|
Juni 2002 |
|
|
Rejseoplevelser Søde Saftige Velsmagende
Dobbeltmoral Itsi-Bitsi Ta´ Mig med til Nepal Studie- og fagmiljø Store Antropologiske Fisk i Bergen Jagten på den Forsvunde Fredagsbar Nettet Strammes om de Studerende På
Etnografi Debat Hvor er Langsomheden blevet af?
Boganmeldelser Speaker for the Dead – af Orson Scott Card EtnograFis Skribenter i Dette Nummer Steffen Dalsgaard Uffe Harris Lotte Holm T.S. Høeg Leif R. Nielsen Sine Nissen Martine Lind Pedersen Jesper Vind Christian Vium Kenneth |
Redaktionen på dette nummer Rasmus Beck Steffen Dalsgaard Rasmus Stampe Hjort Martine Lind Pedersen Jesper Vind |
||
. informanten er et blad
for og af studerende ved etnografi i
Århus .
Nettet strammes om de studerende på etnografi- Eller historien om et system, der
manglede format Skrevet af Jesper Vind Som
du sikkert ikke ved er der på etnografi blevet indført et konferenceprogram
ved navn FirstClass. FirstClass er et tilbud til de studerende, der giver
mulighed for at tale sammen i Chat rooms, lave konferencer, hvor man kan
diskutere en bestemt etnografisk problemstilling, se hvad etnografer på
feltarbejde i udlandet laver osv. Problemet
er bare, at hvis man spørger den helt almindelige etnografistuderende om FirstClass,
ved de ikke, hvad du taler om! Jeg
vil i denne artikel prøve at give et bud på, hvorfor det forholder sig sådan,
og hvad der kan gøres ved det. Lad
os starte fra begyndelsen. I
starten af det nye årtusinde besluttede universitetets edb-afdeling at indføre
First Class. First Class blev indført på Moesgaard, og derefter er der ingen,
der har hørt noget fra det! Hvorfor
? Svaret er dårlig planlægning og mangel på information. Noget
der beviser dette er informationssiden til nye First Class brugere http://fc.hum.au.dk/Intro/ (Gå ind under ”læs dette først”). Her står: ”Er
du nået her til, har du formodentlig allerede fået at vide, at du er oprettet
som bruger af Det Humanistiske Fakultets FirstClass-System. Du har nok fået
oplyst dit brugernavn og adgangskode til systemet. Er det sidste ikke
tilfældet, må du henvende dig til din administrative medarbejder eller den
underviser, der har informeret dig om FirstClass”. Citat slut. Det
første problem er, at de færreste på Moesgaard er blevet informeret om
systemet. Det andet problem er, at der ikke er en administrativ medarbejder
på Moesgaard, der står for udlevering af adgangskoder. Her finder man nok
roden til, at FirstClass ikke er særligt udbredt på Moesgaard. Mangelen
på service er faktisk et af nøgleordene i denne sag. Efter at FirstClass kom
til Moesgaard mente edb-afdelingen ikke at det var deres opgave at informere
de studerende på etnografi om systemet. Det måtte vi selv finde ud af. Og her
fralagde edb-afdelingen så sit ansvar for systemets indførelse på Moesgaard. Mangel
på tid og penge har gjort, at underviserne på etnografi ikke har kunnet give
den information der er nødvendig for, at de studerende kan komme i gang med
at bruge FirstClass. Derfor træder FirstClass vande den dag i dag. En
helt anden sag er FirstClass som program. Det virker sjusket, og dets
mailprogram er ikke noget at råbe hurra for, sammenlignet med andre mail
programmer. Alt i alt virker det som om at edb-afdelingen har lavet en lappeløsning.
Man har fået en knaldgod ide om at samle alle informationer fra det
humanistiske fakultet et sted, men man har ikke haft kræfterne til at føre
det ud i livet. Man
kunne her efterlyse et overordnet program, som kunne samle alle informationer
fra hele universitetet på et sted, og som kunne videreudvikles, så man kunne
arbejde sammen med studerende på andre fakulteter. Det
efterlader os så med spørgsmålet: ”hvad nu ???” Der
findes to løsningsmuligheder. 1) Skrot FirstClass og prøv igen! Og denne gang
så lav en handlingsplan for hvordan i vil få systemet ført ud i livet! 2) At
vi som studerende prøver at få systemet op at køre! Den
sidste løsning er nok den, der bliver den mest sandsynlige. For sådan som det
ser ud nu, er der ingen, der gør noget ved noget. At
skrotte FirstClass og starte forfra vil nok også være en dårlig ide, for det
bliver jo sikkert universitetets edb-afdeling, der får ansvaret for det nye
projekt, og de har hvis vist, at de ikke kan administrere den slags. Det
nye udspil bliver så, at etnografistuderende kommer på kursus i FirstClass og
herefter lærer deres medstuderende, hvordan man bruger systemet. Men
her skal der også lyde en opfordring til Jer læsere. Tag og brug FirstClass!
FirstClass er nemlig lige som en telefon: hvis der ikke er nogen i den anden
ende, er der ikke meget sjovt ved det. Men indtil de studerende tager over og gør,
hvad andre burde have gjort før dem, kan man kun undre sig over, hvorfor
FirstClass skal være så langt fra Business Class??? |
Medier og GlobaliseringBanale reflektioner/observationer over
globalisering og mediernes (mis-)repræsentation af folketingsvalget
2001 Skrevet af Steffen Dalsgaard Følgende er skrevet som en kommentar til Mimi
Larssons ’Tid
til Systemskifte?’ Som Mimi Larsson ganske rigtigt noterer sig har (især) det
seneste folketingsvalg (november 2001) været præget af en opdeling af
folketingets partier i en blå og en rød blok. For at sætte denne
medie-repræsentation af det politiske landskab i Danmark i perspektiv vil jeg
trække nogle paralleller til diskursen omkring den sociale organisation af
politik i USA. Da dette ikke er ment som en videnskabelig analyse, håber jeg
læseren vil bære over med udokumenterede påstande, mangelfuld argumentation
samt lemfældig definition af begreber. Indlægget er ment som netop en
perspektivering at tænke med, intet andet. Rødt
og blåt hold minder mig først og fremmest i mistænkelig grad om en amerikansk
valgnat, og de danske folketingsvalg er da også efter min mening de sidste få
år i stigende grad blevet udsat for en art ’amerikansk kulturimperialisme’
(jf. Bourdieu og Wacquant 1999, se også Friedman 2000a). Det danske
folketingsvalg præsenteres til forveksling som et amerikansk valg med to
kandidater på hver sit (røde eller blå) hold. Tvedelingen af det politiske
landskab var noget nyt for mig, da jeg i 1992 kom til USA som
udvekslingsstudent og oplevede præsidentvalget november samme år: Dengang
Clinton besejrede Bush Senior. Under Folketingsvalget i Danmark i 1994 var
denne tvedeling endnu ikke nået til de danske medier. Nu
er inspiration fra USA nok ikke hele baggrunden for denne udvikling: At flere
af de små midterpartier allerede under valgkampen har positioneret sig ved at
forpligte sig på hvilke(t) af de større partier, de vil støtte efter valget,
har hjulpet til at fastlåse repræsentationen som en kamp mellem højre og
venstre. Alligevel mener jeg, det vil være givtigt for en forståelse af
visse globale forandrings- og rekonfigureringsprocesser at fokusere eksplicit
på mediernes lancering af valgkampen som underholdning; præsenteret som en
kamp mellem to kombattanter med hver deres ’væbnere’ til at sætte lidt kulør
på debatten i ny og næ. Tv-debatterne som eksempel; journalisten leder gang
på gang de to aktører gennem de samme emner, ganske som de klassiske amerikanske tv-dueller mellem
præsidentkandidaterne. Dueller mellem præsidentkandidaterne har været en tradition
i USA mindst siden 1970, og det er sikkert også ældre. I Danmark er det så
vidt jeg ved noget nyt, at kun to fløjrepræsentanter
(statsministerkandidaterne) står overfor hinanden, hvor den afsluttende
partileder-debat heldigvis er bevaret. Et andet eksempel, der kan hentes
frem, er et begreb, som også med stor sandsynlighed stammer fra en amerikansk
valgdiskurs: ’Spindoctor’. Så vidt jeg ved er dette et ret nyt begreb
indenfor dansk politik. En jobtype, der utvivlsomt også har været i USA i
mange år. Alt i alt mener jeg, at vi kan spore et betydeligt indoptag af
begreber og repræsentationsformer fra offentligt tilgængelige politiske
diskurser i USA. Hvordan kan man forklare denne udvikling? Hænger det sammen med
journalisternes uddannelse, der lægger vægt på formidling og konstruktionen
af ’den gode historie’ frem for kritisk akademisk analyse? Selvom det nok er rigtigt for nogles vedkommende,
at formidlingen kommer til at betyde mere end de analytiske overvejelser, så
tror og håber jeg ikke, at det er et generelt fænomen indenfor
journalistikken. Det er måske i højere grad hvad man kunne kalde ’globale
strukturelle betingelser’, som f.eks. øgede krav om konkurrence-dygtighed,
der tvinger medierne (og dermed den enkelte journalist) til at ’prostituere’
sig. De danske medier (såvel som alle andre!) er i stigende grad trængt af
markedskræfter i og med, a) at de er mere afhængige af private annoncører end
tidligere (statsstøtte og public service er på vej ud på det ’frie’ marked
sammen med resten af velfærdsstatens goder) og dermed b) at de skal
konkurrere mere om seerne end de gjorde tidligere, fordi høje seertal er et
’must’ overfor annoncørerne, og fordi der i dag er flere tv-kanaler (for ikke
at sige nyhedsmedier i det hele taget) end nogensinde før. På overfladen
forsøger tv-kanalerne at tage afstand fra hinanden, men hvor stor forskel er
der reelt? Er det udadtil en heterogenisering, der kun skjuler en
homogenisering? (se Bourdieu 1998). Er det kun mig, der fornemmer, at de
lancerer flere og flere ting (til en vis grad selv nyhederne? Selv vejret?)
som underholdning? At kombattanterne i ’statsministerkandidat-duellerne’
bliver holdt strengt til emnerne og begrænset på tid til hvert emne, er efter
min mening en uheldig udvikling. Som Mimi antyder bliver debatten til en
meningsudveksling uden substans. Holdning mod holdning og påstand mod
påstand, hvorefter vælgerne må nøjes med at vurdere troværdigheden udfra
personlig fremtræden, medietække og karisma, og ikke får chancen for at høre
argumenter og dokumentation. Heri ligger vel også en bestemt forståelse af,
hvad massemedierne skal forsyne masserne med, og en implicit formodning om
hvem disse ’masser’ er, og hvad de (vi?) vil have. Hvis man spørger
Baudrillard (1978), er svaret i hvert fald entydigt: Underholdning! Og dette
er, hvad medierne har gjort valget til: Underholdning fordi den postmoderne
zappende forbruger af tv frem for alt vil underholdes, og folketingsvalget
for medierne handler mere om seertal og deraf følgende indtægter end om reelt
indhold i programmerne? Gad vide om manglen på indhold og denne konsekvente
undervurdering af de danske tv-forbrugere i sig selv er med til at øge de
zappende tendenser? (se Bourdieu 1998 for en diskussion af medier og
journalistik). I forlængelse heraf kan man også spørge hvorfor denne
’kulturimperialisme’ lige akkurat finder sted nu? Hvorfor ikke for ti år
siden? Eller tyve? Er det teknologien, som er mulighedsbetingelsen? (se
f.eks. Castells 1996-1998). Måske sagt mere enkelt: At (også) danske
journalister efter f.eks. CNN’s fremkomst på den globale scene som en
distributør af ’globale’ nyheder (med en slet skjult amerikansk bias) i
stigende grad er blevet inspirerede af ’the American way’? (se f.eks.
Friedman 2000a og 2000b). For at runde af: Selvom globalisering er et modeord, så kan det
anvendes analytisk til at forstå processer der rekonfigurerer og restrukturerer
lokale/nationale politiske repræsentationer og diskurser. Processer som
virker gennem et utal af kanaler, hvoraf de moderne nyhedsmedier er de mest
tydelige. Det skal ikke være sagt, at f.eks. et begreb som ’spindoctors’
eller hele repræsentationen af det politiske landskab forstås på samme måde i
Danmark som i USA, blot fordi man benytter de samme repræsentationsformer.
Ingen er vel i tvivl om, at det politiske landskab i Danmark indeholder langt
større manøvrefrihed for de forskellige politiske aktører end det
amerikanske. Ellers ville Hilmar Baunsgaard aldrig være blevet Radikal
statsminister i 1968, og Mimi kommenterer da også på denne højre-venstre
opdeling. At Dansk Folkeparti efterhånden har meget til fælles med
Socialdemokratiet er desuden allerede blevet observeret af flere politiske
kommentatorer (f.eks. Antorini et.al. 2001). Alt i alt vil jeg mene at
mediernes efterligning af den amerikanske repræsentation af et politisk
landskab er en (bevidst?) misrepræsentation af den reelle fleksibilitet, der
ellers kendetegner den sociale organisation af flerpartisystemet i Danmark. Litteratur, eller ”hvis du vil vide mere” (men ikke bryder dig
om Jyllandsposten): Antorini, Christine, Dahl,
Henrik og Goldschmidt, Lars (2001) Det Ny Systemskifte (København: Gyldendal) Baudrillard, Jean (1978) A l’Ombre des Majorités Silencieuses ou la Fin du Social (Paris: Utopie) Bourdieu, Pierre (1998)[1996] Om TV – og
Journalistikkens Magt (Tiderne Skifter) Bourdieu, Pierre og Wacquant, Loïc
(1999) On the Cunning of Imperialist Reason (Theory Culture & Society,
16, 1, pp.41-58) Castells, Manuel (1996-1998) The Information Age:
Economy, Society and Culture Vol. I-III (Oxford: Blackwell Publishers) Friedman, Jonathan (2000a) Americans Again, or the New Age
of Imperial Reason? (Theory Culture & Society, 17, 1, pp.139-146) Friedman, Jonathan (2000b) Des Racines et (Dé)Routes. Tropes pour Trekkers (L’homme, 156, pp.187-206) |
Speaker For The Dead –af Orson Scott Cardboganmeldelse af Uffe Harris Orson Scott Card (Printervenlig
version – uden billede) Hvis
man er fan af sci-fi eller bare læser mange bøger, er chancerne ret store
for, at man har hørt om Orson Scott Card på et eller andet tidspunkt. Hans
sparke-røv-rumkrig-involverende-alle-mulige-fede-plasmavåben-som-vi-aldrig-før-har-hørt-om-men-drømmer-om-at-have-liggende-under-sengen-bøger
har begejstret millioner af drengerøve af begge køn over hele verden, men han
har også en anden, mere filosofisk side. I senere bøger har han f.eks.
behandlet spørgsmål omkring de personlige omkostninger ved tidsrejser og
kunstige intellekters eksistentielle kriser. Han tager her fat på et par
klassiske emner indenfor sci-fi-genren, men undgår elegant de tekniske
forklaringer, som genren normalt svælger i, for i stedet at anlægge en
anderledes humanistisk anskuelsesvinkel på dem, hvorved bøgerne bliver
vedkommende ikke bare for jedi-riddere ( tidssvarende udtryk for nørder,) men
også for almindelige mennesker. Speaker
For The Dead er en af disse bøger. Historien
foregår ca. 300 år ude i fremtiden, hvor mennesket har koloniseret
størstedelen af universet. Det er en gylden tid for menneskeheden, hvor krig
og sult er fænomener fra historiebøgerne, hvor genets hemmeligheder er brudt,
hvor rejser imellem stjernerne er tilgængelige for alle, og hvor øjeblikkelig
kommunikation på tværs af solsystemer er mulig. Det store paradoks er, at den
fælles lykke bygger på den kollektive skam: Mordet på den eneste anden
tænkende race i universet. Mødet med de insekt-lignende fourmier endte pga.
manglende kommunikation i tragedie –med krig og fourmiernes totale
udslettelse. Krigen tvang de forskellige nationer på jorden til at
samarbejde, og i bogens tid - 200 år senere - holder alliancen stadig. Senere
historikere er blevet enige om, at man burde have gjort mere for at undgå krigen,
og af samme grund er intet menneske mere forhadt end Ender Wiggins:
Admiralen, der kommanderede jordens flåder, da de ødelagde fourmiernes
hjemplanet. Hvad
historiebøgerne ikke har fået fat på, er, at Ender ikke var et blodtørstigt
halv-menneske, men rent faktisk var en 8-årig dreng, der troede, at de
vektorer, han styrede på en skærm, var en del af en computer-simulator. 200
år senere rejser manden rundt i universet under falsk navn og forsøger på at
finde en måde at leve med sin skam på. På en planet i udkanten af de
menneskelige områder beboet af en lille gruppe kolonister og forskere er man
stødt på pequeninoerne: En race af grise-lignende væsener, der udviser en
række menneske-lignende træk såsom beherskelse af talens brug. Spørgsmålet
om, hvorvidt de bør betragtes som mennesker eller dyr, ændrer på drastisk vis
karakter, da nogle forskere, der studerede pequeninoerne, brutalt myrdes af
dem. Herefter er spørgsmålet, hvorvidt de udgør en trussel for menneskeheden
og som konsekvens deraf bør udslettes eller ej. Ender, der har ligget
nedfrosset i 20 år på en rejse mellem planeter, rejser så hurtigt, han kan
mod planeten for at forhindre historien i at gentage sig selv…og derved måske
selv opnå sjælefred. På
det psykologiske plan er Card mesterlig til at skildre sine hovedpersoners
sjæleliv –ikke mindst de pinefulde aspekter heraf. Ender-figuren er meget
levende i sine overvejelser omkring at have taget en hel races liv. Spændende
er det også at komme ind i hovedet på de resterende forskere, hvor hadet til
og frygten for pequeninoerne pga. mordene kæmper med den videnskabelige
nygerrighed og sympatien for disse særprægede skabninger om magten over deres
dømmekraft. Det er en kamp mellem primære instinkter –frygten for det
ukendte- og den objektive tanke. Denne konflikt imellem natur og kultur er
evigt-relevant; ikke mindst set ud fra et etnografisk synspunkt.. Et
andet aspekt i denne bog, der berører vores fagområde, er spørgsmålet om
menneskelighed sat op imod umenneskelighed. Hvad er det, der gør os til
mennesker? Hvilke kriterier kan der dømmes ud fra? Card gør sig igennem sine
hovedpersoner ( pequeninoernes iagttagelser omkring mennesker er særligt
tankevækkende) en del overvejelser om, hvori essensen af menneskelighed
består uden at komme til nogen konklusion. Dette er desværre ikke en af de
bøger, hvor man får svarene serveret på et sølvfad. Det,
der mere end noget andet fascinerede mig ved denne bog, var beskrivelsen af
forskernes metoder i studiet af pequeninoerne. Dette studie varetages naturligvis
af xeno-biologer specialiseret i studiet af fremmedartede biologiske
fænomener, men bogen introducerer også xenografen som en central figur.
Han/hun har til opgave at forstå den fremmede kultur indefra, men dette er
meget problematisk, da de også er underlagt strenge påbud om ikke på nogen
måde at påvirke den…kort sagt den klassiske etnografiske problemstilling.
Beskrivelsen af de forskellige særprægede metoder, xenograferne benytter sig
af i deres observationer, gav mig et lille sug i maven: Mødet
med det ukendte er, set ud fra mit synspunkt, det mest spændende aspekt ved
vores fag, men spørgsmålet er, hvor meget ukendt, der egentligt er tilbage at
møde? Verden bliver mindre og mindre, og det, der engang var fremmedartet, er
blevet dagligdags. Vi har i vores positivistiske iver efterhånden kortlagt
alt det, der geografisk er at kortlægge her på jorden. Sandsynligheden for,
at der nogensinde er nogen af os etnograf-spirer, der kommer til at gå i land
på fremmede kyster som Crusoe eller Columbus uden at have den mindste ide om,
hvad der venter forude, er forsvindende lille. Nu går vores opgave mest ud på
at foretage nye undersøgelser af gamle fænomener og evt. at omfortolke disse
og parre de derved fremkommende informationer på nye måder. Dette er naturligvis
yderst relevant ud fra et videnskabeligt synspunkt, men eventyreren i mig
føler sig alligevel lidt snydt. Så derfor rørte beskrivelsen af mødet med
fremmede racer på fremmede verdener ved et eller andet i mig. Man skal jo
tænke kreativt mht. jobmuligheder indenfor vores felt, så hvorfor ikke blive
første etnograf i rummet? Så derfor vil jeg blive ved med at kigge mod
stjernerne på skyfri aftener og vente på, at NASA ringer til mig. Det er jo
bare et spørgsmål om tid. Der er intet nyt
under solen men måske under andre sole? |