onlineinformantenonline
Skriv til os	Arkivet		Ude i Felten
	Juni 2002
LEDER Rejseoplevelser Fela Galapagos Søde Saftige Velsmagende Dobbeltmoral Itsi-Bitsi Ta´ Mig med til Nepal Studie- og fagmiljø 6. Semester i San Francisco Store Antropologiske Fisk i Bergen Jagten på den Forsvunde Fredagsbar Nettet Strammes om de Studerende På Etnografi Debat Hvor er Langsomheden blevet af? Tid til Systemskifte Medier og Globalisering Boganmeldelser Speaker for the Dead – af Orson Scott Card EtnograFis Er de Gale Alle sammen? Skribenter i Dette Nummer Steffen Dalsgaard Uffe Harris Lotte Holm T.S. Høeg Mimi Larsson Leif R. Nielsen Sine Nissen Martine Lind Pedersen Jesper Vind Christian Vium Kenneth		Redaktionen på dette nummer Rasmus Beck Steffen Dalsgaard Rasmus Stampe Hjort Martine Lind Pedersen Jesper Vind

. informanten er et blad for og af studerende ved etnografi i Århus .

Etnografi andre steder…

Redaktionens Leder

En af vort fags store forcer er at vi, i hvert fald på papiret, kan levere komparative analyser. At vi kan sammenligne det studerede med enten os selv eller helt andre for at lære noget om begge. Ved for eksempel at se på gave-givning og udveksling i samfund vi normalt anser for radikalt anderledes fra vores eget, efter de flestes mening, pengefunderede samfund, kan vi se tydelige ligheder mellem ”os” og ”dem”. Vi kan lære at forudindtagne sort-hvide forestillinger om ”dem” og ”os” ikke holder empirisk, i det man kan se elementer af begge former for interaktion i begge slags samfund…

Ja, ja tænker i – og hvad så? Det vidste vi da godt! Ja, men jeres visionære Informant-redaktion har i dette nummer valgt at tage den komparative tråd op og har, i vanligt navle-pillende stil, sat fokus på etnografi andre steder end Moesgård. Måske kan man lære noget af at se hvordan ”de” ”gør” det (…) andre steder. Er det mon f.eks. fast kutyme at cykle ti km. for at komme til sit studie, og findes der mon fredagsbarer for andre etnografistuderende, andre steder i verden? Eller mere alvorligt; kan man opbygge studiet på andre måder? Kan vi lære noget af den norske tværfaglige bachelor før vi selv starter den op? Findes der andre mentorer end Bourdieu og Foucault? Og så videre!

Timingen for dette tema er heller ikke tilfældig: I indeværende semester har et rekordstort antal studerende på 3. år nemlig vovet pelsen og rykket rødderne op for at søge lykken andre steder (det danske sprog…). Horder af Moesgård-trænede etnografistuderende læser i disse uger til eksamen i alt fra Spanien, Norge, Italien, Sverige, Frankrig… Hvilket sikkert også er grunden til at der, til redaktionens store fortrydelse ikke er kommet det antal ’rejsebreve’ vi havde håbet på…!

Så er det imidlertid godt at 1. år i den grad har taget brevet fra munden. Aldrig før har så mange fra denne ellers lidt ”jeg-tør-ikke-sige-eller-skrive-noget-som-ældre-studerende-kan-se-før-vi-er-i-hvert-fald-på-3.år”-agtige tid, kommet med indlæg. Det er en meget sund og positiv udvikling – Informanten er et studenterblad med plads til alle! Redaktionen håber denne trend varer ved: Giv os alt hvad i har på hjerte.

Fra de 1. års er der kommet…lad mig se: En anmeldelse af en bog som handler om de psykiske konsekvenser ved tidsrejser (hvis jeg forstod det rigtigt?), en hyldest til Moesgårds generelle arbejdstempo (…), en sønderrivende og meget påkrævet kritik af First Class (hvis du ikke ved hvad det er så er du både heldig og i samme situation som de fleste), en ligeså påkrævet kritik af vort sparsomme studiemiljø og endelig et par spændende rejsebeskrivelser fra henholdsvis Galapagos og Nepal (snabeltyrkersko!).

Derudover kan vi byde på en musikalsk fortælling fra det mørke Afrika, en feltarbejdsberetning og et par horisontudvidende artikler fra ældre, kloge studerende.

Alt i alt er der lagt i kaminen til et par spændende timer i selskab med: Informanten – det fedeste studieblad du kender!

Til forsiden

Dette nummers øvrige artikler

Arkivet

Fela

”Let me agogo what I am here to do”

Skrevet af T.S. Høeg

(Printervenlig version)

I forhold til vores mere demokratiske og velfærdsagtige brummetone er store dele af det afrikanske kontinent meget mere spændt ud mellem polerne: himmel og helvede.

En tilstand XX og jeg kom tæt på i Nigeria, nærmere Lagos og omegn. Sålænge vi sang og spillede saxofoner, var vi totalt fredet, hvilket for det meste bragte himlen tættere på og helvede længere væk.

På et tidspunkt dernede kom det i stand, at XX og jeg skulle spille med et hovedsageligt ghanesisk orkester, som havde at makke ret, idet ejeren Figi

af klubben af samme navn ikke alene ejede alle instrumenterne, men også havde inddraget musikernes pas.

Så hver gang ghaneserne på typisk afrodramatisk vis hylede op om at ville starte en betingelsesforbedrende revolution ude på parkeringspladsen foran klubben, kom Figi farende og truede med politiet, som da ville være i deres bedste ret til at smide de ghanesiske musikere ganske retsløse ud af landet. At XX og jeg oven i købet holdt med bandet, bestyrtede ikke så lidt Figi.

Men ellers var stemningen helt i top blandt musikerne og os, for vi havde respekt for deres fine musikalske formåen, mens de nærede ditto for den kendsgerning, at XX og jeg ejede vores egne saxofoner, hvilket måtte indikere en vis stjernestatus.

Vi begyndte så at øve fra formiddag til sen eftermiddag efter devisen: ghaneserne lærte nogle af vores numre og som de sagde:

“Oh, rock’n’roll is really fast and dirty”, mens XX og jeg skulle lære nogle af deres.

Vores numre lærte de faktisk ved at lytte til vores medbragte bånd en kun 2-3 gange, hvorefter de så spillede det lige, som det skulle være. Da det så blev vores tur til at lære deres, spillede de bare lystigt afsted, så vi mere eller mindre selv kunne finde på, hvad vi ville bidrage med af blæserindsatser, hvilket passede os glimrende.

Men ved et bestemt nummer af en af juju-kongerne Chief Commander Ebenezer Obey

var det pludseligt slut med egne initiativer og vi blev meget indprentet helt bestemte temaforløb. Dette skift overraskede os meget, indtil en af musikerne viste os et af deres kassettebånd med omtalte kunstner. For på coveret med store bogstaver stod der: “Copyright”.

På et tidspunkt fattede nigeriansk tv interesse for projektet og en aften kom de masende ned til klubben med al deres habengut. Det viste sig, at der ikke var strøm nok til at trække både klub, band og tv. Jamen, så kørte nogen op til elselskabet og ved hjælp af lidt kontant smørelse blev bydelen over på den anden side af floden mørklagt, indtil optagelserne var i kassen.

For en stund var XX og jeg lokale celebriteter, som da også af mange blev rådet til at aftvinge nigeriansk tv for et honorar af en slags. Så vi mødte op på tv-selskabet og blev da også vel modtaget af en funktionær med beskeden:

“Hang around and you will receive some salary”.

Som sagt som gjort fordrev vi timer omkring tv-selskabet, indtil vi igen opdagede føromtalte funktionær gå til sin bil for at køre væk. Vi nærmede os til hans store overraskelse.

“Are you still here”, måbede han.

“Yes, you said: hang around”, prøvede vi.

“Yes, but for months”, var så hans afskedssalut.

Siden slut-70’erne havde jeg kendt til denne store nigerianske musiker, komponist, orkesterleder og rabiatpolitiske agitator, ballademager, polygamist, pothoved og “The King of Afro Beat”, Fela Anikulapo Kuti og hans store orkester – Egypt 70, senere Egypt 80, som spillede disse hans lange hypnotisk repeterende afrofunky numre med svovlende pidgin-engelske tekster, call’n’response mellem ham og pigekoret, hans “ulovlige” saxofonekskurser, blæser-temaer og riffs, trancemønstrede guitarer og så denne dybt swingende rytmesektion.

Så under opholdet forhørte jeg mig selvfølgelig om Fela og især om muligheden for at besøge ham og hans famøse selvproklamerede “republik” under navnet Kalakuta, hvor så også hans klub The Shrine skulle befinde sig.

For sikke myter der gik om det sted, thi han havde det også med at proklamere sine egne boligkompleksarealer om til denne slags fristat Kalakuta forskellige steder i hovedstaden Lagos, indtil hver gang de skiftende som oftest korrupte militærregimer med vold og bulldozere fik jævnet områderne med jorden, men han var ikke selv til at stoppe.

Denne Fela nåede at opleve sit land få uafhængighed fra briterne i 60’erne, ja, altså først i 1960’erne med medfølgende optur af både fysisk og psykisk karakter i forsøget på at gendanne en egen identitet: Africanism. Og landet havde alt og alle muligheder, men også tre store hovedstammer, der under vores maddikehvide verdenslineals skarptoptrukne grænser til stadighed må leve i ufred sammen.

Med 70’ernes komme var Fela i både hård såvel psykisk som fysisk kollisionskurs mod de, med kun få undtagelser, undertrykkende magthavere, som hver især hurtigt viste sig bundkorrupte, totalt uduelige og ikke mindst var de fleste af disse pengerovsgrådige ”fat cats” iklædt udemokratiske militæruniformer. Det kostede blod, sved og tårer i den dårlige retning og Fela blev da også knækket af både dem og sig selv, selv om han holdt fanen højt til sin død i 1997.

Faktisk ret ofte på forespørgsel kiggede nigerianerne på mig med et speget blik og en viftende pegefinger:

“So you want to go to Fela’s place”, som om at det var forbudt, dristigt eller bare noget værre noget.

At der i Kalakuta gjaldt helt andre pro-afrikanske regler i en skønsom blanding af politisk modstandskamp og heavy underholdning. At han var gift med op til 18 koner. At militæret på et tidspunkt havde stormet stedet og dræbt hans mor og et af hans små børn. At militæret indtil flere gange havde fængslet ham, hvor han var blevet pint og plaget. Det sidste fra styret på det tidspunkt, hvor XX og jeg var der, skulle være, at hvis Fela holdt sine politiske udfoldelser på egen grund, kunne der være tale om en slags våbenhvile.

Der gik et pænt stykke tid uden resultat, hvilket ikke er usædvanligt deromkring, indtil en musiker lod vide, at XX og jeg følgende lørdag var velkomne til at komme ud til Fela’s sted, der åbenbart lå midt i Ikeja-distriktet af Lagos. Wow.

Da fredagen oprandt var jeg, XX og hendes bror Jesper på en natklub, hvor et ganske stort band spillede juju-musik. Og da jeg for det meste havde saxofonen med mig, dels for at kunne spille, men også for at være fredet, spurgte jeg, om jeg måtte sidde ind, hvilket jeg hellere end gerne måtte. Så jeg blev da også introduceret som denne “Tosten from somewhere up there in Europe”, og jeg var vel en lidt celeber

feature, indtil der opstod en slags sitrende uro, mumlen og pegen.

Jo, selveste Fela var i rummet og så opdagede jeg ham også. Iført sin hvide og sølverglimtende Elvis-lignende dragt af skjorte og bukser skred han med sit betragtelige følge gennem natklubben og ganske storladent knappede han så overdelen op for at fremvise en delvis arret og skodbrændt overkrop fra tiderne i fængslet, mens en del råbte:

“Fela for president”.

Han indtog scenen, hvor han fyldte det hele med en lang, meget indforstået tale, inden han fik overrakt en tenor til at spille på. Og med et var jeg totalt degraderet og blev henvist til allerbagerste plads blandt blæserne.

Jeg fik dog senere givet hånd til ham og måtte fortælle, at vi jo havde fået lov til at kigge ud næste aften.

“Oh yeah”, men han havde helt andre intoxikerende ting at tage sig til.

Med en sædvanligvis hasarderet Jesper ved rattet ankommer vi til en slags roadblock med meget unge kontrollanter, som lader os komme ind i Kalakuta-republikken, der ved nøjere eftersyn består af en vej med nogle skramlede husformationer og så selve klubben The Shrine, som nærmere er en stor atriumgård med åben himmel.

Vi er her endelig og det er i sig selv en gevaldig følelse for os tre maddikehvide blandt alle disse tilhængere lige fra de mest “tough dudes” til omstændighedshærgede lazaroner. Og så selvfølgelig alle de hårdkogte kvindelige skønheder med frisurer, former og bevægelser.

Egypt 80’s sådan 20 m/k store besætning af alskens horn, guitarer, bas, trommeslagere og percussionister er ved at gøre sig langsomt klar, mens vi, som de gæster vi faktisk er, får anvist tre plasticstole helt oppe ved scenen.

I en af de mange boder og barer bestiller vi g&t, som i det hele taget i Lagos serveres med gin næsten op til kanten og så kun et “dash” tonic, hvorefter man så fylder gradvist mere og mere tonic på. At drikke den modsatte vej end herhjemme.

Men byttepenge kan vi ikke få igen, så vi får i stedet udleveret nogle ganske store joints og det er godt nok spøjst, men det passer i hvert fald XX og jeg udmærket. Så vi stiller os op og ryger en, men bare halvvejs er det ikke muligt med mere, hvilket andre forlængst har spottet, så de siger:

“Psssst”, og får resten overrakt.

Egypt 80 er nu efterhånden ved at få det umiskendelige groove op at stå og alt tegner til en overordentligt funky aften. Men det går også op for os, at Fela og hans koner ikke viser sig før end omkring midnat, hvilket der faktisk er et par timer til.

Så sker det da, at dørene endelig slår op og der kommer Fela ind i den selvsamme stjernedragt fra aftenen i forvejen i følge af nogle unge drenge, hvoraf en af dem bærer på Fela’s udsmykkede tenorsax, mens to andre holder konstant ild i joints, som ved det mindste vink skal være klar til maestro himself. Og så Fela’s 12 flotte og meget småtpåklædte koner, der under fræk æggende dans nærmer sig scenen, mens hans selv skryder rundt og opildner såvel musikere som publikum.

Han slår musikken af og holder en af sine famøse afrocentriske taler om magtmisbrug, korruption og om stadigvæk at skulle finde sig i at være i lommen på sorte, der leger hvide, mens menigheden svarer:

“Kill those motherfuckers”, men vi tre eneste maddikehvide i klubben har intet at frygte her til aften, thi vi er jo inviterede gæster from somewhere in Europe..

Er det kyllingeblod, som han til sidst smører i ansigtet, inden det egentlige show begynder:

“Let’s start, what we are here to do”.

Og uvilkårligt med Fela endelig selv ved roret bliver intensiteten bragt yderligere i vejret og hit på hit følger. Dog i Fela’s tilfælde er der langt fra tale om “vores” tidsopfattelse af et hits varighed på disse omkring 3 til 4 minutter. Nej, her strækker numrene sig gerne over halve timer af gangen.

Titlerne: Black Man’s Cry, Original Sufferhead, Zombie, Teacher dont’t teach me nonsense, Government Chicken Boy, Coffin for the Head of State taler et eget alvorligt sprog, som Fela rapper eller krængesynger i en blanding af hans eget Yoruba-sprog og så dette smadrede pidgin-engelsk, der kan afføde de mest slående statements.

Som i sangen Army Arrangement:

wether you like or you no like

after you hear this true talk

if you like e good

ge ge

if no like you hang

ge ge

if you hang, you go die

ge ge

you go die for nothing

Men ud over det oser stemningen ligeledes af underholdning, sex og fri påvirkning.

Som titlerne: Before I jump like Monkey, give me Banana, Equalisation of Trouser and Pant og Nigerian Natural Grass.

Det swinger “som ind i helvede”, hvilket forlængst har forplantet sig til en kogende klub. Og hans syngende koner drister sig til frækkere dans med så lige-op-i-ansigtet vibrerende numsepartier, at maddikehvid mand kunne komme bare ved synet.

Natten tager til i svedig korpusrykken og den hvirvlende krop har det som en øjeblikkelig uendelighed.

I morgengryet forlader vi The Shrine efter en 9 timers koncert og udenfor klubben sover unge tilhængere som vagter ovenpå de parkerede biler. Vi får vækket dem, der er faldet i søvn på Jespers bil, som han så kører ud af republikken, hvor roadblock’en er rømmet.

Men lige ude på den anden side af Kalakuta bliver vi selvfølgelig passet op af en stram sergeant og hans småfulde bidske pansere:

“Why do you go to Fela’s place, we don’t like it”.

De fører os hvert til sit og alt er drama, fordi vores liv i dette øjeblik ikke længere er dyrebart og derfor uden værdi. Men langt om længe blødgøres enhver brutalis her i landet ved synet af vores saxofoner i bagagerummet, thi nu kan de intet gøre, andet end at bede os om at skamme os hjemad, hvor vi da også falder om, mens resten af Afrika vågner.

Til forsiden

Dette nummers øvrige artikler

Arkivet

Galapagos

Skrevet af Kenneth

(Printervenlig version)

I april sidste år steg jeg om bord på et fly, der skulle bringe mig fra Ecuadors hovedstad Quito til Galapagos Øerne som ligger ca. 1000 km fra resten af landet vestpå i Stillehavet. Det skulle være højdepunktet på hele min tur, og det blev det også, selvom jeg var tæt på at blive skræmt væk af en prisseddel på omkring 1000 dollars for eventyret.

Jeg havde et billede af Galapagos som et af jordens virkelige få tilbageværende paradiser, og det er da også et billede jeg har intakt efter at have besøgt stedet, da det er utroligt unikt, men når det er sagt, var der også en del illusioner, der brast på mine 8 dage derude. Disse illusioner udsprang nok fra, at jeg i bund og grund ikke vidste så meget om stedet på forhånd; jeg vidste, hvad jeg havde læst i aviser og set i tv-programmer, og så var jeg selvfølgelig også i denne forbindelse stødt på Darwin, der i udviklingen af sin evolutionsteori, havde hentet inspiration fra øerne, og det var da også en af mine bevæggrunde for at besøge dem, men at de faktisk er så overrendt af turister som tilfældet er, og at der bor mennesker i små byer derude, havde jeg ingen idé om. Eller det vil sige, at det vidste jeg måske nok, men jeg havde et lidt naivt og romantisk billede af Galapagos som et sted på jorden, hvor (almost) no man has ever gone before.

Via en indsigt i øernes historie kunne jeg godt se, at dette slet ikke stemte overens med virkeligheden. Galapagos blev officielt opdaget i 1535 og er siden da blevet besøgt hyppigt af mennesker. Blandt andet har enkelte steder først været base for pirater og dernæst hvalfangere. Derudover har en af øerne Floreana været brugt som fængselslejr omkring år 1832, da Galapagos kom til at tilhøre Ecuador. I 1959 blev øerne nationalpark og i dag er 97% beskyttet ved lov. 4 af de 15 store øer er beboet med 14.000 indbyggere i alt, og disse ernærer sig hovedsageligt af turisme, fiskeri og landbrug. Befolkningen repræsenterer en af de problemstillinger som Galapagos står overfor i fremtiden, da en stigende immigration fra fastlandet, af hovedsageligt fattige folk, truer den skrøbelige infrastruktur. Som sagt er 97% af øerne fredet, så det levner ikke meget plads. Desværre var jeg ikke meget i kontakt med befolkningen på Galapagos, da den mest almindelige måde at være turist på er at befinde sig på en yacht det meste af tiden, som transporterer en rundt til de forskellige øer, så jeg fik ikke det store billede af livet og de sociale forhold på Galapagos.

Det jeg som turist fik et syn ind i var mere Øerne og deres utrolige dyreliv, og turismens og befolkningens påvirkning på dette.

Jeg forstår Darwins fascination af Galapagos. Det var en af de vildeste oplevelser i mit liv, at gå på de udvalgte og afmærkede stier, som findes på øerne og som faktisk dækker et meget lille areal, og så se og opleve det imponerende dyreliv. Som Darwin lagde mærke til er det imponerende at se hvordan, der er så mange endemiske arter på et så forholdsvist lille område. Og hvordan arterne øerne imellem er så forskellige, hvilket er et glimrende eksempel på, hvordan dyrene har udviklet og tilpasset sig de forskellige økologier. Hvad der virkede mest imponerende på mig er dyrenes indifferens overfor menneskers tilstedeværelse, som giver sig udslag i at man kan komme helt tæt på dem. Oftest lader de sig ikke mærke med at man stikker kameraet helt ned i hovedet på dem; de fortsætter med hvad de nu har gang i, og det være sig hvad som helst: parringsritualer, udrugning af æg, kæmpen om territorium etc. Denne mangel på frygt fra dyrenes side stammer fra den relativt sene opdagelse af øerne, og at de derfor ikke opfatter mennesket som en fjende/trussel (endnu). Dette stiller derfor en masse krav til turismen om at opføre sig bevidst og ansvarsfuldt; der er en masse regler fra nationalparkens side om korrekt opførsel, hvor bl.a. en er, at man under ingen omstændigheder må røre dyrene. Det sker desværre, og med store konsekvenser. Den største konsekvens ville være, at dyrene begyndte at ændre adfærdsmønster overfor mennesket. I det daglige er en konsekvens for eksempel at babysæler bliver overladt til at dø af deres mødre, hvis de har rørt mennesker.

Et andet stort problem for øernes økologi er at dets sårbarhed overfor påvirkninger udefra. De fleste dyre- og plantearter på Galapagos er endemiske. F.eks. er øen Fernandina den største uforstyrrede ø i verden, uden nogen introducerede dyrearter. Derfor er introducerede dyrearter såsom rotter, katte og hunde en kæmpetrussel mod økologien. Det er forbudt at medbringe for eksempel frugt og grøntsager som turist; man bliver ”gennemsøgt” inden man får adgang til nationalparken. Et frø fra et æble ville spire i løbet af ingenting, og ødelægge den nuværende flora, og det ville i sidste instans gå ud over dyrene. I 1970 hvor den organiserede turisme begyndte på Galapagos var der 4.000 der besøgte øerne; i dag er tallet steget til 60.000 om året (selvom der faktisk er vedtaget en grænse på 40.000), så visse regulationer er bestemt nødvendige. Selve lokalbefolkningen udgør også en trussel mod øerne, specielt fiskerne, og man har flere steder, hvor det bestemt ikke er tilladt at være, fundet affald og rester af bålpladser.

Jeg husker, at vi på en af øerne besøgte den lækreste sandstrand, hvor jeg til min store forbavselse fandt en del ting som ikke hører til i naturen: små plastikstykker og lignende. Det er affald fra skibe som passerer ud for kysterne, og som så driver ind mod land. 3 måneder inden jeg besøgte Galapagos skete det værst tænkelige : en lille olietanker stødte på grund tæt på land og lækkede olie; en situation som jeg kan huske, at jeg fulgte på tv. Nu var jeg der, og der hvor skibet stødte på grund, lå det der faktisk stadigvæk og flød rundt med bunden opad; det var en lidt underlig oplevelse. Heldigvis havde dette uheld ikke de store gennemgående konsekvenser for Galapagos; en påvirkning var sket, men den var minimal, takket være det store arbejde, der blev gjort for at formindske skaderne. Men dette viser bare hvor sårbart Galapagos er.

Hvad fremtiden i dette perspektiv så bringer for Galapagos og dens fortsatte status, som et af verdens få tilbageværende økologiske mirakler, har jeg ikke indsigt i at kunne spå om. Øerne står overfor flere og flere udfordringer, men heldigvis er der mange, der kæmper en kamp hver dag, for at bibeholde Galapagos, som det er nu.

Til forsiden

Dette nummers øvrige artikler

Arkivet

Søde, saftige og velsmagende dobbeltmoral

Skrevet af Sine Nissen

(Printervenlig version)

På førstesalen i min bedstemors hus hænger tretten rådyropsatser, det lille stykke skalp med takkerne nydeligt hængt op i lige rækker. Min far har jagttegn, og et gammelt gevær der ikke rammer alt for godt. Min tante kuller rådyr, når hun kan få tid, så man kan sige, at jeg kommer fra en familie, der ved hvornår bukkejagten går ind, og at det har præget min (med forbehold) positive holdning til jagt.

Det var ikke noget, jeg havde tænkt ret meget over, før jeg, i forbindelse med mit feltarbejde i Costa Rica, kom i et alvorligt moralsk dilemma. En antropolog ankommer med en nydelig pakke af normer og værdier til felten, værdier der helst ikke må påvirke feltarbejdet i for høj grad, men som alligevel er der. Og al forberedelse i verden, kan ifølge min mening, kan ikke forberede en på den situation, hvor man pludselig står med den antropologisk fabelagtige velkendte, men dybtvandede situation, hvor man kæmper for at undertrykke en uforklarlig følelse af forkerthed - en holdningsforskel, der ikke vil gå væk.

Jeg tilbragte størstedelen af mit feltarbejde i kanten af regnskoven i det sydvestlige hjørne af Costa Rica (Osa Halvøen) på et miljøcenter, der bl.a. underviser egnens børn og unge i miljøbevidsthed. Det var mit job at finde ud af, hvordan miljøundervisningen havde påvirket holdninger, viden og handlinger blandt børn og unge. Men som en del af hverdagen (i en egn med meget få aktivitetsmuligheder) kom jeg også til at kende og hænge ud sammen mange af naboerne til centret. Som jeg opdagede hen ad vejen, havde de en noget anderledes opfattelse af ”miljø” end centrets medarbejdere.

Som antropologistuderende, var det min største drøm at blive accepteret af lokalsamfundet og blive inviteret og deltage i deres aktiviteter. Uden den deltagelse, kunne jeg ikke gøre mig håb om at få en virkelig detaljeret viden om deres holdninger og handlinger i forhold til miljøet, mente jeg. Med de bestræbelser kom jeg imidlertid hurtigt i klemme mellem centret og de lokale i landsbyen.

Miljøcentret er en stor modstander af den illegale jagt, som finder sted i den fredede regnskov på Osa. Deres politik er at politianmelde folk, der går på jagt i overdreven grad. Al jagt i de omkringliggende nationalparker og skovreserver er per definition ulovlig. Som repræsentant og beboer på miljøcentret, mente jeg, at det nok var klogere, at følge den linje som miljøcentret udstak. Dvs. ingen dyresteg til mig.

Krybskytteri, er imidlertid en ret vigtig del af livet på egnen, især fordi der er familier der er så fattige, at de ikke har andre muligheder for at få kød på bordet. Og en lige så vigtig del af livet var invitationerne til at spise sammen med familierne, som f.eks. op til jul, hvor der blev delt ud af kød og tamales (majs og kød i bananblade)- også til den etnografistuderende.

Jeg var lykkelig over at blive inviteret til middag hos ”Cantinfles” og ”Hestefamilien”, fordi det er i mine øjne en meget universel måde at bygge bro og komme i kontakt. Mange antropologer har sikkert måttet indtage langt mere eksotiske ting end Costaricansk bondekost, men for at klare sig rigtig godt i Costa Rica, skal man ikke bare kunne tolerere, men også kunne lide ris og bønner og friturestegt kød og andre olieindsovsede specialiteter.

De lokale var ikke helt tabt bag en vogn, så velvidende at jeg kom fra miljøcentret, og i øvrigt ikke var professor i spansk, kunne de oplyse mig om at jeg fik ”svinekød” (chancho). Det var først en dag, da jeg blev mistænksom og spurgte èn gang mere hvad det var de serverede, at sandheden kom frem. Konen løj og sagde ”svinekød” igen, men manden sagde ligeså stille ”vildsvinekød” (chancho del monte). Der stod jeg med en palle kød og yuka i hånden og havde alle mine fine principper. Skulle jeg nægte at spise det og dermed bryde det venskabelige invitation, eller skulle jeg gå mod centrets principper? Jeg prøvede at forklare dem, at jeg var glad for deres tilbud og at det smagte supergodt, men jeg kunne altså kun gøre det denne ene gang. Så prøvede jeg at sige noget diplomatisk om, at jeg ikke var imod jagt, hvis det var reguleret, og man ikke skød hunnerne i ynglesæsonen, og ikke skød hver dag. ”Cantinfles” kunne jo straks give mig ret, og han skød også kun en lille bitte smule og langt væk fra Osa og aldrig hunner. (Løgn!) Det blev en pinlig samtale, som jeg godt kunne have været foruden.

Værre blev det nogle uger senere, hvor jeg fandt ud af at miljøcentret havde politianmeldt en af de lokale for krybskytteri. Det var en af de familier, som jeg ofte besøgte. Og der havde jeg sjovt nok også fået serveret ”svinekød” mange gange. Brikkerne faldt på plads: De mange store jagthunde ”som de bare passede for en uden for landsbyen”, stanken af ådsel i deres lade, kødet til tørre/rygning over ildstedet… (Løgn på løgn). Men skulle jeg fortsætte med at besøge dem og cykle til floden med ungerne for at bade? Eller skulle jeg bryde kontakten? De fortalte senere, at de ikke opfattede mig som en tro væbner for centret, og bad mig komme igen. Så kom jeg, når manden var ude (han gik over til at fælde tømmer illegalt i stedet for).

Således dumpede jeg ned i moradset. For på den ene side, var det jo fantastisk spændende, at smage kødet fra de vilde dyr på egnen, tepizquintle (kæmpemarsvin med hvide prikker), vildsvin og hjorte delikatesser, og på den anden side havde Miljøcentret en streng politik på området, og jeg var ikke glad for at sætte tænderne i et truet dyrekød. ”Antropolog hjælper med at udrydde naturressourcer i et fattigt land”-agtige overskrifter på nethinden.

Det var pinagtigt og der kom ingen løsning på det moralske dilemma. Men rigtig pinagtigt blev det først, da jeg fik costaricanernes (manglende) idé om utroskab tæt på livet. Men det er en anden historie.

Til forsiden

Dette nummers øvrige artikler

Arkivet

Itsi-bitsi ta' med mig til Nepal

Skrevet af Leif R. Nielsen

(Printervenlig version)

Nedstående er først og fremmest skrevet for den ”gode” histories skyld, men da jeg forleden genlæste sidste nummer af Informanten, faldt jeg over indlægget, 'Den prætentiøse rygsækpakker', og dets diskurs om 'backpackeres påvirkning på lokale kulturer', og fandt at mine oplevelser sikkert kunne falde ind under denne proces og måske skabe en debat -ikke så meget omkring packbackere og det at rejse, men måske nærmere vedrørende etnografers påvirkning på lokale kulturer. Det kunne da være interessant at høre lidt om hvordan læserne ser på deres egen fremtidige rolle vedrørende dette aspekt.

Som såkaldt packbacker (Lévi-Strauss har ret: vi skal klassificere) kan jeg fuldt ud vedkende mig den nærmest universelle ideologi, at det er fedt at rejse, men hvorfor skal jeg have dårlig samvittighed over det? Det handler vel i bund og grund om, at folk kan få noget at spise, at få uddelegeret noget af vores overflod, og dertil kan man jo ikke bruge en eventuel bevarelse af regnskoven eller andre vestlige fikseringer om hvad ”de andre” kan og bør til ret meget. Det er helt andre steder, der skal sættes ind og ændres på. Men som skrevet, det her er først og fremmest om historien for historiens egen skyld.

Min historie tager sit udgangspunkt i Katmandu i Nepal i efteråret '97, det var stedet jeg slappede af efter en lang tur gennem Tibet, og forberedte mig på mødet med resten af det indiske subkontinent og dets folkemasser. Et -set i bakspejlets klare lys- perfekt sted til dette; stadig havende Tibets del af Himalaya sikkert i ryggen, skuende mod Indien, omgivet af Nepals hinduer til at mediere overgangen.

I de glade tressere var Katmandu også et in-sted, Eik Skaløe's ånd rådede over vandene. I dag ryges der stadig fygræs i hjørnerne, men størstedelen af turisterne er sportstrænede og søger mod Himalayas fysiske tinder. Dengang boede man i det legendariske Freak Street, som nu blot er en afglans af hippiernes storhedstid. Man kan stadig rende ind i en tidslomme, hvor der hænger et par udmagrede, men hårfagre levn der drømmer om ”the summer of love”. Buddha Guest House er et godt bud, hvis man vil lave feltarbejde blandt udbrændte hippier.

I dagens Katmandu bor packbackere og deslige i Thamel kvarteret. Her er man i behagelig nærhed af lige præcis den restaurant, der serverer den mad som man er vant til hjemmefra. Danskere er endog så heldige, at et hvis jysk rejsebureau har et kontor inde i Thamels knudrede gader, hvor de så kan gå hen og hente pakker med 'piratos' og vingummi hjemmefra. Det er globalisering. Homogeniserings processen stoppede dog lidt da jeg tilbød ejeren af mit hotel en piratos. I det hele taget er min erfaring med piratos og andre kulturers smag ikke noget der tegner godt for Harribos aktier.

Ejeren af hotellet hvor jeg boede var min 'informant', han lå inde med bunker af viden om hvad der foregik i og omkring Katmandu -og Nepal for den sags skyld. Blandt andet fortalte han mig den fantastiske historie om svenskeren, der var cyklet ned til Mount Everest (Sagarmatha for nepaleserne), besteget det og cyklet hjem igen. Sådan!! Jeg har senere fået verificeret beretningen, og den skulle være god nok.

Det var også ham der fortalte mig om Pashupatinath templet, om hvordan man nemt kunne få en dag eller to til at gå i dets område med at se på det brogede liv, slangetæmmerne, de hellige aber og om en mand der kunne løfte en sæk ris på 25 kilo.

Pashupatinath templet er Nepals vigtigste hindu tempel og danner ramme om et stykke af Bagmati floden 5-6 kilometer fra Katmandus centrum. Ud over at være Nepalesernes helligste tempel, er det også et af subkontinentets vigtigste Shiva templer, hvilket blot bidrager til det i forvejen farverige og livlige tempel: Masser af sadhus, hinduernes vandrende, hellige asketer, ligger vejen forbi Pashupatinath templet. Da Bagmati er en hellig flod er Pashupatinath, ligesom Varanasi ved Ganges bred, et populært sted at blive brændt, hvilket blot bidrager endnu mere til det kaotiske billede.

Men tilbage til manden der kunne løfte 25 kilo. Det burde jo ikke vække den store opsigt for en gennemsnitsdansker, men det viste sig at denne fyr kunne løfte 25 kilo i sine tekstikler(!), hvilket jo ikke er hverdagskost. Det var vi nogle stykker der gerne ville se med egne øjne, og vi lavede en lille indsamling til en 25 kilos sæk med ris, for det var også det han skulle have som betaling for sin præstation.

Den næste morgen købte vi risene, lejede nogle ”flying pigs” (cykler), fik balanceret risene op på et bagagebærer og kastede os ud i Katmandus livlige trafik med kurs mod Pashupatinath. Jeg har aldrig prøvet at flyve på en gris, men måske grunden til at cykler har opnået dette navn skyldes deres yderst skrøbelige, vakkelvorne tilstand, som gør det til en ny oplevelse at cykle. Kombinerer man det med huller i vejen, køer på vejen -de hellige vel at mærke- bliver 5-6 kilometers cykling til en lille prøvelse. Prøv blot at forestille jer, at der konstant springer en kronhjort ud foran jer når i cykler ud til Moesgård, og for at undgå den skal i undvige et mindre krater i vejen.

Templet kan ses på lang afstand, det har en smuk, solgul farve. Vejen der fører ned til templet er på begge sider omkranset af boder og små forretninger der sælger alverdens ting. Specielt er boderne der sælger de meget kulørte pulvere som bruges til tikas, hinduernes karakteristiske mærke i panden, et farverigt syn. Alle de forskellig farvede pulvere er dynget op i små bjerge. Store mængder af tiggere er også med til at sætte sit præg på gadens mosaik. Og så er der selvfølgelig lugten. Temperaturen lå vel omkring de 30 graders celsius da jeg befandt mig på stedet, tilføj dertil odeuren af hundredevis mere eller mindre uvaskede kroppe, kolort, fritureolie og ligbålene langs Bagmati, og man behøver blot at lukke øjnene for at vide man heldigvis ikke er i Danmark.

Efter at have betalt nogle af områdets unger til at holde et øje med vores cykler, begav vi os med vores rissæk mod indgangen. Som så mange andre hindu templer, er Pashupatinaths helligste indre forbudt for ikke-hinduer, men da området dækker et større areal er det ikke et større tab, da man nemt finder andre ting at se på. Selvfølgelig er det bittert, at blive afvist på grund af sin hudfarve, som jo har dette lyserøde skær af gris og dermed signalerer en kristen baggrund, men det er altså ikke kun dørmændene på diskotekerne der er indehavere af et 'selektivt' syn.

Vi fik krydset floden og ladt de brændende ligbål bag os. På den anden side førte et uendeligt antal trapper op til Pashupatinaths mere profane del. Her skal man specielt tage sig i agt for de mange aber, som godt kan finde på at stjæle éns briller eller, hvis man er rigtig uheldig, at bide én. Vi fik nu besteget trappen uden mén. Folk der så vi bar på en sæk ris pegede retningen ud for os, uden at vi behøvede at spørge om, hvor vi skulle finde den famøse person vi var kommet for at se. På en lille plads omgivet af små stupa lignende templer, satte vi os ved siden af en slangetæmmer for at vente. Der gik ikke langt tid førend der kom en lille, meget smilende mand. Han gestikulerede til os, og vi kunne forstå at vi havde mødt den rette, derefter løftede han sækken -med hænderne- smilte endnu bredere -og gik. Vi talte om, at der nok alligevel var noget vi havde misforstået, men han vendte snart tilbage. Efterhånden var der også samlet en del lokale. Meget scenevant tog han plads i centrum af pladsen, fremdrog et kort reb som han bandt om sækken med de 25 kilo ris, hvorefter han løftede op i sin sari, bandt rebet om familiejuvelerne og lavede nogle gymnastiske øvelser til stor moro for tilskuerne( her er muligvis en kobling af short-term til long-term begrebet ). Der skal ikke meget fantasi til for at indse, at det var noget af en præstation, så jeg vil ikke gå ned i detaljen, blot nævne at han på et tidspunkt nærmest svingede med sækken. Fantastisk. Og det var så det. Vi sagde pænt namaste på den traditionelle, nepalesiske facon med hænderne samlet under hagen som tegn på respekt, modtog et dyb namaste til gengæld, og så gik han med sækken -over nakken- hjem til familien med dagens fortjeneste.

Os -en argentiner, en japaner, en englænder og mig, cyklede tilbage til Katmandus centrum, til det rolige og ophøjede Durban Square med dets mange smukke, gamle templer, kravlede op på toppen af det højeste for at se solnedgangen og folkelivet omkring os, mens vi tænkte på den internationale arbejsdeling, globalisering og hegemoni, vel vidende at vi havde fået en mand til at løfte 25 kilo i sine tekstikler, at ham og hans familie ville få noget at spise, og at vi var en del af en stor, smuk og mærkelig verden.

Til forsiden

Dette nummers øvrige artikler

Arkivet

6. Semester i San Francisco

Skrevet af Lotte Holm

(Printervenlig version)

Da årgang 99 alle meldte tilbage på Moesgård i September 2001, blev der snakket utrolig meget om, hvad folk skulle næste semester. Det vil sige det berømte 6. semester, hvor der bliver lagt meget op til at nye græsgange søges, og noget andet end Moesgård udforskes. Hver dag hørte man om nye, spændende ideer og kommende rejsemål. Det var circa omkring samme tidspunkt at panikken meldte sig: Hvor skulle man selv tage hen? Og hvad skulle man lave?

Ved hjælp af alle mulige og umulige kontakter er jeg endt i San Francisco – En by der stod ret højt på prioriterings listen. Jeg valgte at tage ud i praktik. Mest fordi jeg gerne ville prøve “den virkelige verden”, men også fordi jeg trængte til en pause fra bøgerne og den dertilhørende konstante dårlige samvittighed.

Jeg arbejder for en non-profit organisation der hedder Arriba Juntos. Det er en organisation der fungerer som en form for arbejdsformidling. Klienterne er primært immigranter og over halvdelen er latinamerikanere. Hos Arriba Juntos kan man dels tage engelskundervisning, computerundervisning og andre kurser der skal ruste en til arbejdsmarkedet. Derudover bliver folk hjulpet med at finde jobs og forskellige arbejdsgivere henvender sig når de søger arbejdskraft. Det er et fantastisk spændende sted at være i praktik. Udover at være en del af, og hjælpe til med nogle af de daglige aktiviteter, er jeg igang med at lave en interview undersøgelse blandt de forskellige arbejdsgivere organisationen samarbejder med. Formålet er, at identificere hvad det er de søger i nye medarbejdere og hvilke mangler de mener deres ansøgere ofte har. Ideen med det hele er, at evaluere og komme med forslag til forbedringer af de kurser Arriba Juntos udbyder.

Det er spøjst at opleve hvordan sådan et sted fungerer. For det første er stort set alle der arbejder her i begyndelsen af 20’erne. Det er fuldstaendig uhørt at jeg kan vaere 25 år gammel og ikke engang være bachelor endnu! Derudover så er arbejdshierakiet temmelig stærkt. Alle har en supervisor, som så også har en supervisor, som står til ansvar for en manager som igen står til ansvar for “the big boss”. De noget mere ligeværdige tilstande jeg har oplevet på forskellige småjobs i Danmark er totalt ikke eksisterende. Bossen har veto ret, og hende diskuterer man ikke for meget med.

Udover alt det arbejdsmæssige som selvfølgelig fylder en del, er Californien ikke det værste sted at tilbringe et halvt år. Jeg har været så heldig at min kæreste også har fundet en praktikplads i byen, så vi kunne komme afsted sammen. Efter vi var kommet os over det første chok som at vi betaler 8000 kroner for et lille værelse i et hus vi deler med tre andre, at en liter mælk koster 15 kroner og at Robbie Williams bor i byen, er vi blevet ret tossede med at være her. Faktisk vil jeg sige, at der er ingen tvivl om, at det har været ALT arbejdet værd. Og ja, det kræver en del at komme afsted. Særlig var visum ansøgningen lige ved at få os til at give op. Hvis nogle skulle vaere interesserede i at gå igennem denne proces, kan jeg informere om, at mænd i alderen 18-55 år er mest sandsynlige terrorister og skal derfor huske at afsætte ekstra god tid til visumansøgningen. Men, det skal siges at det er det hele værd. Man glemmer ligesom alt bøvlet når man går søndagstur på Golden Gate Bridge eller tager en cablecar ud til stranden og drikker kølig hvidvin mens solen går ned i Stillehavet.

Til forsiden

Dette nummers øvrige artikler

Arkivet

Store antropologiske fisk i Bergen

Martine Lind Pedersen

(Printervenlig version)

En optegnelse over de antropologer/teoretikere, som jeg har været mest grebet af mine første år på universitetet rummer en variation af forskellige navne. Første semester stod i Lèvi-Strauss’ tegn. De strukturelle mønstre var hårdt tiltrængt til at få lidt orden på verdensbilledet efter mødet med universitetets forvirrende verden. Derefter stod den selvfølgelig på Bourdieu. Praksisanalyse, det må da være svaret! Central Etnografiske debatter vendte op og ned på det hele igen, for hvem kan tage det fag uden at falde lidt for Foucault? Og så er der naturligvis Sahlins, en god forsvarer af kulturbegrebet. Men dette semester…der er min store helt Bruce Kapferer! Og i modsætning til de andre hilser han på mig, når han møder mig på gaden.

Vi er to piger på 3. årgang, som af en eller anden umiskendelig grund, (der vist nok havde lidt at gøre med ovennævnte antropolog,) besluttede at drage til Bergen og studere på 6. semester. Lad det være sagt med det samme: Bergen er en vidunderlig by; det regner godt nok 200 dage om året, men i en skrivende forårsstund, hvor vejret er fantastisk, er dette nemt at fortrænge. Alligevel var vores første møde med vores nye hjem alt andet end den idyl og romantik, som jeg havde håbet på. Kollegiet, Fantoft, vi skulle bo på ligger i udkanten af Bergen, og det hele lød jo fantastisk: øvelokaler, fælles køkkener, bredbåndsinternet, egen telefon, TV-rum, Nordens største klatrevæg, fuldt udstyrede køkkener osv. osv.

Stedet skulle vise sig at have en helt anden karisma. ’Fandenstoft’, som vi snart døbte det, viste sig at være et gammelt 70’er kompleks af smuldrende beton, (det regner jo som sagt en del her, så beton var måske ikke det mest velovervejede byggemateriale), uden TV-lokaler, øvelokaler eller mange af de lovede faciliteter. Fælles-køkkenerne kunne vi skyde en hvid pind efter, da de tilhørende værelser allerede var udlejet. I stedet fik vi tildelt en lille toværelses lejlighed med træ på væggene, som får den til at ligne en sauna og udsigt… ja lige ind i fjeldvæggen! Internettet virker til d.d. stadig ikke på vores værelser, og køkkenet har ingen ovn, men derimod en kakerlak, som kom kravlende henover køkkenbordet en morgen.

Nå ja, problemerne blev løst lidt efterhånden. Spejdergruppen i min hjemstad sponsorerede en elovn, TV-stuen blev afløst af et monstrum af et TV, som nogen havde kasseret og efterladt i kælderen, og kakerlakken valgte vistnok at finde et lidt mere beskidt køkkenbord at kravle på. Lidt efter lidt gik det op for os, at den lille sauna faktisk helt føltes som hjem.

Bergen ligger i et utroligt naturskønt område omkranset af 5 fjeldtoppe. (De geografisk interesserede vil kunne påpege, at dette er grunden til de 200 årlige regndage.)’Afdeling for sosialantropologi’ er placeret lige i centrum af Bergen på ’Samfunnsvitenskapelig Fakultet’, som er samlet i en stor, ny (!) bygning med ganske gode fasciliteter. Så nu cykler jeg ind til byen for at komme til undervisning og ud af byen for at komme ’hjem’. Efter undervisning sidder de studerende udenfor på trappen og nyder solen, eller står krøbet sammen under halvtaget i ly for regnen, (måske er dette oftere tilfældet). ’Det Akademiske Kvarter’ i Bergen er ikke en pause mellem lektioner, men derimod et studenterhus i centrum af byen, hvor der er adskillige arrangementer, lige fra foredrag, kor, koncerter, fester og til Tai Chi. Der er både cafè og bar, og det hele er naturligvis drevet af entusiatiske, frivillige studerende - deriblandt vi to danske piger, som en gang om ugen ’jobber i Stjernesalen’. De unge fylder således meget i det ’bergenske’ bybillede.

Vi tager begge et sammensurium af småkurser på ’sosialantropologi’. Vi har lige afsluttet et virkeligt godt kursus om Multikulturalisme, og er begyndt på et nyt om Produktion og Distribution. Vi har naturligvis også allerede hørt de to norske stjerner: Frederik Barth og Thomas Hylland Eriksen. Det har været en god oplevelse at modtage en ny slags undervisning, og vi er blevet modtaget vældigt godt på afdelingen – måske fordi det var så besværligt at sammenstykke vores skema, at vi kom i kontakt med en masse med det samme. Generelt oplever jeg undervisningen til at være mindre abstrakt og mere praktisk end den, vi er vant til. Emnet om multikulturalisme tog sit udgangspunkt i ikke-antropologiske tekster, og selv om vi hurtigt kunne blive enige om, at de manglende et godt og ikke-essentialistisk kulturbegreb, var det alligevel en god oplevelse at diskutere en konkret ideologi, og hvordan denne kunne realiseres i et land som Norge. Til gengæld kan jeg også mærke, at vi har en solid teoretisk baggrund med os i tasken fra Moesgaard. Til undervisning kan vi således diskutere på lige fod med de andre deltagere, selv om de er specialeskrivere eller nogle af dem ligefrem færdiguddannede.

Vi har lige haft vores første lektion med Kapferer. Han underviste i en tekst, som vi kendte lidt på forhånd, men det gjorde ikke spor, for han gjorde det med entusiastime og humor, og jeg har ham lidt mistænkt for at være gode venner med Sahlins, som det drejede sig om, for han virkede overmåde begejstret for hans ideer. Nordmændene så ud til at kede sig efterhånden som timen skred frem. De skulle bare vide, hvor heldige vi synes, de er; at have mulighed for at få undervisning af en af antropologiens store fisk til hverdag.

Til slut vil jeg gerne sige, at jeg naturligvis er den rigtige at snakke med, hvis du/I overvejer at læse i Bergen. Jeg håber ikke, jeg har fået malet det alt for rosenrødt, for det har ikke været lige nemt hele tiden, men som det nok står klart, er jeg utrolig glad for at være her og vil gerne hjælpe med at undgå nogle af faldgruberne for fremtidige studerende, som ønsker at komme på udveksling her.

Til forsiden

Dette nummers øvrige artikler

Arkivet

Jagten på den forsvundne fredagsbar

Skrevet af Uffe Harris

(Printervenlig version)

Blandt grund-vilkårene for den menneskelige eksistens er et af de centrale, at vi undres: Alt, hvad vi ikke forstår, skal forstås, og alt det, som vi tror, at vi forstår, skal omforstås. Nogle vil hævde, at dette er en gave, der kendetegner os som tænkende væsener, mens andre nærmere ser det som en forbandelse kastet på os af en gud med en ubehagelig sans for humor. Hvorom alting er, har vi været dømt, lige siden det første menneske løb ind i den første sabeltiger på en præ-historisk isbræ, kiggede spørgende på denne hastigt nærmende-sig masse af muskler og tænder for derefter at ignorere de første, sunde impulser omhandlende panisk flugt, hysterisk skrigen og spontan selv-tilpisning i vilkårlig rækkefølge til fordel for tanken: ”Gad vide, hvad der sker, hvis jeg rører ved den?”.

Et andet vilkår er, at vi altid mangler tingene, når vi har mest brug for dem. Der var rent faktisk en af de mindre kendte græske filosoffer, der udformede en lov om de ubesjælede genstandes perversitet byggende på denne grundtanke. Hvad enten der er tale om den enlige sok, kortet over motorvejsnettet i det sydlige Frankrig fra denne side af 1900-tallet, vores humoristiske sans eller andre brugbare objekter/koncepter, så har vi alle stået i situationen, hvor deres fravær har medført talrige ubehageligheder af forskellig art. Hvis Julius Cæsar f.eks. ikke havde efterladt sit yndlings-sværd derhjemme den dag, han blev myrdet, fordi det så dumt ud til hans toga, ville han nok have kigget op, da Brutus forsøgte at luske sig ind på ham med sin kniv, trukket før-nævnte sværd, leet hjerteligt, snittet før-nævnte Brutus til romersk kebab og regeret den antikke verden.

Nu vil den opmærksomme læser( lige såvel som den fuldstændigt ligeglade), der ikke i protest er bladet videre til en fagligt vedkommende artikel, nok være lettere forvirret og spekulere over, hvad disse to åndssvage påstande har med hinanden at gøre. Svaret er simpelt: Vi har behov for en fredags-bar, men den er der ikke. Derfor har jeg midlertidigt kastet mine dybsindige betragtninger omkring livet, universet og alt det der til side for at spekulere over, hvor vi har glemt den henne og hvorfor?

Fredags-bars-affæren startede i slutningen af august sidste år, og det var en god tid at være rus. Da delte vi gemakker med arkæologerne i et kælderlokale på Moesgaard. Det var ren lejrskole at sidde udenfor på bænke og drikke øl, fordi vejret var godt, alting var nyt, og der var altid et mindretal af arkæologer, som man kunne drille. Denne naturtilstand varede omkring en måned, indtil det blev besluttet, at festlighederne skulle flyttes ind til byen i kælderen under Café Ris-Ras. Dette skyldtes i høj grad, at de ældre studerende ikke udviste overdreven interesse for at drage til Moesgård udelukkende pga. fredags-baren. Skønt de fysiske forhold på Ris-ras var mindre end optimale, trodsede store mængder hærgende etnograf-spirer af alle årgange dog i begyndelsen de lave lofter og den dårlige udluftning for at feste, så kondens-vandet drev ned ad væggene…bogstaveligt talt. Men med tiden ebbede begejstringen ud, og i de sidste uger sad der ofte kun 15-20 mennesker og kæmpede mod stilheden.

Situationen kulminerede omkring starten af december, da vi blev officielt smidt ud af Ris Ras. Faldende ølsalg, ukontrollabel fest-stemning, manglende oprydningsevne, satan-tilbedende ejere; det er svært at sige, hvorfor vi blev drevet i eksil, men det var i hvert fald startskuddet til vores nuværende situation. Siden da er der blevet gjort dristige forsøg på at infiltrere såvel Billabong som Fatter Eskil, men begge faldt til jorden. I skrivende stund er vi forvist til fredags-baren på Trøjborg-centeret, der faktisk er et ganske hyggeligt sted men alligevel ikke helt det samme. Vi er lidt ligesom kurderne: De er folket uden land, mens vi er studiet uden fredags-bar.

Der findes adskillige, underholdende teorier om, hvorfor det er gået så galt: En bekendt fra andet studie hævder, at etnografer er berygtede for at være så irriterende og diskussions-lystne, at de andre studier i byen har indgået en sammensværgelse for at isolere os ude på Moesgaard og derved undgå at skulle lytte til os, hvilket også skulle forklare, hvorfor vi har haft så meget besvær med at finde lokaler i selve Århus. En anden teori går ud fra, at det er det store flertal af piger fra studiet, der udebliver fra fredags-baren pga. mangelen på medlemmer af det modsatte køn. Det ville være lækkert, hvis problemet var så simpelt, for da ville løsningsmodellen bare bestå i at charme de andre studier og lade deres medlemmer vinde en diskussion fra tid til anden, hvilket ville være let og i en højnelse af de mandlige studerendes aktivitets-niveau på det romantiske plan, hvilket ville være sjovt.

Jeg er overbevist om, at hvis der var tilstrækkelig opbakning, så ville det også være muligt at finde nogle lokaler eller evt. sætte vores eget præg på et andet studies fredags-bar, men jeg kan desværre ikke svare på, hvorfor folk ikke kommer. Jeg kan kun ”vende bøtten” og forklare, hvorfor jeg selv vælger at komme: For mig udfylder fredags-baren, udover at være et hyggeligt sted at indtage øl, en langt vigtigere funktion som et sted, hvor jeg kommunikerer med folk, jeg normalt ikke ser; dels med dem fra andre årgange, men lige så meget med dem fra andre hold. Det er et sted, hvor jeg kan sidde og smide omkring mig med alle de spørgsmål og tanker, der virker meningsløse på alle andre end etnografer, og regne med at få brugbart feedback på dem. Vi kommer fra alle verdenshjørner med alle mulige baggrunde og livssyn, men alligevel er det de samme spørgsmål, vi må forholde os til. Denne udveksling af meninger er til tider forvirrende, ofte dybt provokerende men altid værdifuld på et eller andet plan. Desuden er det generelt spændende at snakke med andre etnograf-spirer, da vi alle sammen har nogle fede historier at fortælle fra et eller andet sort sted i verden. Så i princippet er det jer -mine vilde, voldsomme og vidunderlige medstuderende-, der får mig til at komme tilbage fredag efter fredag.

”Hvorfor skal jeg komme, når der garanteret ikke er andre, der kommer? Så lad os hellere tage ind på æstetisk…”. Der findes et simpelt middel imod denne apati, der har grebet os: På fredag tager du fat i din læsegruppe og foreslår, at I glemmer lektierne/det forestående besøg hos svigerfamilien/whatever i et par timer og tager ned på Trøjborg ved en 15-tid for at drikke en øl eller to i godt selskab. Lige pludseligt vil der så i stedet for 15 være 80 af os, og det, der startede som et besøg ender som en invasion! Der vil være masser af intelligent modspil at hente, det bliver sjovt, og jeg skal nok være der, så I kan fortælle mig, hvilket totalt spild af tid det var at læse denne artikel.

Til forsiden

Dette nummers øvrige artikler

Arkivet

Nettet strammes om de studerende på etnografi

- Eller historien om et system, der manglede format

Skrevet af Jesper Vind

(Printervenlig version)

Som du sikkert ikke ved er der på etnografi blevet indført et konferenceprogram ved navn FirstClass. FirstClass er et tilbud til de studerende, der giver mulighed for at tale sammen i Chat rooms, lave konferencer, hvor man kan diskutere en bestemt etnografisk problemstilling, se hvad etnografer på feltarbejde i udlandet laver osv.

Problemet er bare, at hvis man spørger den helt almindelige etnografistuderende om FirstClass, ved de ikke, hvad du taler om!

Jeg vil i denne artikel prøve at give et bud på, hvorfor det forholder sig sådan, og hvad der kan gøres ved det.

Lad os starte fra begyndelsen.

I starten af det nye årtusinde besluttede universitetets edb-afdeling at indføre First Class. First Class blev indført på Moesgaard, og derefter er der ingen, der har hørt noget fra det!

Hvorfor ? Svaret er dårlig planlægning og mangel på information.

Noget der beviser dette er informationssiden til nye First Class brugere http://fc.hum.au.dk/Intro/ (Gå ind under ”læs dette først”). Her står:

”Er du nået her til, har du formodentlig allerede fået at vide, at du er oprettet som bruger af Det Humanistiske Fakultets FirstClass-System. Du har nok fået oplyst dit brugernavn og adgangskode til systemet. Er det sidste ikke tilfældet, må du henvende dig til din administrative medarbejder eller den underviser, der har informeret dig om FirstClass”. Citat slut.

Det første problem er, at de færreste på Moesgaard er blevet informeret om systemet. Det andet problem er, at der ikke er en administrativ medarbejder på Moesgaard, der står for udlevering af adgangskoder. Her finder man nok roden til, at FirstClass ikke er særligt udbredt på Moesgaard.

Mangelen på service er faktisk et af nøgleordene i denne sag. Efter at FirstClass kom til Moesgaard mente edb-afdelingen ikke at det var deres opgave at informere de studerende på etnografi om systemet. Det måtte vi selv finde ud af. Og her fralagde edb-afdelingen så sit ansvar for systemets indførelse på Moesgaard.

Mangel på tid og penge har gjort, at underviserne på etnografi ikke har kunnet give den information der er nødvendig for, at de studerende kan komme i gang med at bruge FirstClass. Derfor træder FirstClass vande den dag i dag.

En helt anden sag er FirstClass som program. Det virker sjusket, og dets mailprogram er ikke noget at råbe hurra for, sammenlignet med andre mail programmer. Alt i alt virker det som om at edb-afdelingen har lavet en lappeløsning. Man har fået en knaldgod ide om at samle alle informationer fra det humanistiske fakultet et sted, men man har ikke haft kræfterne til at føre det ud i livet.

Man kunne her efterlyse et overordnet program, som kunne samle alle informationer fra hele universitetet på et sted, og som kunne videreudvikles, så man kunne arbejde sammen med studerende på andre fakulteter.

Det efterlader os så med spørgsmålet: ”hvad nu ???”

Der findes to løsningsmuligheder. 1) Skrot FirstClass og prøv igen! Og denne gang så lav en handlingsplan for hvordan i vil få systemet ført ud i livet! 2) At vi som studerende prøver at få systemet op at køre!

Den sidste løsning er nok den, der bliver den mest sandsynlige. For sådan som det ser ud nu, er der ingen, der gør noget ved noget.

At skrotte FirstClass og starte forfra vil nok også være en dårlig ide, for det bliver jo sikkert universitetets edb-afdeling, der får ansvaret for det nye projekt, og de har hvis vist, at de ikke kan administrere den slags.

Det nye udspil bliver så, at etnografistuderende kommer på kursus i FirstClass og herefter lærer deres medstuderende, hvordan man bruger systemet.

Men her skal der også lyde en opfordring til Jer læsere. Tag og brug FirstClass! FirstClass er nemlig lige som en telefon: hvis der ikke er nogen i den anden ende, er der ikke meget sjovt ved det.

Men indtil de studerende tager over og gør, hvad andre burde have gjort før dem, kan man kun undre sig over, hvorfor FirstClass skal være så langt fra Business Class???

Til forsiden

Dette nummers øvrige artikler

Arkivet

Hvor er Langsomheden Blevet Af?

Skrevet af Christian Vium

(Printervenlig version)

“To see a World in a Grain of Sand And a Heaven in a Wild Flower Hold Infinity in the palm of your hand, And eternity in an hour.”

Willam Blake, ’Auguries of Innocence’

Hvor er langsomheden blevet af?

Dette spørgsmål burde alle stille sig selv langt oftere end det synes at være tilfældet. Vores samfund udvikler sig – eller forfalder, alt efter hvilket udgangspunkt man tager – i et stadigt mere eskalerende tempo. Selvfølgelig har fremskridt og udvikling, to helt centrale ord i verdenshistorien, altid været betinget af tempo og tid. Med tiden må tempoet hvormed denne udvikling manifesterer sig nødvendigvis eskalere, og man behøver blot at iagttage kommunikations- og transportudviklingen op gennem tiden for at forvisse sig om denne uundgåelige tendens. Det er alt sammen glimrende, vores samfund har udviklet sig til såkaldte velfærdsstater med alt hvad der hører sig til af samfundsgoder.

Men der er også bagsider ved denne eskalerede fremdrift. En af de helt centrale årsager

til mange af de problemer som eksisterer, mener jeg er netop dette opskruede tempo som

vores hverdag præges af. Alt synes at være betinget af tempoet. Vi forventer at alting går

hurtigt og effektivt, at vi kan kontrollere begivenhedernes gang og gerne så hurtigt som muligt. Vi arbejder så meget at vores børn må passes af andre det meste af deres dag, vi

har ikke tid til at tage os af vores ældre, der placeres på såkaldte ”plejehjem” – hvor de bliver ”plejet” af andre mens den nærtforestående store rejse venter i tavshed. Mange af os bevæger os igennem hverdagen med et tempo og en arbejdsbyrde der ofte langt overstiger vores evner.

Det er som om at vi bevidst eller ubevidst søger at skrue tempoet i vejret og fylde vores tid med flest mulige aktiviteter. Måske fordi vi inderst inde er bange for stilheden, bange for langsomheden – for det er jo netop i selskab med samme at vi konfronteres med os selv.

Netop heri ligger vores allerstørste svaghed: vi flygter til stadighed fra os selv, og finder på de mest udspekulerede undskyldninger – både over for os selv og andre. Jeg tillader mig at generalisere i denne forbindelse, selvfølgelig er der også dem der har styrken og viljen og modet til at konfrontere sig med sig selv. Personligt vil jeg gerne se mig selv som værende et eller andet sted midt imellem. Jeg holder meget af stilhed og langsomhed, det åbne rum fascinerer mig grænseløst og jeg har ikke nævneværdige problemer med ensomheden, der ellers er blevet udråbt som nationalsygdom på lige fod med stress af førende eksperter. Men jeg lider af en af de andre store sygdomme: følelsen af fremmedgjorthed. Det er ikke så udpræget nu som tidligere, men jeg griber af og til mig selv i at undres over hvorvidt det liv jeg praktiserer har nogen egentlig legitimitet eller relevans om man vil. I denne sammenhæng kunne Albert Camus passende nævnes, om end hans behandling af dette eksistentielle spørgsmål ofte antager en noget radikal karakter. Således som det eksempelvis er tilfældet i bogen ”Sisyfos-myten” fra 1942, hvori han fremstiller mennesket som et udpræget vanemenneske der egentlig burde stille sig selv det grundlæggende spørgsmål: Hvorfor begår jeg ikke blot selvmord, hvad er alternativet? ”Det eneste givne er for mig absurditeten. Problemet er at finde ud af, hvordan man kan komme ud af den, og om selvmordet er det absurdes eneste logiske konsekvens.” (Albert Camus: Sisyfos-myten, 1942; side 36).

Så radikalt kan jeg ikke se på situationen. Jeg mener blot at den udprægede flygtige tendens som kan aflæses i vores samfundsform bør belyses langt mere intensivt.

I denne sammenhæng mener jeg at en belysning af begrebet langsomhed er fundamental. Ved langsomhed forstår jeg at tage sig tid. Tid til at lytte, tid til at se, tid til sine medmennesker, tid til sine omgivelser, tid til sig selv og det man beskæftiger sig med. Kun ved at tage sig tid kan man fordybe sig i hvor smuk og alsidig denne verden kan være.

Som det forhåbentligt fremgår af ovenstående udredning skal langsomheden ikke ses som noget egoistisk, men nærmere som en kvalitet der udgør fundamentet for en fælles oplevelse af øjeblikket og på længere sigt, de omgivelser som vi er i daglig kontakt med.

Måske kan langsomheden være befordrende for følelsen af at høre til, at være i verden.

Sådan har jeg det i hvert fald selv. Mødet med langsomheden, stilheden, de små detaljer og sagte øjeblikke af uprangende skønhed bemægtiger sig sindet og efterlader en følelse

af afklarethed.......det lyder måske en anelse religiøst, men sådan skal det ikke forstås. Men skulle man anlægge et mere analytisk perspektiv kunne man vel godt anse netop religion som noget der søger at fremhæve langsomheden– og den formodede deraf følgende kvalitative indsigt. Den store vægt på repetition i forbindelse med religiøse ritualer tjener vel også dette formål: at fokusere på detaljerne, enkeltdelene der alle har sin betydning. Af de mere mærkværdige indslag må nævnes fortæringen af Jesu legeme og blod. Skærtorsdag spiste jeg Jesus i selskab med en masse andre almindelige kannibaler – han burde være bedre krydret.

Påsken er indbegrebet af langsomhed og dennes kvaliteter: Det centrale tema er medmenneskelighed, Jesus påtog sig verdens synder, led for os på korset Langfredag, og tilgav selv den mest forræderiske person, Judas af Iskariot. Jesus vaskede disciplenes fødder som symbol på sin medmenneskelighed og humanitære indstilling. Alt sammen vældigt imponerende, men han smager altså stadig kedeligt: legemet er tørt og blodet alt for sødt......Ham Jesus må i øvrigt have været en stor karl siden så mange mennesker spiser af ham og har gjort det i utallige århundreder.

Tilbage til fokus: Hvor er langsomheden så blevet af?

Det er et godt spørgsmål, personligt tror jeg ikke at langsomheden er blevet væk, den er

lige så nærværende som altid. Blot kan den være svær at få øje på i vores tempofyldte, kaotiske verden. Vi forstyrres af støj og underligt flygtige fragmenter af informationer der konstant bemægtiger sig vores sind: tv, reklamer, mobiltelefoner. Langsomheden er der bare, bagved det hele, ved siden af, og for at få del i dens vidunderlige væsen må man ofre sig, prioritere. Men belønningen er efter min mening det hele værd. Når langsomheden opleves allermest rent så er ord i sandhed utilstrækkelige. Og klicheerne fortsætter:

Langsomheden er sandheden, hvis der da eksisterer nogen sandhed. Langsomhed er for mig synonym med fordybelse, nysgerrighed, medmenneskelighed, interesse, ro, dvælen,

og i høj grad også med udvikling, fremskridt og effektivitet, hvor paradoksalt det end lyder. At sige ja til langsomheden og invitere den indenfor i ens tilværelse er at sige ja til verden, på godt og ondt. For som tidligere nævnt er det jo også i langsomheden at man konfronteres med sig selv og sine mindre velansete sider, det er her man mindes smerten,

fejltagelserne og ens utilstrækkelighed. Og, for Monsieur Camus, også en eller anden fornemmelse af verdens absurditet.

Langsomheden er vel også et centralt begreb i relation til vores studie, der om noget handler om at være nysgerrig og åbensindet uden at miste blikket for de små detaljer, deres sammenhænge og forskelle, hvilket kræver tid og tid til at tage sig tid. Og jeg synes i høj grad at langsomheden er til stede på Moesgård. Ikke blot de ydre rammer, men også selve faget gennemsyres af denne kvalitative atmosfære der maner til fordybelse.

Uden langsomheden ville vi være ganske fortabt. Så derfor vil jeg gerne udtrykke den største taknemmelighed til samtlige personer på Moesgård, der medvirker til at skabe en fantastisk stemning; studerende, lærere, lektorer, professorer, gæsteforelæsere, kantine- damer (de der tunsandwiches er fandeme gode), kontorpersonale, museumsfolk og anlægsgartnere og alle andre – samt ikke mindst The Godfather Himself : Grauballe-manden (Den frisure er alt for vild!– men kønsorganet er jeg ikke misundelig på...).

Til forsiden

Dette nummers øvrige artikler

Arkivet

Tid til systemskifte

Skrevet af Mimi Larsson

(Printervenlig version)

Efter valget er jeg begyndt at se på politik med nye øjne. Jeg oplever i mig selv en dyb undren. Det er ikke resultatet, som man kan være glad for eller ked af, men den måde det politiske system fungerer på. Jeg har aldrig helt forstået det med parlamentarisme. Parlamentarisk demokrati – det er vores styreform i Danmark, men hvad betyder det? Jeg slår op i fremmedordbogen under parlamentarisme og her står der: ”parlamentarisk styreform: ministeriet dannes af det parti el. den partikoalition der har flertal i parlamentet… ev. af et parti der ikke har flertal for sig, men heller ikke (i væsentlige sager) et flertal imod sig (en mindretalsregering)”. Jo, det kan jeg nogenlunde forstå, men det fortæller mig jo ikke så meget. For eksempel hvad der er godt ved denne måde at lave regering på og hvordan sådan et parlament i øvrigt skal fungere. Det vender jeg tilbage til.

Da jeg var barn spurgte jeg mange gange mine forældre hvad det dér politik var for noget. Det var ganske uoverskueligt med alle de partier og højre og venstre (især når nu Venstre er til højre). Jeg kunne heller ikke forstå, hvorfor det var så vigtigt hvem der kom i regeringen, når de næsten alle sammen kom i Folketinget alligevel. Det var til stor forskrækkelse, da det gik op for mig, at alle de fine ministre ofte slet ikke havde en uddannelse, som var beslægtet med det de nu sad og var ansvarlige for – på hele landets vegne. De vidste garanteret slet ingen ting om det de skulle bestemme over! Mine forældre beroligede mig med, at ministrene har nogle rådgivere, som forklarer dem, hvordan det hele hænger sammen, og så kan ministeren tage den bedste beslutning.

Der var det med Folketinget. Her sad alle medlemmerne fra de forskellige partier, både dem i regeringen og alle de andre, og diskuterede landets sager. Alle stemte om alting og der skulle være flertal for at få besluttet noget. Hvorfor så lave en koalition til at starte med? Hvis de alligevel altid skulle sidde inde i Folketinget og diskutere, indtil de fleste var enige, hvorfor så starte med at lave to lejre, hvor kun den ene fik store poster? De kunne vel ligeså godt også dele ansvaret med alle ministerposterne og det administrative. Der var jo alligevel alle de rådgivere, som skulle forklare dem alting, og så kunne de vel nemt blive enige om, hvad der var det bedste.

I dag forstår jeg det hele lidt bedre, men pointen kan stadig være svær at få øje på. Jeg har endelig lært, at der er langt fra et parlamentarisk demokrati til et konsensusdemokrati. Det virker måske ret banalt, men som barn troede jeg egentlig, at det med at diskutere i Folketinget gik ud på at nå til enighed og finde de bedste løsninger, men sådan er det ikke.

I Danmark lærer vi børn, at de skal snakke om tingene, lytte til hinanden og finde gode løsninger, som alle kan være tilfredse med. I stedet for at skændes skal man diskutere og finde kompromisser, man skal helst nå til en form for konsensus, før beslutninger tages. Diskussionen er en udveksling af synspunkter og argumenter, og på denne måde er det en proces til at afdække et område og i fællesskab finde frem til den mest rigtige eller rimelige konklusion. Det er altså en måde at dele og udvikle viden på, for derigennem at nå til enighed og tage beslutninger.

I Folketinget diskuterer man ikke, man gør noget andet. Jeg må tilbage til fremmedordbogen. I parlamentet må det formodes, at man parlamenterer, hvilket betyder: ”underhandle om overgivelse af hær, fæstning osv.; forhandle om noget; snakke vidt og bredt”. En parlamentariker er til gengæld ”medlem af et parlament; dygtig debattør el. taktiker”. Nu begynder det at falde på plads. Det handler ikke om at diskutere og forstå hinandens argumenter. Den harske sandhed om vores styreform, træder tøvende frem i lyset. I det parlamentariske demokrati handler det jo netop om forhandling, om at snakke vidt og bredt og være en dygtig debattør eller taktiker. Det får vi demonstreret hver eneste dag på vores fjernsynsskærme, i vores aviser og i selve Folketinget, hvor politikere demonstrerer deres retoriske evner med det ene formål at få ret – de parlamenterer.

Vi bryster os af at være et samfund, med en stærk tradition for oplysning. Der er bred enighed om, at viden er grundlaget for fornuftige, rationelle beslutninger, og at viden skaber tolerance.

I det danske samfund opdrager vi børn til at gå i dialog med hinanden, lære af hinanden. Vores dagligdag er gennemsyret af møder, hvor vi diskuterer, og man kan sjældent tage en beslutning uden at alle har accepteret den. Vi eksporterer stolt vores ”højskole-kultur” som står for folkets uddannelse og oplysning.

Samtidig regeres landet efter helt andre principper. I politik spilles der – og tydeligst er det under en valgkamp - mest på uvidenhed og følelser. Alle de gode diskussionskundskaber, som indlæres i barndommen (og anvendes både i familielivet og på landets arbejdspladser) kan ikke bruges af vores politikere. I politik er viden og rationalitet ikke ligeså vigtige som god markedsføring. Der er tale om, at politikerne skal markedsføre sig selv, de skal have mærkesager og stærke standpunkter, så vi får indprentet deres ansigter og partitilhør i bevidstheden, på samme måde som visse produktnavne er synonymer med opvaskemiddel. Det er nemlig sådan man huskes, og sådan man kan vinde magten næste gang den udloddes.

Valget er en konkurrence og det handler ikke så meget om fremtidens løsninger, men om at vinde. Efter valget handler det om at vinde stemmer til lovforslag, for at kunne bevise at man fortjente at vinde. Det handler ikke om de bedste løsninger. Det seneste og mest absurde eksempel, jeg umiddelbart kan komme på, var da Ulla Tørnæs hårdnakket og med papegøjeagtige gentagelser af sig selv insisterede på, at staten ikke længere skal finansiere modersmålsundervisning i kommunerne. Dette til trods for at eksperter, lærere, fremmedsprogede og medierne i kor råbte, at hendes forslag modarbejder det mål hun argumenterer med at ville opnå: Bedre integration gennem mere danskundervisning på bekostning af modersmålsundervisningen. Har hendes rådgivere ikke forklaret hende sammenhængen mellem de to ting? Jo, det har de sikkert, men i et parlamentarisk demokrati handler det ikke om at opnå det bedste resultat, det handler om at vinde. Diskussionen, forhandlingen, valget. Politiske diskussioner bliver ikke brugt til at afdække det pågældende område eller til at afprøve ideer, for det vinder man ikke et valg på. Derfor bliver der ikke lyttet eller forstået meget i de politiske debatter. I det, der kaldes en TV-debat går nuancerne, åbenheden og dialogen næsten altid tabt (ikke kun på TV, men der er det særligt tydeligt) og i stedet bruges enhver lejlighed til at proklamere dét man nu en gang har bestemt sig for at mene.

Hvilket mål tjener denne evige markedsføring af politikeren og hendes enkle budskab så? Folkets? Partiernes? Mediernes? Svaret må blive: Den som ønsker magten og er en god retoriker – se bare på Pia Kjærsgaard der kan få de mest forrykte ting til at lyde som åbenbare sandheder, udelukkende fordi hun kan præsentere dem som sådan og bliver stående hvor hun står. Det har hun vundet på.

En stor del af problemet ligger i den måde politik er organiseret og tænkes på. I bund og grund er det selve den parlamentariske form, som tvinger politikkerne til at vælge side og stille retorikken skarpt, så der aldrig gives indrømmelser eller udtrykkes forståelse for modpartens argumenter. Det ville nemlig være det samme som at bejle for oppositionen og derved at tabe sin sag. Således fungerer parlamentarismen i Danmark, fordi man kun kommer i regering hvis man har valgt sig til højre eller venstre – og valgt rigtigt. Derfor kan man ikke give både den ene og den anden ret eller lære gennem diskussion med dem på den anden side, for de er og bliver fjender så længe der kun er én af siderne der kan vinde. Politik handler om regeringsmagt og den kan enten vindes eller tabes – det er grundlaget for den styreform vi har i dag.

Derfor har vi brug for et nyt politisk system, som ikke bygger på ønsker om magt, men på brugen af viden. Et system der skaber bedre mulighed for dialog mellem politikerne og mere fokus på at nå de rigtige mål end at nå det rigtige antal stemmer. Et system der tillader politikerne den diskussion vi i Danmark forsøger at lære børn, vil åbne op for helt nye dimensioner for politik. Her er diskussionen en fælles proces - sådan som ordet diskussionspartner antyder. Tænkte man således på politisk debat ville Folketinget ville blive en arena for udveksling af ideer og forfatning af gode løsninger. Politiske dialoger ville være udvekslinger af synspunkter omkring politiske emner - ikke verbal krig.

Det, jeg ønsker mig i Danmark, er et konsensusdemokrati som det, jeg troede vi havde, da jeg var barn. Jeg ved, at mange mener det er en forfærdeligt romantisk tanke, som slet ikke kan realiseres. Dertil må jeg svare, at vi allerede har opnået mange ting i Danmark, som man i andre lande stadig ikke tror kan lade sig gøre. For det andet er det vigtigste i denne sammenhæng ikke at man når det endelige mål, men at man styrer imod det - og vi har egentlig været på rette kurs længe.

I Danmark har vi mange partier og størstedelen fører en midterpolitik, hvilket for længst har fået diverse analytikere til at tale om nye skillelinier i politik end højre-venstre. Partierne er stort set enige på alle de tunge områder og det virker nærmest latterligt, når de deles i en rød og en blå klynge på fjernsynsskærmen – ikke mindst når de to største konkurrenter siger stort set det samme. Det er altså ikke de største udsving vi finder i dansk politik, og det må betragtes som et godt udgangspunkt for at nå til enighed og opgive det sort-hvide spil for galleriet.

Dernæst er politikere jo voksne, intelligente mennesker, som vi godt ved (for størsteparten) kan se mere nuanceret på tingene end det fremgår af deres hårdnakkede udtalelser i medierne. De må ærligt talt kede sig meget, når de gang på gang skal udsige de samme ligegyldige sætninger, uden at samtalen nogensinde kommer et skridt videre.

Endelig er danskerne generelt veluddannede og åbne. De fleste mennesker kan faktisk godt forstå ganske komplicerede forhold. Men vi skal kende til de forhold, før vi kan tage stilling til dem. Mange danskere vil jo gerne vide en masse mere end det politikerne siger i TV debatter, og de ville gerne kunne vælge deres repræsentanter ud fra denne viden. Alligevel har vi oplevet en forenkling af politik til udråbelse af mere eller mindre populistiske og skarpe budskaber om meget få emner. Dette er naturligvis fordi der også appelleres til borgere, som ikke har forudsætningerne for at forstå komplekse forhold og fordi endnu flere bare ikke stemmer rationelt, men med følelserne. Så meget desto mere hvis de ikke gives andet grundlag. Dette ligger langt fra oplysningsidealet som vores kultur bla. skulle bygge på. Det er at gøre grin med den danske befolkning. Det er ikke nødvendigt at lave røde og blå hold, for at danskerne skal forstå politik. Mange engagerede og vidende mennesker vælger ikke at være politisk aktive, fordi de ikke kan bruge råbe-korenes forsimplede diskussionsform til noget. Mange danskere længes efter mere nuanceret debat. Danmark er parat til mere moden politik og det kræver nytænkning af hele vores styreform.

Jeg vover at forestille mig et system, hvor det er mindre interessant om man sidder i opposition eller regering, hvor man måske helt opgiver at tænke på Folketinget på denne måde. Jeg ønsker mig nemlig en regering, som består af alle de folkevalgte og jeg ønsker mig, at de skal bruge deres synspunkter og deres forslag til sammen at finde løsninger for borgerne i vores land. Jeg ønsker mig et styre, hvor politikerne kan søge den bedste løsning på det enkelte problem uden at skulle bekymre sig om at tabe ansigt, fordi de har lært noget nyt undervejs. Jeg ønsker mig et demokrati, hvor den konstruktive dialog og den udviklende diskussion anvendes som redskaber i det politiske arbejde - på tværs af partiskel. Jeg ønsker mig en styreform som er baseret på og anvender viden og fornuft.

Dette kunne måske være et folketing, hvor alle partier er med i regeringen, og alle får en del af ministerposterne. I et sådant styre ville alle sidde i både regering og opposition afhængig af den aktuelle sag. Således ville systemet bedre kunne leve op til målet om at repræsentere hele befolkningen end nu, hvor næsten halvdelen af befolkningens repræsentanter sidder uden magt. Vi kunne komme væk fra at tænke politik som et spørgsmål om højre og venstre, og politikerne ville blive tilladt at lytte til andre partiers synspunkter.

Jeg ved godt, at dette mest er ønsketænkning, for politik handler i virkelighedens verden overvejende om magt og meget mindre om ideologi. Der er langt fra denne virkelighed til min barndoms forestillinger om konsensusdemokrati. Samtidig ved jeg dog også, at hvis det kan lade sig gøre nogen steder, så er det her i Danmark, men det kræver visioner, mod og idealisme. Det er mit ønske at disse tanker kan interessere andre, som måske vil bygge videre på dem. Jeg kaster dem ud til diskussion – altså den gode, konstruktive diskussion, som endnu intet har at gøre med politik.

Til forsiden

Dette nummers øvrige artikler

Arkivet

Medier og Globalisering

Banale reflektioner/observationer over globalisering og mediernes

(mis-)repræsentation af folketingsvalget 2001

Skrevet af Steffen Dalsgaard

(Printervenlig version)

Følgende er skrevet som en kommentar til Mimi Larssons ’Tid til Systemskifte?’

Som Mimi Larsson ganske rigtigt noterer sig har (især) det seneste folketingsvalg (november 2001) været præget af en opdeling af folketingets partier i en blå og en rød blok. For at sætte denne medie-repræsentation af det politiske landskab i Danmark i perspektiv vil jeg trække nogle paralleller til diskursen omkring den sociale organisation af politik i USA. Da dette ikke er ment som en videnskabelig analyse, håber jeg læseren vil bære over med udokumenterede påstande, mangelfuld argumentation samt lemfældig definition af begreber. Indlægget er ment som netop en perspektivering at tænke med, intet andet.

Rødt og blåt hold minder mig først og fremmest i mistænkelig grad om en amerikansk valgnat, og de danske folketingsvalg er da også efter min mening de sidste få år i stigende grad blevet udsat for en art ’amerikansk kulturimperialisme’ (jf. Bourdieu og Wacquant 1999, se også Friedman 2000a). Det danske folketingsvalg præsenteres til forveksling som et amerikansk valg med to kandidater på hver sit (røde eller blå) hold. Tvedelingen af det politiske landskab var noget nyt for mig, da jeg i 1992 kom til USA som udvekslingsstudent og oplevede præsidentvalget november samme år: Dengang Clinton besejrede Bush Senior. Under Folketingsvalget i Danmark i 1994 var denne tvedeling endnu ikke nået til de danske medier.

Nu er inspiration fra USA nok ikke hele baggrunden for denne udvikling: At flere af de små midterpartier allerede under valgkampen har positioneret sig ved at forpligte sig på hvilke(t) af de større partier, de vil støtte efter valget, har hjulpet til at fastlåse repræsentationen som en kamp mellem højre og venstre.

Alligevel mener jeg, det vil være givtigt for en forståelse af visse globale forandrings- og rekonfigureringsprocesser at fokusere eksplicit på mediernes lancering af valgkampen som underholdning; præsenteret som en kamp mellem to kombattanter med hver deres ’væbnere’ til at sætte lidt kulør på debatten i ny og næ. Tv-debatterne som eksempel; journalisten leder gang på gang de to aktører gennem de samme emner, ganske som de klassiske amerikanske tv-dueller mellem præsidentkandidaterne. Dueller mellem præsidentkandidaterne har været en tradition i USA mindst siden 1970, og det er sikkert også ældre. I Danmark er det så vidt jeg ved noget nyt, at kun to fløjrepræsentanter (statsministerkandidaterne) står overfor hinanden, hvor den afsluttende partileder-debat heldigvis er bevaret. Et andet eksempel, der kan hentes frem, er et begreb, som også med stor sandsynlighed stammer fra en amerikansk valgdiskurs: ’Spindoctor’. Så vidt jeg ved er dette et ret nyt begreb indenfor dansk politik. En jobtype, der utvivlsomt også har været i USA i mange år. Alt i alt mener jeg, at vi kan spore et betydeligt indoptag af begreber og repræsentationsformer fra offentligt tilgængelige politiske diskurser i USA.

Hvordan kan man forklare denne udvikling? Hænger det sammen med journalisternes uddannelse, der lægger vægt på formidling og konstruktionen af ’den gode historie’ frem for kritisk akademisk analyse? Selvom det nok er rigtigt for nogles vedkommende, at formidlingen kommer til at betyde mere end de analytiske overvejelser, så tror og håber jeg ikke, at det er et generelt fænomen indenfor journalistikken. Det er måske i højere grad hvad man kunne kalde ’globale strukturelle betingelser’, som f.eks. øgede krav om konkurrence-dygtighed, der tvinger medierne (og dermed den enkelte journalist) til at ’prostituere’ sig. De danske medier (såvel som alle andre!) er i stigende grad trængt af markedskræfter i og med, a) at de er mere afhængige af private annoncører end tidligere (statsstøtte og public service er på vej ud på det ’frie’ marked sammen med resten af velfærdsstatens goder) og dermed b) at de skal konkurrere mere om seerne end de gjorde tidligere, fordi høje seertal er et ’must’ overfor annoncørerne, og fordi der i dag er flere tv-kanaler (for ikke at sige nyhedsmedier i det hele taget) end nogensinde før. På overfladen forsøger tv-kanalerne at tage afstand fra hinanden, men hvor stor forskel er der reelt? Er det udadtil en heterogenisering, der kun skjuler en homogenisering? (se Bourdieu 1998). Er det kun mig, der fornemmer, at de lancerer flere og flere ting (til en vis grad selv nyhederne? Selv vejret?) som underholdning? At kombattanterne i ’statsministerkandidat-duellerne’ bliver holdt strengt til emnerne og begrænset på tid til hvert emne, er efter min mening en uheldig udvikling. Som Mimi antyder bliver debatten til en meningsudveksling uden substans. Holdning mod holdning og påstand mod påstand, hvorefter vælgerne må nøjes med at vurdere troværdigheden udfra personlig fremtræden, medietække og karisma, og ikke får chancen for at høre argumenter og dokumentation. Heri ligger vel også en bestemt forståelse af, hvad massemedierne skal forsyne masserne med, og en implicit formodning om hvem disse ’masser’ er, og hvad de (vi?) vil have. Hvis man spørger Baudrillard (1978), er svaret i hvert fald entydigt: Underholdning! Og dette er, hvad medierne har gjort valget til: Underholdning fordi den postmoderne zappende forbruger af tv frem for alt vil underholdes, og folketingsvalget for medierne handler mere om seertal og deraf følgende indtægter end om reelt indhold i programmerne? Gad vide om manglen på indhold og denne konsekvente undervurdering af de danske tv-forbrugere i sig selv er med til at øge de zappende tendenser? (se Bourdieu 1998 for en diskussion af medier og journalistik).

I forlængelse heraf kan man også spørge hvorfor denne ’kulturimperialisme’ lige akkurat finder sted nu? Hvorfor ikke for ti år siden? Eller tyve? Er det teknologien, som er mulighedsbetingelsen? (se f.eks. Castells 1996-1998). Måske sagt mere enkelt: At (også) danske journalister efter f.eks. CNN’s fremkomst på den globale scene som en distributør af ’globale’ nyheder (med en slet skjult amerikansk bias) i stigende grad er blevet inspirerede af ’the American way’? (se f.eks. Friedman 2000a og 2000b).

For at runde af: Selvom globalisering er et modeord, så kan det anvendes analytisk til at forstå processer der rekonfigurerer og restrukturerer lokale/nationale politiske repræsentationer og diskurser. Processer som virker gennem et utal af kanaler, hvoraf de moderne nyhedsmedier er de mest tydelige. Det skal ikke være sagt, at f.eks. et begreb som ’spindoctors’ eller hele repræsentationen af det politiske landskab forstås på samme måde i Danmark som i USA, blot fordi man benytter de samme repræsentationsformer. Ingen er vel i tvivl om, at det politiske landskab i Danmark indeholder langt større manøvrefrihed for de forskellige politiske aktører end det amerikanske. Ellers ville Hilmar Baunsgaard aldrig være blevet Radikal statsminister i 1968, og Mimi kommenterer da også på denne højre-venstre opdeling. At Dansk Folkeparti efterhånden har meget til fælles med Socialdemokratiet er desuden allerede blevet observeret af flere politiske kommentatorer (f.eks. Antorini et.al. 2001). Alt i alt vil jeg mene at mediernes efterligning af den amerikanske repræsentation af et politisk landskab er en (bevidst?) misrepræsentation af den reelle fleksibilitet, der ellers kendetegner den sociale organisation af flerpartisystemet i Danmark.

Litteratur, eller ”hvis du vil vide mere” (men ikke bryder dig om Jyllandsposten):

Antorini, Christine, Dahl, Henrik og Goldschmidt, Lars (2001) Det Ny Systemskifte (København: Gyldendal)

Baudrillard, Jean (1978) A l’Ombre des Majorités Silencieuses ou la Fin du Social (Paris: Utopie)

Bourdieu, Pierre (1998)[1996] Om TV – og Journalistikkens Magt (Tiderne Skifter)

Bourdieu, Pierre og Wacquant, Loïc (1999) On the Cunning of Imperialist Reason (Theory Culture & Society, 16, 1, pp.41-58)

Castells, Manuel (1996-1998) The Information Age: Economy, Society and Culture Vol. I-III (Oxford: Blackwell Publishers)

Friedman, Jonathan (2000a) Americans Again, or the New Age of Imperial Reason? (Theory Culture & Society, 17, 1, pp.139-146)

Friedman, Jonathan (2000b) Des Racines et (Dé)Routes. Tropes pour Trekkers (L’homme, 156, pp.187-206)

Til forsiden

Dette nummers øvrige artikler

Arkivet

Speaker For The Dead –af Orson Scott Card

boganmeldelse af Uffe Harris

Orson Scott Card

(Printervenlig version – uden billede)

Hvis man er fan af sci-fi eller bare læser mange bøger, er chancerne ret store for, at man har hørt om Orson Scott Card på et eller andet tidspunkt. Hans sparke-røv-rumkrig-involverende-alle-mulige-fede-plasmavåben-som-vi-aldrig-før-har-hørt-om-men-drømmer-om-at-have-liggende-under-sengen-bøger har begejstret millioner af drengerøve af begge køn over hele verden, men han har også en anden, mere filosofisk side. I senere bøger har han f.eks. behandlet spørgsmål omkring de personlige omkostninger ved tidsrejser og kunstige intellekters eksistentielle kriser. Han tager her fat på et par klassiske emner indenfor sci-fi-genren, men undgår elegant de tekniske forklaringer, som genren normalt svælger i, for i stedet at anlægge en anderledes humanistisk anskuelsesvinkel på dem, hvorved bøgerne bliver vedkommende ikke bare for jedi-riddere ( tidssvarende udtryk for nørder,) men også for almindelige mennesker. Speaker For The Dead er en af disse bøger.

Historien foregår ca. 300 år ude i fremtiden, hvor mennesket har koloniseret størstedelen af universet. Det er en gylden tid for menneskeheden, hvor krig og sult er fænomener fra historiebøgerne, hvor genets hemmeligheder er brudt, hvor rejser imellem stjernerne er tilgængelige for alle, og hvor øjeblikkelig kommunikation på tværs af solsystemer er mulig. Det store paradoks er, at den fælles lykke bygger på den kollektive skam: Mordet på den eneste anden tænkende race i universet. Mødet med de insekt-lignende fourmier endte pga. manglende kommunikation i tragedie –med krig og fourmiernes totale udslettelse. Krigen tvang de forskellige nationer på jorden til at samarbejde, og i bogens tid - 200 år senere - holder alliancen stadig. Senere historikere er blevet enige om, at man burde have gjort mere for at undgå krigen, og af samme grund er intet menneske mere forhadt end Ender Wiggins: Admiralen, der kommanderede jordens flåder, da de ødelagde fourmiernes hjemplanet.

Hvad historiebøgerne ikke har fået fat på, er, at Ender ikke var et blodtørstigt halv-menneske, men rent faktisk var en 8-årig dreng, der troede, at de vektorer, han styrede på en skærm, var en del af en computer-simulator. 200 år senere rejser manden rundt i universet under falsk navn og forsøger på at finde en måde at leve med sin skam på. På en planet i udkanten af de menneskelige områder beboet af en lille gruppe kolonister og forskere er man stødt på pequeninoerne: En race af grise-lignende væsener, der udviser en række menneske-lignende træk såsom beherskelse af talens brug. Spørgsmålet om, hvorvidt de bør betragtes som mennesker eller dyr, ændrer på drastisk vis karakter, da nogle forskere, der studerede pequeninoerne, brutalt myrdes af dem. Herefter er spørgsmålet, hvorvidt de udgør en trussel for menneskeheden og som konsekvens deraf bør udslettes eller ej. Ender, der har ligget nedfrosset i 20 år på en rejse mellem planeter, rejser så hurtigt, han kan mod planeten for at forhindre historien i at gentage sig selv…og derved måske selv opnå sjælefred.

På det psykologiske plan er Card mesterlig til at skildre sine hovedpersoners sjæleliv –ikke mindst de pinefulde aspekter heraf. Ender-figuren er meget levende i sine overvejelser omkring at have taget en hel races liv. Spændende er det også at komme ind i hovedet på de resterende forskere, hvor hadet til og frygten for pequeninoerne pga. mordene kæmper med den videnskabelige nygerrighed og sympatien for disse særprægede skabninger om magten over deres dømmekraft. Det er en kamp mellem primære instinkter –frygten for det ukendte- og den objektive tanke. Denne konflikt imellem natur og kultur er evigt-relevant; ikke mindst set ud fra et etnografisk synspunkt..

Et andet aspekt i denne bog, der berører vores fagområde, er spørgsmålet om menneskelighed sat op imod umenneskelighed. Hvad er det, der gør os til mennesker? Hvilke kriterier kan der dømmes ud fra? Card gør sig igennem sine hovedpersoner ( pequeninoernes iagttagelser omkring mennesker er særligt tankevækkende) en del overvejelser om, hvori essensen af menneskelighed består uden at komme til nogen konklusion. Dette er desværre ikke en af de bøger, hvor man får svarene serveret på et sølvfad.

Det, der mere end noget andet fascinerede mig ved denne bog, var beskrivelsen af forskernes metoder i studiet af pequeninoerne. Dette studie varetages naturligvis af xeno-biologer specialiseret i studiet af fremmedartede biologiske fænomener, men bogen introducerer også xenografen som en central figur. Han/hun har til opgave at forstå den fremmede kultur indefra, men dette er meget problematisk, da de også er underlagt strenge påbud om ikke på nogen måde at påvirke den…kort sagt den klassiske etnografiske problemstilling. Beskrivelsen af de forskellige særprægede metoder, xenograferne benytter sig af i deres observationer, gav mig et lille sug i maven:

Mødet med det ukendte er, set ud fra mit synspunkt, det mest spændende aspekt ved vores fag, men spørgsmålet er, hvor meget ukendt, der egentligt er tilbage at møde? Verden bliver mindre og mindre, og det, der engang var fremmedartet, er blevet dagligdags. Vi har i vores positivistiske iver efterhånden kortlagt alt det, der geografisk er at kortlægge her på jorden. Sandsynligheden for, at der nogensinde er nogen af os etnograf-spirer, der kommer til at gå i land på fremmede kyster som Crusoe eller Columbus uden at have den mindste ide om, hvad der venter forude, er forsvindende lille. Nu går vores opgave mest ud på at foretage nye undersøgelser af gamle fænomener og evt. at omfortolke disse og parre de derved fremkommende informationer på nye måder. Dette er naturligvis yderst relevant ud fra et videnskabeligt synspunkt, men eventyreren i mig føler sig alligevel lidt snydt. Så derfor rørte beskrivelsen af mødet med fremmede racer på fremmede verdener ved et eller andet i mig. Man skal jo tænke kreativt mht. jobmuligheder indenfor vores felt, så hvorfor ikke blive første etnograf i rummet? Så derfor vil jeg blive ved med at kigge mod stjernerne på skyfri aftener og vente på, at NASA ringer til mig. Det er jo bare et spørgsmål om tid.

Der er intet nyt under solen men måske under andre sole?

Til forsiden

Dette nummers øvrige artikler

Arkivet

ETNOGRA-FIS 1: ER DE GALE ALLE SAMMEN?

Om hekseri i det nye Sydafrika

Skrevet af Steffen Dalsgaard

(Printervenlig version)

Det hænder, at jeg finder min lasede og fedtede dagbog frem fra dengang, jeg rejste i Afrika som backpacker. Det var et første jomfrueligt indtryk af fremmedhed, der virker meget ambivalent efter mere end fire års studier på etnografi. Især én af mine oplevelser på de sydlige breddegrader er værd at reflektere over i bagklogskabens lys.

Det var marts måned – efterår i det nye Sydafrika. Min rejsekammerat og jeg var nær afslutningen på vores (ganske vist kun otte måneders) afrikanske odyssé, og havde gjort holdt i en lille by i KwaZulu-Natal, hvor vi havde indlogeret os på det lokale backpacker-hostel. Vi havde begge været lidt sløje et par dage – sandsynligvis en ’godartet’ malaria vi var blevet inficeret med i det fugtige klima ved den mozambiquanske kyst – men var ved at være kommet til hægterne igen. Den aften var ejeren af backpacker-stedet ivrigt i gang med at involvere de øvrige gæster og os i et terninge-druk-spil, da ejeren af et andet hostel, der lå et par timers kørsel væk, ankom. Da jeg ikke følte mig specielt veloplagt til at indtage massive mængder af hverken tequila eller Castle-øl, faldt jeg hurtigt i snak med den nyankomne, og det er her min historie egentlig tager sin begyndelse.

Min samtalepartner, en hvid sydafrikaner, der var opvokset i Zululand, og var velbevandret i de lokale folkeslags skikke og sædvaner, fortalte først og fremmest om sit hostel, et meget alternativt indrettet sted. Jeg havde faktisk hørt om det i Mozambique fra et par australiere, der havde været gæster hos ham. Hans hovedfilosofi var, at gæsterne skulle prøve noget. Dette manifesterede sig i muligheden for blandt andet mudderbad, samt at ikke to gæstehytter var ens indrettet. Hver havde sit specifikke præg med dekorationer og farver. Mit indtryk hidtil var, at den gode mand måtte være en fantastisk kreativ person. Denne opfattelse fik en lidt anden nuance, da han begyndte at fortælle om sine problemer. Han fortalte mig, at han var offer for hekseri (witchcraft). I begyndelsen troede jeg, at han lavede fis med mig, men lidt efter lidt gik det op for mig, at manden virkelig følte angst. Han havde konsulteret en heksedoktor for at finde ud af, hvem der ønskede at skade ham. Der havde han fået den besked, at de onde kræfter kom fra et hotel (som tilfældigvis også husede backpackere) i én af nabobyerne, men det havde ikke været muligt for heksedoktoren, at bestemme præcis, hvem der stod bag. For at beskytte sig mod den onde magi havde han fået at vide, at han skulle bevæge sig – det vil sige rejse omkring. Men dette var ikke nok i sig selv. Mens han var på farten, skulle han have en sten i munden, som heksedoktoren gav ham. Jeg husker stadigvæk hans kommentar til denne sikkerhedsforanstaltning: ”Jeg havde regnet med at det var nemt nok, for jeg tænkte på at en småsten kunne man da godt gå rundt med, men det var det ikke!”. Med sine hænder viste han størrelsen på den sten, han skulle bide sammen om, og vi taler ganske rigtigt om en ordentlig kleppert a la en rigtig god stor dansk bagekartoffel! Han var taget hertil i sin brors bil for at fortælle sine kolleger, at han på grund af forhekselsen måtte forlade sit eget backpacker-sted, og at de ikke længere skulle anbefale det til deres gæster (det var mit indtryk, at det er en gensidig aftale hostels imellem, at de anbefaler hinanden). En anden stor bekymring var nu, at han ikke kunne køre ordentligt bil med stenen i munden, og jeg så her mit snit til at foreslå, at jeg agerede chauffør for ham, da han næste morgen skulle tilbage til sit eget sted, og mine rejseplaner i forvejen gik i den samme (geografiske) retning. På daværende tidspunkt havde jeg endnu ikke reflekteret over betydningen af den sociale virkelighed, jeg her var blevet præsenteret for.

Næste morgen tog jeg afsked med min ellers trofaste rejsefælle hjemmefra, der havde tænkt at blive hængende et par dage længere. Vi aftalte at støde til hinanden igen i Durban. Dernæst gik det vestpå i mit nye bekendtskabs brors pick-up sammen med to andre rejsende, der også skulle samme vej. Det var et forfærdeligt regnvejr af nærmest danske proportioner, og jeg var godt tilfreds med at sidde bag rattet holdt ved selskab af en belgier, mens de to andre sad på ladet. Vores ’turguide’ havde besluttet, at han ligeså godt kunne sidde deromme, da han på grund af stenen ikke kunne konversere, og altså heller ikke forklare vejen mens vi kørte. Dette havde han så forsøgt grundigt inden afrejsen.

Turen forløb uden problemer. Til gengæld begyndte jeg hurtigt at føle mig mærkeligt til mode efter ankomsten til det alternative hostel. De andre backpackere tog hurtigt videre med ’the Baaz-Bus’ – et buskompagni, der kørte i rute mellem de forskellige backpacker-steder i Sydafrika – hvorefter jeg var alene tilbage med min vært, hans bror, nogle indfødte hjælpere og to pubertære amerikanere, der havde brugt alle deres penge over en måned før de skulle flyve hjem, og nu var strandet kun med deres flybilletter. De havde fået lov til at blive og bo gratis mod at hjælpe lidt til. Min plan var at nå videre til den naboby, hvor forhekselsen tilsyneladende stammede fra, og tilbringe to dage dér, da det lå i hjertet af Zululand, og ejeren af hotellet gik for at være en rigtig god og indsigtsfuld fortæller. Jeg lånte telefonen og arrangerede at benytte den fantastisk service, mange hostels har i Sydafrika – nemlig at hente gæster! Efter at have givet mig en rundvisning valgte min vært at tage afsked og overlade stedet til sin bror. Det var heromkring, at jeg for alvor blev min uro ved situationen bevidst. Inden han gik, bad han mig om ikke at nævne forhekselsen, når jeg nåede frem, da denne trods alt havde sin oprindelse dér. Hans sidste ord var noget i retning af: ”om det er min ekskone [se det havde han ikke nævnt for mig tidligere!] i baren, inderen i receptionen, eller en helt tredje, ved jeg ikke, men det kommer derfra!”. Det sidste jeg så til ham, var da han vandrede ned af grusvejen med en stav i højre hånd og den venstre til tider knugende stenen for at sikre, at den blev på sin plads i mundvigene.

Ventetiden indtil mit lift dukkede op, tilbragte jeg i stedets bar med broren. Han var åbenbart blot på besøg og havde ingen intention om at køre et hostel, og efter to øl tilbød han mig stillingen som manager (måske virkede jeg mere tillidsvækkende end de pubertære amerikanere?). Jeg takkede pænt nej og længtes allerede uendeligt meget efter mit lift væk fra, hvad der efterhånden forekom mig at være et galehus. Den følelse blev ikke mindre, da broren fortalte mig om sin fortid i et fængsel på Comorerne på grund af våbenhandel, og om sine forbindelser til fremmedlegionen og de franske lejesoldater, der havde hjulpet til med det seneste statskup på disse øer. Heldigvis nåede mit lift frem til sidst, og det var da en befrielse at vinke farvel til 24 timer, hvor min doxiske verden havde været under kraftigt pres.

Især efter starten på etnografi har denne oplevelse været genstand for en del retrospektiv refleksion. Den gang anså jeg kort og godt hostel-ejeren for at være kandidat til en gummicelle, nok mest fordi jeg ikke forventede at finde så fremmede verdensopfattelser i en så ’velkendt skikkelse’. Jeg havde nok aldrig rigtig ventet at finde hvide mænd, der troede på witchcraft. Den slags praktikker tilskrev jeg i mine naive læge forestillinger udelukkende ’rigtige indfødte’. I dag ville jeg nok prøve at finde frem til logikken bag hans frygt for forhekselsen, og især logikken bag hans spekulationer omkring hvem heksen måske.

Den dag i dag spekulerer jeg stadigvæk på, hvad der er hændt med den person som i marts for mere end fire år siden betroede mig, at han var forhekset. Eksisterer hans alternative backpacker-hostel stadig? Er han selv gået til under forhekselsen? Jo mere uvant logikken bag deres ræsonnementer forekom mig, des mere havde jeg haft en nervøs fornemmelse. Men når det kommer til at finde ud af, hvordan det sted ser ud i dag, så har min (etnografiske) nysgerrighed for længst overtrumfet nervøsiteten. Witchcraft kunne vel også være et interessant feltarbejde?

Til forsiden

Dette nummers øvrige artikler

Arkivet

Til forsiden

Dette nummers øvrige artikler

Arkivet

Til forsiden

Dette nummers øvrige artikler

Arkivet