tilstrækkelig beskyttelse kun har et par minutter at leve i - her er ikke tale om snefald fra skyer, men pludselige, enorme kastevinde på op til 200 km/t, som pisker snehavet op og på kort tid fylder luften med fint snepulver - kulde og vindpåvirkning tilsammen giver en virkningsgrad som 80-90 minusgrader, og kun en
forsvarlig udrustning
sammen med stadig bevægelse forhindrer at man omkommer af kulde.
Og så ikke mindst de "legendariske" gletcherspalter i skjul under sneen, som kan opsluge både slæde og hunde i deres sorte dyb. Spalterne er i vinterhalvårets storme gerne dækket af snebroer, hvis styrke er noget usikker. Det er som med laviner, en lyd kan få dem til at briste.
Og for overhovedet at holde retningen og ikke forsvinde i de endeløse vidder har man måtte holde kurs over de ensartede snefaner. Indlandsisen er som et hav af sne - nogle steder med store "dønninger", men horizonten er flad og uden kendetegn hele vejen rundt.
Indlandsisen byder på nogle helt enestående fænomener som ikke er nemme at forestille sig - stilheden, en absolut stilhed uden lige, en "brølende" stilhed, noget af det mest påtrængende, for man hører kun sin "indre larm" . . blodets pulsen, hjerteslaget.
En hul, tom, rungende stilhed. - Man fornemmer en snert af panik, men det har også rod i andre sider af denne isverden.
For, Indlandsisen vender ganske op og ned på alle begreber om liv og menneskelighed. For det første er synet af disse uendelige vidder ganske overrumplende. Man er straks klar over menneskets lidenhed, en uendelig betydningsløshed og sårbarhed, ja - et ubetydeligt fnug, overfor en knusende, gold ørken som ikke accepterer liv. Som spotter tanken om liv med sin isnende stilhed og sporløse udslettelse ! Og iblandt, skjult for øjet, findes spalternes dyb skjult under snebroer.
Og bevægelse - når man rejser over den evige flade er det som at stå stille . . man brænder sin energi på at komme videre, og man fornemmer distancen, man trættes . . men Indlandsisen mener det modsatte - tiden er sat istå, tiden eksisterer ikke, er meningsløs - og man bevæger sig som på en drejeskive, hvor man ikke kommer ud af stedet . . Man føler sig latterliggjort, tilintetgjort, af et overvældende, overmægtigt isnende væsen af død og knusende tomhed.
Og så de evigt varierende snefaner, fygesneens og vindens skæmtsomme natur som tegner de mest fantasifulde mønstre og figurer, som kalder på fantasien - og udmatter den. Uophørligt fremkalder snefigurer et indre syn, man vækkes af associationer, en symfoni af abstraktioner, ens indre oprulles i sneen, ens fortid, sejre og nederlag. Sejre blegner, mens nederlag ånder goldt op i ansigtet.
Mine personlige fotos, fakta og beretninger om Grønland og Indlandsisen, og panorama over Thule-distrikt
Velkommen til mit Grønlands Galleri
Eskimoers beklædning til rejse på Indlandsisen